Gear

Robotarmen er på vej – lander i Danmark i løbet af sommeren

Roborocks unikke robotstøvsuger der også kan klare dele af oprydningen er på vej

Robotarmen er på vej – lander i Danmark i løbet af sommeren

Saros Z70 er på vej.
Robotstøvsugere har fyldt en del i tech-stoffet over de seneste år, fordi de er et område hvor innovationen går lynende stærkt. Smartphones = små forbedringer – Robotstøvsugere? Hu hej hvor det går.

Under årets store CES-elektronikmesse i Las Vegas præsenterede Roborock verden for en evolution af robotstøvsugeren – Saros Z70 – med det ret unikke, at den er udstyret med en automatiseret robotarm, som kan fjerne og placere løse genstande fra gulvet – altså sådan noget som vildfarne sokker.

Under et nordisk lanceringsevent for virskomhedens seneste produkter, blev det i går afsløret at robotstøvsugeren ikke bare er en gimmick – fra scenen i Stokholm annoncerede den nordiske PR-chef, Monique Dugarte Ramos at: “Vi tror på at den bliver lanceret i norden til sommer”.

Prissætningen på den spændende robot er endnu ikke på plads, men vi holder øje med hvad der sker.

Når Saros Z70 rammer de danske gulve senere på året, bliver det med et klart løfte om at ændre hverdagsrengøring fra nødvendighed til selvkørende service. Kombinationen af høj sugekraft, avanceret navigation og – ikke mindst – den manøvrerbare robotarm, tegner til at gøre Z70 til en af de mest komplette løsninger på markedet.

Om den så lever op til hypen i praksis, afhænger naturligvis af, hvor gnidningsfrit teknologien fungerer i daglig brug. Men én ting er sikkert: Hvis Z70 leverer bare halvdelen af det, Roborock lover, vil den skubbe til hele ideen om, hvad en robotstøvsuger bør kunne.

Vi følger op med test og førstehåndsindtryk, når den (forhåbentlig) lander på redaktionen – for vi er ligesom resten af gadgetverdenen ret spændte på at se den der arm i aktion.