Roland Møller: Skandinavisk streetguy med foden indenfor i Hollywood

Tidligere på året tog vi en snak med filmaktuelle Roland Møller, som i august er med i hele to store Hollywood-film - den ene er Skyscraper, hvor han spiller skurken i en Dwayne Johnson-homage til de klassiske action-film såsom Towering Inferno og Die Hard, og den anden er Papillon, en remake af fængselsfilmen af samme navn om Henri Charrière fra 1973.

Fængselsfilm har altid været en interessant genre, og desuden også denne, som fik Roland Møller til at bryde i gennem i skuespillerverdenen. Efter at have nedskrevet sine minder om en barsk tid med kriminalitet og voldsdomme i sine tidlige år på papir, blev hans livsmanuskript opsnuset af danske instruktører Michael Noer og Tobias Lindholm, som sammen skabte den fantastiske film R.

Uden pis, en af de bedste fængselsfilm, der nogensinde er blevet lavet, hvis du spørger mig. 

Roland skulle agere inspiration til at skabe en realistisk fortælling, hvor han bag kameraet kunne give sit besyv med til, hvordan tingene hang sammen i virkeligheden. Problemet under optagelserne var, at de castede skuespillere ikke altid havde den nødvendige barskhed og rå attitude, som filmen havde stærkt brug for.

Noer og Lindholm kastede ham ind foran kameraet for sjov for at få ham til at vise de andre drenge, hvor skabet skulle stå.

Uanet mødte Roland Møller op til et kig på klippebordet i slutningen af projektet, hvor han til sin store overraskelse fandt ud af, at han havde en af de bærende roller i filmen.

Roland følte sig intimideret.

Det meste af hans liv havde han forsøgt at undgå politiet - nu var hans ansigt overalt på en film.

Efter meget overtalelse gav han grønt lys - og resten er historie.

"Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit liv" - læs mere detaljeret om Rolands første møde med filmbranchen, hans medvirken i Skyscraper og hvordan populariteten har været for ham i første del af mit interview, jeg lavede for Mandemagasinet M! : Roland Møller: Mit drive har altid været folk, som ikke troede, jeg var noget værd.

Læs med herunder omkring Papillon, fængselskonceptet på det store lærred og hvordan man undgår at blive typecastet:

Interview med Roland Møller

Papillon - hvordan var det at arbejde med Michael Noer på et Hollywood-niveau?

Han er en af dem, der kender mig rigtig godt. Vi er to vidt forskellige mennesker, men har mange fælles interesser og holdninger.

Vi supplerer hinanden rigtig godt, og når vi går sammen, så sker der magi. Vi har jo ikke set hinanden i et stykke tid, men da vi mødtes på settet til Papillon, kunne vi begge udøse af vores nyerfarede viden til at bygge filmen op. Vi har begge kravlet et skridt op af stigen - både hver for sig og sammen.

Du var konsulent på fængselsmiljøet i ‘R’ - var du inde over mentaliteten i fængselsdelen på Papillon?

Vi havde jo noget erfaring, da vi har lavet en fængselsfilm før, og Michael har noget erfaring med at arbejde med store mænd i små rum. Jeg har selv siddet inde og i isoleringscellen, så jeg rådgav også Charlie Hunnam i, hvordan man opfører sig, og hvad der sker med én, når man sidder i en isoleringssituation.

Vi bruger alt det, vi kan - alt hvad man laver bør man kunne omdanne til et eller andet.

Har du overvejet selv at lave en fængselsfilm?

Det har jeg egentlig ikke. Jeg følte, vi fik meget af historien ud af kroppen, da vi lavede R i 2010.

Grundprincipperne er i sig selv lidt de samme, hvor man fokuserer på fængselssituationen og kigger på, hvordan fangerne bliver behandlet af et land.

Historien er lidt fortalt allerede, men nu du er inde på det, så ender det helt sikkert med en dag, at jeg vil sidde i instruktørstolen.

Der ligger min ambition, da jeg gerne vil forsøge mig med den tilgang til det, når hypen som skuespiller begynder at lægge sig ned igen.

Du havde et mægtigt skæg i Papillon - hvornår ser vi dig som viking?

Jeg har prøvet at komme med i Vikings og Game of Thrones to gange - men har ikke fået en rolle. Jeg forstår det ikke!

Man skal altid sove på tingene - hvis folk først kunne poste deres holdninger på sociale medier dagen efter en god nats søvn, så tror jeg, at 95 procent af alle mennesker ville lade være.

Hvor står du henne i livet lige nu - karrieremæssigt og det hele?

