Runner (anmeldelse)

Der findes actionfilm, som har en meget klar idé om, hvad de gerne vil være. Og så findes der Runner.

Scott Waughs nye actionfilm med Alan Ritchson og Owen Wilson føles nemlig lidt som en film, der har inviteret John Wick, Extraction, Fast & Furious og en klassisk buddy-cop-film til samme fest og derefter glemt at fortælle dem, hvem der egentlig er hovedpersonen.

Det lyder måske som en kritik. Og det er det også lidt.

Men det er samtidig en stor del af charmen.

Runner er en rodet, energisk og overraskende underholdende omgang gammeldags action, som ikke ligefrem genopfinder genren, men som til gengæld har forstået noget ganske fundamentalt: Sæt to meget forskellige typer sammen, giv dem et problem, en deadline og en masse mennesker med våben i hælene, og så skal der faktisk ikke meget mere til.

En meget dårlig dag at være på farten

Historien følger den tidligere soldat Hank Malone, spillet af Alan Ritchson, som ender sammen med Ben Bishop, spillet af Owen Wilson, i en situation, der ret hurtigt udvikler sig fra besværlig til decideret katastrofal.

De to skal gennemføre en kritisk medicinsk levering, som kan redde livet på en lille pige. Problemet er bare, at de samtidig bliver jagtet af et nådesløst kartel, og dermed begynder en kamp mod tiden, hvor stort set alt, der kan gå galt, naturligvis går galt.

Det er på mange måder en dejligt klassisk actionpræmis.

Der er et konkret mål. Der er en deadline. Der er mennesker, som forsøger at stoppe vores hovedpersoner. Og så er der ellers bare fremad.

Runner bruger ikke unødvendigt meget energi på at bilde publikum ind, at den har opfundet den dybe tallerken. I stedet tager den en af actiongenrens mest slidstærke konstruktioner og spænder et par solide motorer på den.

Buddy-cop uden helt at være buddy-cop

Det mest interessante er faktisk sammensætningen af Alan Ritchson og Owen Wilson.

På papiret virker det næsten som et mærkeligt fan-cast.

Ritchson har efterhånden fundet en ganske glimrende niche som den enorme actionhelt, der ser ud, som om han kan løse de fleste problemer ved enten at slå dem eller løfte dem. Wilson kommer med en helt anden energi og har stadig den lettere forvirrede, snakkende og menneskelige tilstedeværelse, som har fulgt ham gennem store dele af karrieren.

Det burde næsten automatisk være buddy-cop-guld.

Det er det ikke helt.

Kemien mellem de to er faktisk en smule skæv i begyndelsen. Runner forsøger at finde den klassiske dynamik, hvor to modsætninger modvilligt skal lære at fungere sammen, men filmen rammer ikke altid den rytme, som de bedste film i genren lever og ånder på.

Efterhånden begynder det dog at fungere.

Og netop fordi Ritchson og Wilson er så mærkeligt et match-up, bliver de også sjovere at følge, end man måske havde forventet. Det er ikke nødvendigvis den makkerduo, man havde bedt Hollywood om at lave, men efter 98 minutter er det svært ikke at se idéen i den.

Hvad vil du egentlig være, Runner?

Det største problem er samtidig noget af det, der gør Runner underholdende.

Filmen har meget svært ved at beslutte sig for, hvilken slags actionfilm den egentlig vil være.

Nogle gange bevæger den sig over i den hårdtslående moderne actionfilm, hvor Ritchson får lov til at ligne en mand, der kunne være gået direkte ind fra settet på Reacher.

Andre steder vil den have den mere taktiske og kontante energi fra Extraction. Så skruer den pludselig op for større actionsekvenser og en næsten Fast & Furious-agtig forståelse af fysikkens fleksible natur, inden Owen Wilson minder os om, at vi tilsyneladende også befinder os i en buddy-komedie.

Resultatet er ikke specielt elegant.

Men det er sjældent kedeligt.

Instruktør Scott Waugh har tidligere bevæget sig rundt i actiongenren, og her virker hans primære ambition til at være at holde filmen i konstant bevægelse. Med en spilletid på 98 minutter har Runner heldigvis heller ikke meget tid til at stå stille.

Alan Ritchson har fundet sin actionhylde

Det bliver samtidig mere og mere tydeligt, at Alan Ritchson har fundet en niche, som Hollywood sandsynligvis kommer til at udnytte ganske flittigt de kommende år.

Han har fysikken til den klassiske actionhelt, men også lige akkurat nok selvironi og personlighed til, at han ikke bare bliver en muskuløs mur, der bevæger sig fra eksplosion til eksplosion.

Runner føles derfor også som endnu et skridt mod en periode, hvor vi kommer til at se Ritchson i langt flere rendyrkede actionfilm.

Og det giver egentlig god mening.

Actiongenren har altid haft plads til den type stjerner. Schwarzenegger, Stallone og Willis havde hver deres udgave. Senere kom Jason Statham, Dwayne Johnson og forskellige andre variationer over samme grundidé. Ritchson passer ganske naturligt ind i den tradition, selvom hans egen version stadig er ved at finde sin endelige form.

Her får han samtidig lov til at spille op imod en skuespiller, man ikke umiddelbart ville forbinde med hans type actionfilm.

Det gør Runner lidt mere interessant, end hvis man bare havde placeret endnu en hårdtslående actionstjerne ved siden af ham.

Rodet, fjollet og meget underholdende

Runner bliver aldrig den nye John Wick.

Den bliver heller ikke Extraction.

Og dens forsøg på buddy-cop-kemi når ikke de klassiske højder fra genrens bedste makkerpar.

Til gengæld ender filmen med at være sin egen lettere mærkværdige blanding af det hele.

Det er en film, hvor man godt kan se samlingerne. Tonen hopper lidt rundt, makkerkemien skal bruge tid på at komme op i fart, og ambitionerne om at være flere forskellige slags actionfilm på én gang gør det hele mere rodet, end det behøver at være.

Men for pokker, hvor er det svært ikke at hygge sig med den.

Runner kommer med en forfriskende ukompliceret tilgang til actionfilmen: Der er en opgave, tiden tikker, skurkene nærmer sig, og vores umage makkerpar skal bare blive ved med at bevæge sig.

Nogle gange er det faktisk rigeligt.

• Dansk premiere: 17. september 2026
• Varighed: 1 time og 38 minutter
• Genre: Action, thriller og komedie
• Instruktør: Scott Waugh
• Manuskript: Miles Hubley og Tommy White
• Medvirkende: Alan Ritchson, Owen Wilson, Rodrigo Santoro, Leila George, Kate Box m.fl.
• Produktionslande: USA, Australien og Storbritannien
• Produktionsselskaber: 2521 Entertainment, A Higher Standard og AllyCat Entertainment
• Aldersmærkning: PG-13 i USA