Støvet fra Hamunaptra har dårligt nok lagt sig – og nu sker det. Brendan Fraser og Rachel Weisz er officielt tilbage som Rick og Evelyn O’Connell, når The Mummy 4 får biografpremiere den 19. maj 2028.
Universal har bekræftet projektet efter måneders rygter, fanhåb og en regulær Brendan Fraser-renæssance ovenpå hans Oscar-sejr for The Whale. Og ja, det bliver den ægte vare. Ikke et reboot. Ikke en løs genfortolkning. Men en reel fortsættelse med det originale makkerpar i front.
Nostalgi-knappen er trykket helt i bund.
Radio Silence skal balancere røg, humor og mumier
Bag kameraet finder vi instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett – bedre kendt som Radio Silence. De stod bag relanceringen af Scream-universet og den satiriske horror-thriller Ready or Not, så de har erfaring med at genoplive klassikere uden at pille sjælen ud af dem.
Manuskriptet er skrevet af David Coggeshall, og selvom Universal holder kortene tæt ind til kroppen, peger flere kilder på, at filmen bliver en direkte fortsættelse af The Mummy (1999) og The Mummy Returns (2001). Det betyder i praksis, at 2008-udgaven Tomb of the Dragon Emperor – den uden Rachel Weisz – bliver parkeret pænt i hjørnet.
Fraser er desuden med som executive producer, hvilket antyder, at han har haft mere end bare en pisk i hånden på settet.
Læs også:
Tilbage til blockbusterens guldalder
Den oprindelige The Mummy fra 1999 var en af de film, der definerede en hel sommer. Indiana Jones-energi, overnaturlig horror, romantisk kemi og eksploderende sandstorme – det hele pakket ind i tør humor og praktiske effekter.
Rick og Evelyn blev hurtigt et af 00’ernes mest ikoniske filmpar. Han var den halvsleske eventyrer med hjertet på rette sted. Hun var den boglige arkæolog med mere mod end de fleste. Sammen var de ren popcorn-dynamit.
Efterfølgeren i 2001 skruede op for tempoet og mytologien, men siden har franchisen haft svært ved at finde balancen. 2017-rebootet med Tom Cruise forsøgte at starte et helt nyt monster-univers, men druknede i ambitioner.
Med The Mummy 4 lader det til, at Universal har forstået lektien: Mindre shared universe. Mere eventyr.
Eventyruniverset der nægter at dø
The Mummy har rødder helt tilbage til Universals monsterfilm fra 1932, men 1999-versionen transformerede den gotiske tragedie til rendyrket action-eventyr. Forbandelser, hemmelige selskaber og oldægyptiske guder blev til stor underholdning for en generation, der voksede op med VHS og DVD.
Det er netop den tone – balancen mellem gys og charme – som Radio Silence har udtalt, at de vil ramme igen. Smuk, episk, uhyggelig og underholdende på samme tid.
Premieren i maj 2028 placerer filmen solidt i sommerens blockbuster-sæson, hvor store eventyrtraditioner hører hjemme. En trailer er endnu ikke landet, men forventningerne er allerede i gang med at bygge sig op.
Rick O’Connell er tilbage i støvet. Og det samme er eventyrlysten.
Læs også: