Roskilde 04

Connery kigger tilbage på årets Roskilde Festival.

Skrevet af Connery

| Musik
| 3,7K

Så blev det atter tid til at drage til det sjællandske for at tilbringe omtrent en uge i et tilsmudset telt, mens litervis af alkohol og musik blev hældt indenbords i selskab med 100.000 andre mennesker. Forventningerne stod cirka lige så højt som vandstanden på Roskilde dyreskueplads og turen i toget gik primært med at observere udsigten mens det dynamiske perspektiv i landskabet manuducerede mit fokus mod det tilbagelagte (stirre tomhjernet ud i luften), mens forventningerne kun blev højere og højere jo nærmere toget kom Roskilde station.

Ankomsten til Roskilde Banegård vakte en genkendelsens glæde og forventningerne til de næste 5 dages udskejelser blev forhøjet betydeligt da festivaltoget ankom til indgang West. Bag portene ventede 80.000 andre berusede, fest- og musikglade in
Denne artikel vil behandle festivalen til og med fredagen. De to resterende dages koncerter og begivenheder bliver benævnt i en senere artikel (skidtet bliver sgu for langt ellers)

Onsdagen blev anvendt til at kyle en respektabel stabel billig-pils i svælget som opvarmning, og før man vidste af det, var det torsdag, og navne som Mnemic og KoRn ville overtage Orange scene, mens andre kunstnere som Joss Stone og Suspekt ville pryde de resterende festivaltelte.

Det første band, der blev checket var danske Suspekt på den nye hiphop scene ved Camping West. Et fedt tiltag med ramper, freestyle battle, scratching og
Torsdag d. 1 Juli

ANNONCE

Suspekt

Efter vinderen af freestyle battlen var fundet og en meget meget cool scratching session, besteg drengene fra F.I.P. scenen og flåede stedet fra hinanden med skarpladte produktioner og brutale rim. Med Orgie-E, Bai D, Rune Rask, U$O og Troo.L.S. the Kid blev der leveret et respektabelt show, der dog lugtede en anelse af, at være banket hurtigt sammen. Især da ekstranummeret lød på Kinky Fætter for anden gang. Fedt nummer er det, men det havde været en væsentlig federe afslutning på showet, hvis de havde gemt det til allersidst, eller om ikke andet, så valgt en af deres mange andre velproducerede hip hop perler

ANNONCE

Joss Stone

Herefter gik turen til det Odeon (et af koncertteltene), hvor den britiske teenager (og potentiel Connery-babe) skulle vise sit værd med sin soulspækkede sangstemme, og holy fuck hvor kunne tøsen da også synge så stjernerne fulgte med. At musikken, om end funky og cool, var en anelse poppet var der ingen tvivl om, men når man som drengerøv står og hypnotiseres af den fine lille sags vrikkende hofter og charmerende grin mellem numrene tror jeg sgu hvad som helst havde lydt godt. Om ikke andet fyrede den kun 16-årige brite den af i fuld maner, og chokerede med en stemme, som burde være reserveret til kraftige, sorte damer fra Mississippi. At der desuden fuldte et orkester med som svingede for vildt, hjalp kun yderligere på oplevelsen, og et af højdepunkterne var faktisk, da Stone forlod scenen et øjeblik og lod de resterende musikere fyre den af. Jeg har sgu stadig kuldegysninger fra den jamsession.

ANNONCE

Korn

Endelig blev det tid til torsdagens rockbrag på Orange. KoRn skulle fyre den af i god numetal-stil og forventningerne hos mange var høje til de erfarne gutter. Koncerten blev sparket godt i gang med Got the Life fra Follow the Leader-albummet, og ellers kørte det derudaf med den hårde rock mens Jonathan Davis vred sin stemme i mikrofonen. At drengene havde prøvet stadset et par gange før var der ingen tvivl om, men der manglede til stadighed en hvis kontakt med publikum, hvilket sænkede fornøjelsen en anelse, for når materialet bliver en lille anelse trivielt som i KoRns tilfælde, havde det været rart med lidt mere underholdning fra bandets side. Det hjalp da også på det når numre som Metallicas One, blev flettet ind i koncerten, og Jonathan Davis hev sækkepiben frem og gav den gas, men at KoRn begyndte at spille Pink Floyds Another brick in the wall efterfulgt af samme kunstneres Goodbye cruel world så stiger lysten til at anklage for blasfemi.

I bund og grund en god koncert. Måske en smule under, hvad der var forventet, men torsdagen blev sparket i gang med tilstrækkelig maner og fredagen ventede forude.

Fredag d. 2. Juli

ANNONCE

Bugge Wesseltoft

Så kom fredag 'morgen' (=festivalsprog for "eftermiddag") med regnskyl og tømmerdrenge, og efter en omgang godmorgen-pils og Prinsenrolle kiks var det på høje tide at få checket noget roligt innovativt jazz fra den norske housetrold Bugge Wesseltoft. Den lille nisselignende fyr startede solo op med drumbox og et keyboard, og man undrer sig med det samme over den lettere paradoksale blanding af Jazz med en monoton drumbox, men keyboardet får sparket det jazzede i gang og teltet jubler. Lidt efter lidt bygges nummeret op, og den omtalte mix af house og jazz bliver flot understreget. Den lille trold ka' sgu.

Efter første nummer brager et helt sæt af ekstra musikere ind på scenen og så får den underlige jazz fuld æde. House, funk og jazz mixes i et harmonisk men dejligt rodet virvar, og man ved ikke helt om man skal danse underligt eller smide sig på det halvsmattede græs og chille. Selv valgte jeg sidstnævnte og nød Roskilde festivalens næsten eneste stykke tilnærmelsesvise sol sammen med gutterne, mens der blev ladet op til resten af dagens koncerter. Den norske trold leverede en helt igennem rar og imponerende forestilling, og tømmermændene blev hurtigt glemt mens den interessante musik strømmede igennem ørene.

ANNONCE

Graham Coxon

Bugge Wesseltofts optræden på Odeon scenen blev efterfulgt af den tidligere Blur-guitarist Graham Coxon, og der var lagt op til guitarlir og fede melodier da den søvnige brite indtog scenen. At Coxon lignede en nørd på valium, satte på ingen måde en stopper for den energi, der blev lagt i musikken. Den første halve time var præget af gode sange og flotte melodier, hvor Coxon mellem numrene mumlede et eller andet med britisk accent, mens han rodede i sit hår og fortsatte til næste nummer. Halvvejs inde blev der sparket godt gang i møget da Life it sucks væltede ud af højtalerne, og tempoet her blev fastholdt resten af koncerten. Det var rocket energi på højt niveau, og al energi syntes at blive drænet fra mr. Coxon lige så snart nummeret var ovre og morgenhåret fik tid til at lægge sig.

Desværre var lyden på bassen en anelse for høj, hvilket virkeligt var en skam. Det var jo Graham Coxons guitarlir vi var kommet efter - ikke hans Kurt Cobain-wannabe af en bassist.

Ellers topguitar og topkoncert fra den søvnige ex-Blur.

ANNONCE

Slipknot

En mærkværdig afløsning for Bowie, og en svær plads at fylde (men nok ikke det helt samme publikum heller). Slipknot blev tilføjet programmet i sidste øjeblik og skulle destruere Orange scene med deres brutale 9-mands heavyorkester. At det gik ud over den danske-færøske musiker Teitur, der spillede samtidigt var mildest talt en skam, men ikke desto mindre leverede Slipknot en af festivalens fedeste og mest gennemførte koncerter. Det var hårdt, hurtigt og topprofessionelt.

De fleste matematikstuderende vil hurtigt figurere, at et ni mand stort band vil være i stand til at levere omtrent dobbelt så meget larm som et traditionelt 4- eller 5 mandsband. Den påstand fik Slipknot hurtigt eftervist og damn en skøn larm. Hårde perler fra de forrige 3 albums (inklusivt det meget nye "Vol 3: The Subliminal Verses") bragede ud over Roskilde dyreskueplads med imponerende flot sammenspil. De skræmmende maskebeklædte tosser fra Iowa i USA sprang rundt på scenen som psykopater, mens forsanger Corey Taylor piskede en stemning op, der nåede sit højdepunkt under The Heretic Anthem da hele pladsen foran Orange knælede for Slipknot og efterfølgende gav den psykopatgas i hoppemanér. Det var lige før man helt glemte den overtatoverede galning foran én, der konstant var ved at nikke én en baglæns skalde, enten fordi han ikke kunne styre sine spasmer eller også fulgte han bare Slipknots eksempel.

At Bowie ikke dukkede op efter sine mange tragiske skader (skulderskade, hjerteopperation og en fucking slikkepind i øjet (tro det eller ej)), var en skam, og efterlod utvivlsomt mange med mén for livet, men for de af os der var til god brutal metal, leverede Slipknot en fremragende erstatning.

ANNONCE

N.E.R.D.

Efter endt slipknotkoncert gik turen stakåndet til Arena (Roskildes andenstørste scene) for at nå så meget som muligt af N.E.R.D.s koncert. De funky beats og fede guitarriffs drønede allerede ud af højtalerne da undertegnede ankom, men en god del koncert var stadig tilovers, og det tog ikke længe at mænge sig med den hoppende flok tilskuere. At N.E.R.D. er imponerende dygtige producere er ingen hemmelighed, og at deres blanding af hiphop, funk, R'n'B og rock med en tilpas overflod af frække riffs og funky grooves er absolut velfungerende kan de fleste også nikke erkendende til Alt ovenstående blev leveret med en flabet og forfriskende energi under Arenas teltdug. Især hittet Rockstar fik publikum op at køre, og Pharrels opfordring imod roskilde-reglementet om at crowdsurfe var tilpas rebelsk til, at koncerten fik den sidste dosis rock-ånd over sig (pubertetsknægten, der blev belønnet med en tur på scenen for at crowdsurfe var i hvert tilfælde alt andet end utilfreds). Arena bølgede under alle omstændigheder af fed stemning og god musik, mens N.E.R.D. kørte stilen, og den førnævnte knægt styrtede rundt på scenen i en eurforisk søgen efter bandmedlemmer at trykke hånden, og ellers baskede sig selv i scenelyset og gyngede med showet som ægte one-night rockstar.

ANNONCE

Pixies

Så blev det tid til et af hovednavnene på festivalen. De gendannede Pixies besatte Orange fredag aften, og rockede røven ud af bukserne. Bone Machine fik lov at sætte koncerten i gang, og herefter gik det i fuld tempo med det ene formidable punk-pop-indie-surf-rock-nummer efter det andet, og det næste nummer var næsten startet før det forrige var sluttet. Hermed fik Pixies liret en gevaldig del af deres bagkatalog af på den næsten halvanden time lange koncert. Det betød også, at der ikke blev sagt et ord til publikum under hele koncerten, hvilket i sig selv gjorde starten af nummeret Hey ret komisk, for publikum blev jo overdrevent begejstret, da Frank Black (eller Black Francis) endelig hilste på publikum, hvilket hurtigt viste sig bare at være starten på endnu et nummer. Et meget forladt sceneshow, der kun adskilte sig da guitarist Joey Santiago flottede sig med en trommestavssolo på sin stående guitar. Trommeslager David Lovering fik også fremvist et imponerende trommespil, og mens solen gik ned, røg publikums hænder i vejret i jubel over det ene flotte stykke musik efter det andet. At sceneshowet praktisk talt var ikke eksisterende er hvad det er, men i sidste ende har Pixies heller ikke brug for meget mere end musikken. Den er fantastisk nok i sig selv.

The Hives

ANNONCE

Svenske the Hives lukkede for Orange fredag nat, og i meget god punkstil, anført jakkesæt og et sæt fortryllende punkmelodier, bragede de ud over pladsen med god musik og underholdende samtaler med publikum mellem numrene. Det forbløffede lige så kraftigt i koncert som på CD hvor meget energi det kunne lade sig gøre for drengene at pakke ned i hvert enkelt 3-minutters nummer. Numre som Hate to say I told you so og nye numre fra den kommende Tyrannosaurus Hives væltede imponerende ud i natten, og sendte publikum hjem til teltene og festerne med en følelse af, at nu var festivalen virkeligt sparket i gang.

Fortsættelse følger...

ANNONCE