Verden
Robert F. Kennedy Jr. vil finde årsagen til ‘autisme-epidemi’ inden september
Kennedy fortsætter med at sprede misinformation til offentligheden om påståede årsager til autisme.
Kennedy siger, han vil finde årsagen til den stigende autismeforekomst i USA, og alt er på bordet: vacciner, mad, luft, forældreskabsstile.
“Make America Healthy Again”
Ifølge Robert F. Kennedy Jr., nuværende sundhedsminister i USA, vil regeringen have klarhed over, hvad der har forårsaget “autisme-epidemien” i landet, og det inden september.
“Vi har startet en massiv test- og forskningsindsats, der involverer hundredvis af forskere over hele verden,” sagde Kennedy under et møde i Donald Trumps kabinet.
Kennedy tilføjede, at man senest i september vil vide, hvad der forårsagede stigningen i diagnoser, og hvordan man kan eliminere de pågældende påvirkninger.
Diagnoserne er steget markant siden år 2000. I 2020 blev 1 ud af 36 amerikanske 8-årige diagnosticeret med autisme, svarende til 2,77 %. I 2000 var tallet 0,66 %, ifølge det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).
Kritikere ruller med øjnene
Kristyn Roth fra Autism Society of America udtalte, at det er “utroligt uansvarligt og dybt bekymrende” at kalde autisme en epidemi.
Ifølge hende skaber det frygt og stigmatisering. “Autisme er en livslang udviklingsforstyrrelse, der påvirker mennesker på vidt forskellige måder,” sagde hun.
Trump, der tilbage i februar oprettede kommissionen “Make America Healthy Again”, udtrykte sin mistanke:
“Der må være noget kunstigt, der forårsager det her.” Han lagde ikke skjul på, at han forventer store afsløringer fra Kennedy.
“Der kommer ikke til at være en vigtigere pressekonference end den, hvor du annoncerer svaret.”
Fortsætter med at sprede misinformation
Kennedy har længe været fortaler for en modbevist sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme.
Og selvom både CDC og NIH har planlagt større forskningsprogrammer for at afdække årsagerne til autisme, er den brede videnskabelige enighed stadig, at stigningen skyldes udvidede diagnosekriterier og øget opmærksomhed.
Colin Killick, direktør for Autistic Self Advocacy Network, udtalte, at Kennedy “fortsætter med at sprede misinformation til offentligheden om påståede årsager til autisme, som ikke bakkes op af reel videnskab.”
Kennedy har desuden hyret den kontroversielle vaccinekritiker David Geier, der tidligere er blevet dømt for at praktisere medicin uden licens og for at ordinere farlige behandlinger til børn med autisme.
“Vi vil kigge på vacciner, men vi vil kigge på alt,” sagde Kennedy til Fox News.
“Alt er på bordet – vores fødevaresystem, vores vand, vores luft, vores opdragelsesstile, alle ændringer der kunne have udløst denne epidemi.”