Rolling Stones - A bigger bang
Læs anmeldelsen af det største brag fra Stones i 25 år.
For fanden da! Hvor er det en god plade. A Bigger Bang med The Rolling Stones.
Den kører på heavy rotation her i det lille hjem og minder mig om, hvorfor jeg elsker Rock'n'Roll - og hvor min ubetingede kærlighed stammer fra.
Rolling Stones har eksisteret i 42 år - toogfyrreår! De har overlevet 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne og brager nu videre ind i 2005 med det bedste album i 25 år. Bevares, 80'erne og 90'erne bragte ikke just guld og grønne skove fra de engelske rullesten, men dårlige har de sgu aldrig været.
Stadionbandet over alle stadion-bands. Bandet, der har lagt historie, blod, sved og tårer til konceptet stadionkoncerter, pga. af deres fandenivoldske energi, vildskab, anarkisme og åbentlyse episke potentiale.
Mick Jagger har stadigvæk stramme bukser på, med et sæt strikkede uldsokker stukket ned, der hvor det ser godt ud og samtidigt gør andre mænd usikre.
Keith Richards ligner en exalkoholiseret, forbrændt mumie, hvilket han i øvrigt har gjort i nu 30 år . Han er stadigvæk stilsikker cool, med telecasteren nede om anklerne og smøgen i kæften.
Ron Wood, akompagnøren til Richards sublime enkle guitarspil, den evige toer på guitar uden at miste sin coolness et eneste øjeblik.
Charlie Watts, den faste, rocksteady verdensmester i bord-og-stol trommer. Hans beat ligger så stabilt, at kritikkere fra tid til anden tror, at bandet spiller playback.
Pladens 16 numre spænder stilmæssigt over de 40 år bandet har eksisteret. Et nummer som Back of My Hand, et boogie/bluesnummer, der bringer lytteren tilbage til 60'erne, hvor bandet hyggede sig med Muddy Waters.
Laugh I Nearly Died bringer os tilbage til start 70'erne og Jaggers sitrende, dvælende, fraserende stemme står krystalklar i lydbilledet.
Infany, der bringer tankerne tilbage til de lidt mindre interessante 80'ere - et lidt mere jævnt nummer, mens Biggest Mistake er et stille, solidt og hamrende melodiøst nummer om kærlighedens væsen og grimme fejltagelser, der bringer Stoneslyden frem i det nye årtusinde.
Og så vil jeg fremhæve The Place Is Empty, med Keith Richards på vokal og Jagger på kor. Richards stemme er så knastør, at det suger helt ned i halsen på den tørstige lytter. Sangen går lige ind som et af de bedste på pladen.
Jagger og Richards har med A Bigger Bang manifesteret sig som værende tilbage blandt de allerbedste sangskrivere og hvor jeg håber på, at de kan fortsætte i den stil - bare lidt endnu.
Desuden kommer bandet til København sommeren 2006, og jeg har stadigvæk en koncert med verdens største rockband til gode. Kryds fingre for at Billetnet ikke går ned!
Rollings Stones, A Bigger Bang, (EMI) ude nu
Og så skal I i øvrigt glæde jer til anmeldelser af Dandy Warholes og mega-herre-fede Mews nye værk
Den kører på heavy rotation her i det lille hjem og minder mig om, hvorfor jeg elsker Rock'n'Roll - og hvor min ubetingede kærlighed stammer fra.
Rolling Stones har eksisteret i 42 år - toogfyrreår! De har overlevet 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne og brager nu videre ind i 2005 med det bedste album i 25 år. Bevares, 80'erne og 90'erne bragte ikke just guld og grønne skove fra de engelske rullesten, men dårlige har de sgu aldrig været.
Stadionbandet over alle stadion-bands. Bandet, der har lagt historie, blod, sved og tårer til konceptet stadionkoncerter, pga. af deres fandenivoldske energi, vildskab, anarkisme og åbentlyse episke potentiale.
Mick Jagger har stadigvæk stramme bukser på, med et sæt strikkede uldsokker stukket ned, der hvor det ser godt ud og samtidigt gør andre mænd usikre.
Keith Richards ligner en exalkoholiseret, forbrændt mumie, hvilket han i øvrigt har gjort i nu 30 år . Han er stadigvæk stilsikker cool, med telecasteren nede om anklerne og smøgen i kæften.
Ron Wood, akompagnøren til Richards sublime enkle guitarspil, den evige toer på guitar uden at miste sin coolness et eneste øjeblik.
Charlie Watts, den faste, rocksteady verdensmester i bord-og-stol trommer. Hans beat ligger så stabilt, at kritikkere fra tid til anden tror, at bandet spiller playback.
Pladens 16 numre spænder stilmæssigt over de 40 år bandet har eksisteret. Et nummer som Back of My Hand, et boogie/bluesnummer, der bringer lytteren tilbage til 60'erne, hvor bandet hyggede sig med Muddy Waters.
Laugh I Nearly Died bringer os tilbage til start 70'erne og Jaggers sitrende, dvælende, fraserende stemme står krystalklar i lydbilledet.
Infany, der bringer tankerne tilbage til de lidt mindre interessante 80'ere - et lidt mere jævnt nummer, mens Biggest Mistake er et stille, solidt og hamrende melodiøst nummer om kærlighedens væsen og grimme fejltagelser, der bringer Stoneslyden frem i det nye årtusinde.
Og så vil jeg fremhæve The Place Is Empty, med Keith Richards på vokal og Jagger på kor. Richards stemme er så knastør, at det suger helt ned i halsen på den tørstige lytter. Sangen går lige ind som et af de bedste på pladen.
Jagger og Richards har med A Bigger Bang manifesteret sig som værende tilbage blandt de allerbedste sangskrivere og hvor jeg håber på, at de kan fortsætte i den stil - bare lidt endnu.
Desuden kommer bandet til København sommeren 2006, og jeg har stadigvæk en koncert med verdens største rockband til gode. Kryds fingre for at Billetnet ikke går ned!
Rollings Stones, A Bigger Bang, (EMI) ude nu
Og så skal I i øvrigt glæde jer til anmeldelser af Dandy Warholes og mega-herre-fede Mews nye værk
