Connery

Restaurant EGO

Restuarant EGO i Hovedvagtsgade 2 er bestemt et besøg værd

I serien om anbefalelsesværdige spisesteder er vi nået til vores smukke hovedstad.

Her er jeg hjemmevandt, og det er måske lidt unfair for de andre byer. Jeg har valgt at skære København over i to. En frokost- og en aftenrestaurant. Det skal siges, at der virkelig, virkelig er mange gode restauranter i København, som jeg holder meget af, så de to, jeg har valgt, er valgt efter niveau kontra pris og beliggenhed.
ANNONCE
Restaurant EGO
Hvis du skal have en fornuftig frokost i København på et centralt beliggende sted, er de mange caféer omkring Strøget et nemt valg. Jeg er dog af den overbevisning, at man hurtigt bliver træt af de traditionelle burgere og clubsandwiches. Det er ligesom for nemt og for overskueligt. Jeg vil derfor anbefale et lille lækkert sted beliggende lige op af Kongens Nytorv, der hedder EGO.
 
EGO er egentlig oprindeligt en lille aftenrestaurant og cocktailbar, men deres frokostkort er faktisk helt habilt.
 
Da jeg besøgte dem, eller i hvert fald den dag jeg vil berette om, var det en almindelig onsdag. En veninde og jeg var i sludrehumør og havde en del timer at slå ihjel. Vi ramte EGO, hvor der var rimelig mange ledige pladser, og vi mærkede, at tjeneren ikke havde så meget at lave. Det var rart med en opmærksom tjener. Vi bestilte en gang dagens fisk som denne dag var skindstegt sandart og en omgang lammekrone med nye kartofler.
 
Sandarten var sprødstegt som den skulle være. Helt naturel, kun beklædt med lidt havsalt. Den blev serveret med lidt smørdampede spæde gulerødder og en herlig salat på spidskål og nykolbede majs. Sprødt og lækkert. Jeg savnede lidt sauce eller dyppelse af en art, men sammenhængen var bestemt tilstede. Min medspiser roste sin kalvekrone i høje vendinger. Farven var fin rosa, som man ønsker det. Den havde fået et skud rosmarin, hvidløg og herbes de provence. Klassisk og lige efter bogen. De nye kartofler var uden anmærkninger, og de blev serveret med en lille lammesky, der var så stærkt reduceret, at det næsten var en glace. Måske lige kraftig nok, men god smag. Maden blev serveret sammen med noget lækkert hjemmebagt brød og olivenolie. Både rugbrød og franskbrød var repræsenteret - meget lækkert.

Vi delte en flaske Pouilly Fume fra Les Vallons. En glimrende flaske hvidvin, som dog havde det lidt svært overfor lammet. Det var vores eget valg, så intet at sætte på det. Min medspiser var til hvidvin, og man siger jo ikke nej til en dame. Vi fik også en flaske pellegrino.
ANNONCE
Restaurant EGO
Vinkortet er glimrende, ikke det største, men fyldt med gode gedigne navne. Poully Fume'en var helt sikkert skruet op i den høje ende prismæssigt, men smagen var bestemt ikke at klage over. Øludvalget er også glimrende, hvis man er til den slags.
 
Vi endte med en regning omkring tusinde kroner. Det kan sagtens holdes til halvdelen, hvis man modererer sit vinvalg. Bestemt et anbefalelsesværdigt sted!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce