Gaming
ROG Ally X: Asus har opgraderet deres håndholdte gamingmaskine
Dobbelt størrelse batteri er en af de vigtigste forbedringer
De seneste år er det væltet ud med håndholdte spillemaskiner, der i udseende virker klart inspireret af Nintendo Switch – men i indmad minder langt mere om en fuldbyrdet gamer-PC.
ASUS var sidste år ude med deres potente bud ROG Ally – og nu er den blevet opgraderet til en hurtigere og bedre X-version.
ASUS ROG Ally X adskiller sig blandt andet ved at have fået forbedret sit kabinet, med bedre og mere responsive joysticks og to USB-C porte så der kan lades mens der er tilknyttet eksternt udstyr.
Indvendigt finder vi de største forbedringer, der foruden mere effektive blæsere tæller op til 1TB SSD lagerplads, 24GB RAM og et batteri på 80 Wh – dobbelt så stor som i forrige model.
Rog Ally X er stadig drevet af mobilprocessoren AMD Ryzen Z1 Extreme, der har indbygget AMD Radeon grafik – og skærmen er stadig en 120 Hz Full-HD skærm.
Den nye X-model erstatter ikke den tidligere model, men lander derimod som et endnu mere potent bud, øverst i prispyramiden.
ASUS Rog Ally X lanceres officielt den 22. juli 2024, til en vejledende pris på 6.999 kroner.
Læs også: Test af Lenovo Legion Go håndholdt