Motor

Rigmand med god samvittighed? Verdens første grønne superyacht smider diesel af programmet

Millioner og metanol.

Hvis du troede, at luksus på vandet og miljøbevidsthed ikke kunne kombineres, så har Sanlorenzo lige sendt et vink med en kæmpe yachtmast: Det kan det godt. Den nye 50Steel er nemlig verdens første superyacht med grønne ambitioner og et design, der kunne give selv James Bond yacht-misundelse.

Metanol og millionklassen

Den store overskrift? Den dropper diesel og bruger i stedet et avanceret metanol-baseret brændselscellesystem udviklet i samarbejde med Siemens Energy. Det betyder, at du kan sejle rundt med stil uden at puste sort røg ud over rev og strandbarer. Systemet leverer op til 100 kW ren strøm, og fordi energien konverteres undervejs via metanol, slipper du også for at opbevare eksplosiv brint ombord.

Men lad os være ærlige: Du kigger nok ikke på superyachts for klimaets skyld alene. Du gør det for følelsen. For udtrykket. Og 50Steel har begge dele.

Design med kant – og klasse

Yachten er mere boutique hotel end bølgebryder. Den er bygget op med et design, hvor hver eneste kvadratmeter føles gennemtænkt. Store vinduespartier, masser af naturligt lys, og et interiør der balancerer mellem minimalisme og maritim dekadence. Trappen alene er en arkitektonisk lækkerbisken, og det siger ikke så lidt i en båd til 38 millioner euro.

Der er selvfølgelig også pools, suiter, barer og alt det, der følger med i pakken, når man spiller i superyacht-ligaen. Men det er måden, det hele smelter sammen på, der gør 50Steel særlig. Den skriger ikke “se mig” – men den visker “du ville ønske, du ejede mig”.

Bæredygtig bad boy

Med kun ét bygget eksemplar (indtil videre), er 50Steel ikke bare endnu en rigmandslegetøj – den er en teknologisk milepæl og et nik mod en fremtid, hvor selv de største luksuskøretøjer tænker lidt mere grønt.

Så hvis du en dag står med 38 millioner euro i hånden og lysten til at sejle ind i solnedgangen uden CO2-sky bag dig – så er det her et ret stilrent sted at starte.