Verden iflg. Connery
Roskilde Festival 2020 aflyst: “Vi er dybt ulykkelige”
Roskilde Festival 2020 er aflyst
Som følge af regeringens fortsatte forbud mod af større offentlige begivenheder, under corona-krisen, er Roskilde Festival 2020 nu endegyldigt passé, det er meldingen fra festivalen selv.
Det er netop blevet meddelt, at det ikke er tilladt at gennemføre store arrangementer til sommer. Forbuddet gælder også Roskilde Festival, så Roskilde Festival nr. 50 må vente til 2021.
Administrerende direktør i Roskilde Festival, Signe Lopdrup, udtaler: "Vi er dybt ulykkelige. Vi frygtede, at det ville ske. Vi har til det sidste håbet, at det ikke ville ende på denne måde. Men risikoen for smittespredning er for stor, når så mange mennesker er samlet, og det hensyn er ubetinget det vigtigste."
Som Roskilde Festival nummer 50 skulle sommerens festival have været noget helt særligt. Den skulle have været en markering, der fejrede den ungdomskultur, som festivalen er rundet af – og stadig er samlingspunkt for – ved at se frem, pege på nye tendenser og ved at hylde kunsten, fællesskabet og lysten til at gøre en forskel.
Nu må Roskilde Festival nummer 50 vente til 2021.
Signe Lopdrup udtaler: "Ambitionerne har hos os alle været tårnhøje. Alle har knoklet og gjort sig umage for at få Roskilde Festival nr. 50 til at blive noget helt særligt. I den seneste tid under helt utrolige vilkår. Det ser vanvittigt godt og lovende ud – og det bliver et stærkt fundament for festivalen til næste år."
Billetter kan overføres til 2021
Har man købt billet til festivalen i 2020, vil man kunne overføre den til Roskilde Festival 2021.
Ønsker man ikke at overføre sin billet, vil man kunne få den refunderet. Festivalen forventer, at de præcise omstændigheder omkring både overførsel og refusion vil være klar snarest muligt.
Alvorlige konsekvenser, der rammer udover festival
Konsekvenserne af at Roskilde Festival ikke gennemføres er alvorlige. Roskilde Festival er en almennyttig festival og står dermed i en særligt vanskelig situation.
Festivalen er en indsamlingsbegivenhed, som afholdes for at samle penge ind til velgørende arbejde for børn og unge. Hvert år donerer foreningen bag festivalen hele overskuddet væk, hvilket betyder, at man så at sige starter fra nul kroner hvert år.
Signe Lopdrup udtaler: "Det er endnu for tidligt for os at sige noget præcist om de økonomiske konsekvenser; de afhænger af hvilke ordninger og hjælpepakker, der er – det skal vi nu til at se nærmere på. Konsekvenserne vil dog være alvorlige uanset. Ikke bare for os, men også for de frivillige foreninger, kulturpartnere, virksomheder og organisationer, der står bag boder, yder service på pladsen eller som bidrager med programindhold og produktioner. Mange af disse aktører er i forvejen meget hårdt ramt af Corona-krisen."
Samtidig kan foreningen bag festivalen ikke leve op til sit formål: at støtte børn og unges muligheder. Det får betydning for en række organisationer og initiativer både i og uden for Danmark, som også har ekstra brug for hjælp nu.