Jeg er det helt perfekte sted lige nu. Økonomisk, karrieremæssigt og personligt for mit eget vedkommende. Jeg har en fod i Hollywood med store produktioner, men er stadigvæk street.

Og så kan jeg få lov til at lave jordnære, europæiske film.

Jeg føler mere, at europæiske film har lidt mere kød på sig. Lige nu er jeg bare en “Middle aged white privileged man” - det ondeste du kan forestille dig i verden, og jeg stopper ikke lige foreløbigt!

Hvad enten jeg spiller russer, serber eller en anden type, så bliver jeg meget castet som den onde, hvide mand - det kan jeg have det lidt svært med af og til, men en film har jo ofte brug for en skurk!

Hvordan undgår du at blive typecastet?

Vedholdenhed.

Hvis man vil undgå at typecastet - eksempelvis som en bad-guy i mit tilfælde - så handler det om at sige nej til tilbud, selvom økonomien måske ikke har de bedste vilkår.

Man er nødt til at klare nogle risikable perioder for til sidst at få muligheden for at vise, at man kan mange andre ting.

Nu skal jeg så til at starte forfra i USA - de kender mig kun som den onde, skandinaviske badguy. Så jeg skal lave lidt flere europæiske film, hvor de kan se mine andre egenskaber og måske tør at tage en chance med mig i fremtiden.

Det varierer også lidt mere i skurkerollen i Hollywood, end dem jeg har lavet i Danmark - så de har også været spændende at være en del af.

Hvordan forbereder du dig til roller?

Det kommer selvfølgelig an på rollen, men hvis den ligger lige til højrebenet, så forsøger jeg ikke at forberede noget og bare være mig selv. Men eksempelvis med Papillon, så var den rimelig svær at komme ind i.

Det var en anden tid og et andet sprog - min rolle er at supplere de andres historie og ikke fortælle min egen. Og eksempelvis med Valhalla, så har jeg lånt ALT, hvad jeg kan finde om nordisk mytologi.

Så tager jeg nogle små notitser og hænger op på min væg derhjemme - så er det det første, jeg ser, når jeg slår øjnene op om morgenen. Jeg koder min hjerne til at være i universet. Jeg læser mine linjer om morgenen og forsøger at huske dem i løbet af dagen.

Møder jeg et spejl, så kører jeg lige rutinen af for mig selv - ofte optager jeg det, og så sover jeg på det og kigger på min præstation dagen efter.

Man skal altid sove på tingene - hvis folk først kunne poste deres holdninger på sociale medier dagen efter en god nats søvn, så tror jeg, at 95 procent af alle mennesker ville lade være.

Man skal altid være 100 procent forberedt - og gerne mere forberedt end alle andre. Når jeg møder ind på settet, så lægger jeg alt.

Nu er jeg selv ordblind, så medmindre instruktøren vil have, at man siger tingene ordret ned til mindst komma, så kigger jeg på teksten og laver aldrig to takes, der er ens.

Det drejer som at komme fra a til b i et plot, det handler bare om at komme troværdigt fra det ene punkt til det andet.  

Ser du selv fængselsfilm? Hvis ja, hvordan synes du, at instruktørerne tackler genren?

Ja, men jeg må indrømme, at der er langt imellem de gode. De klarer det egentlig ikke specielt godt, hvis du spørger mig.

De skøjter bare henover handlingen - de kan jo gå ud i den virkelige verden og suge erfaring til sig.

“Reality rules” var konceptet, vi arbejdede ud fra til R. Når vi nåede til et punkt i filmen, hvor fantasien ikke var nok, så i stedet for at finde på et eller andet ligegyldigt, så gik vi ud og så, hvad der ville ske i virkeligheden.

Der ser jeg mange lappeløsninger i fængselsfilm, hvor de ikke har rådført sig med folk, som har siddet inde.

Det udvander genren, og det tager alvoren ud af budskabet, der ligger i fængselsfilm - de tænker ikke på, hvad der sker rent psykologisk og menneskeligt, når man sætter forbrydere og mænd så tæt sammen.

Nogle folk sluger genren råt, fordi de synes, at det er spændende. Jeg føler personligt ikke, at jeg får noget af dem - jeg lærer ikke noget af det.

Folk går og tror, at fængselsmiljøet bare er, at du taber sæben og bliver taget i røven. Sådan er det slet ikke.

Der er meget mere med alliancer og politik blandet ind i det.

Det kunne godt være, jeg skulle vise folk, hvordan man laver en rigtig fængselsfilm - nu har du jo fået sat en idé i mit hoved!