Restaurant-anmeldelse: Hotel Nygaard
Gourmet i hjertet af Læsø.
Vi har tidligere på måneden været et smut forbi Læsø for at lave vores næste kapitel i ø-reportagerne - du kan læse hele reportagen lige her - og her blev vi anbefalet at tage et smut forbi det hyggelige Hotel Nygaard, som ligger centralt placeret på Læsø.
Et hyggeligt hotel med moderne værelser og en skøn placering i skønne natur-omgivelser og masser af ro og idyl til gæsterne, som kommer i både on- og off-season.
Hotellet drives af Mads og Pernille Jonasson, som har sat sig for at skabe en atmosfære, som er hjemlig, hyggelig og med plads til alle. En mission, som er lykkedes i høj grad med en varm, afslappet atmosfære, hyggelige, gammeldags omgivelser og moderne kvalitet på tværs af hotellet.
Restauranten er også en interessant størrelse, som med skiftende menuer løbende gennem sæsonen tilbyder både hotelgæster og forbipasserende mulighed for gourmetmad med sans for råvarer og en forkærlighed for Læsø.
Vi tog et smut forbi restauranten under vores reportage og fik mulighed for at prøve deres 2-retters menu - og lige en lille dessert til at slutte af på, naturligvis!
Selve køkkenet bærer præg af en nordisk tilgang med franske forskrifter, hvor man får klassiske råvarer tilberedt i en synergi mellem nordisk tankegang og fransk spidskompetence.
Det kom tydeligst til udtryk i deres første ret, som var en skøn og smagfuld poussin, mere specifikt et poussin-lår, som var blevet confiteret. Dertil en nye asparges, skilt sauce med persille og ristede cashewnødder.
En skøn og smagfuld ret, som med simple tilberedningsmetoder og rene smage giver en lækker mundfuld, der balancerer den fedmefulde fugl med en syrlig, cremet sauce og de sødmefulde, ristede nødder med lidt ekstra knas.
Fransk finesse med nordisk islæt.
Til hovedretten fik vi en langtidsstegt culottesteg skåret i møre skiver sammen med sellerimos, hvide asparges, spæde gulerødder og en potent trøffelsauce, som bandt retten sammen som en kraftig og smagfuld servering.
Meget klassisk og velsmagende med fokus på sæsonvarer i sin rene form og en kærlighed for gamle dage med en opgradering af de klassiske serveringer af steg, sauce og grøntsager.
Da vi blev tilbudt desserten og fik at vide, at kokken lige havde lavet en frisk batch creme brulée, skulle der ikke mange overvejelser til. En skøn, klassisk fransk dessert, som i denne ombæring blev serveret med lidt chokolade-crumble og en scoop is.
Hoved-elementet på tallerkenen var naturligvis creme brulée og den sad lige i skabet - utrolig, utrolig cremet og velkomponeret creme, som smelter på tungen med den helt rigtige konsistens.
Og med en nænsom karamellisering med små skønne brændte noter var det en af de bedste creme brulée, jeg har fået i lang tid. Perfekt afbalanceret og et af de øjeblikke, hvor man mindes om, hvorfor det altid er en god idé at sige ja til creme brulée!
Samlet set er Hotel Nygaard en skøn restaurant med sans for råvarer, nordisk kærlighed og fransk ekspertise - et gammeldags køkken med sans for det gode måltid og den hjemlige hygge uden at gå på kompromis med smagene.