Reykjavik!
Punk!
Spot Festivallen er ikke lang nok, til at det er muligt at høre alle plakatens interessante bands. Således nåede undertegnede kun at høre ét bud på Islands musikscene anno 2007, men det var nok til at fremmane en væsentlig erkendelse. Punken er ikke død; den er emigreret til en tidligere dansk koloni i Atlanterhavet!
Reykjavik! leverede et studie i stilløshed. Forsangeren og i endnu højere grad de øvrige medlemmer af bandet så ud som om, de var tilfældigt udvalgt blandt de besøgende hos nærmeste Burger King, og musikalsk leverede gruppen en løssluppen punkenergi med sporadiske strejs af heavy og headbanging. Det var dog ikke musikalsk, at Reykjavik! udmærkede sig mest suverænt. Numrene fungerede med deres skramlede lyd udemærket og bød på stor variation men kunne på ingen måde betegnes som banebrydende. Til gengæld blev de leveret med et sådant overskud af charme, humor, opfindsomhed og grænseoverskridende sceneshow, at al modstand var nytteløs, og man som publikum kun kunne overgive sig betingelsesløst. Forsangeren Bóas var i allermest bogstavelige forstand i løbende dialog med publikum; ja han hoppede adskillige gange ned fra scenen og spænede rundt for at lade ivrige tilskuere skråle med på numrene. Når han fra tid til anden blev på scenen, var det i et virvar at spytklatter, kastede cigaretter, og sporadiske brydekampe med bandets andre medlemmer.
Man skulle tro det var umuligt at fremkalde en følelse af intimitet i Ridehusets ubehjælpsomt store sal, men Reykjavik! klarede opgaven glimrende med masser af anekdoter og en humoristisk opfordring til en hurtig slåskamp med villige publikummer. Mod slutningen af koncerten delte Bóas sit telefonnummer med salen og opfordrede publikum til at kigge forbi hans hjem, hvis de skulle komme forbi Island; eller eventuelt bare til at ringe hvis de skulle have lyst til at dele en øl efter koncerten. Det besynderlige er ikke opfordringen, men at Reykjavik! faktisk gav lytteren lyst til at følge den! Men på den anden side; hvem kan stå for et band der midt i koncerten nonchalant leverer en punk-inficeret og super energisk coverversion af David Bowies Changes? 5 store stjerner herfra.
Reykjavik! leverede et studie i stilløshed. Forsangeren og i endnu højere grad de øvrige medlemmer af bandet så ud som om, de var tilfældigt udvalgt blandt de besøgende hos nærmeste Burger King, og musikalsk leverede gruppen en løssluppen punkenergi med sporadiske strejs af heavy og headbanging. Det var dog ikke musikalsk, at Reykjavik! udmærkede sig mest suverænt. Numrene fungerede med deres skramlede lyd udemærket og bød på stor variation men kunne på ingen måde betegnes som banebrydende. Til gengæld blev de leveret med et sådant overskud af charme, humor, opfindsomhed og grænseoverskridende sceneshow, at al modstand var nytteløs, og man som publikum kun kunne overgive sig betingelsesløst. Forsangeren Bóas var i allermest bogstavelige forstand i løbende dialog med publikum; ja han hoppede adskillige gange ned fra scenen og spænede rundt for at lade ivrige tilskuere skråle med på numrene. Når han fra tid til anden blev på scenen, var det i et virvar at spytklatter, kastede cigaretter, og sporadiske brydekampe med bandets andre medlemmer.
Man skulle tro det var umuligt at fremkalde en følelse af intimitet i Ridehusets ubehjælpsomt store sal, men Reykjavik! klarede opgaven glimrende med masser af anekdoter og en humoristisk opfordring til en hurtig slåskamp med villige publikummer. Mod slutningen af koncerten delte Bóas sit telefonnummer med salen og opfordrede publikum til at kigge forbi hans hjem, hvis de skulle komme forbi Island; eller eventuelt bare til at ringe hvis de skulle have lyst til at dele en øl efter koncerten. Det besynderlige er ikke opfordringen, men at Reykjavik! faktisk gav lytteren lyst til at følge den! Men på den anden side; hvem kan stå for et band der midt i koncerten nonchalant leverer en punk-inficeret og super energisk coverversion af David Bowies Changes? 5 store stjerner herfra.
