Reportage i det danske whiskylandskab 2020: Kapitel 6, Thy Whisky
Næstsidste kapitel i vores reportage.
På vores gode whisky-venners rundrejse i det danske whisky-landskab er vi i denne omgang nået til Thy Whisky.
Læs om hele deres besøg herunder!
Dag 6 - Thy Whisky
Fælles for mange af destillerierne i Danmark er en placering i landlige omgivelser, omgivet af kornmarker, hvor en tidligere eller nuværende gård udgør et godt udgangspunkt for at starte et whiskydestilleri op.
Dette er også gældende for Thy Whisky, men hér er altså virkelig tale om en placering ude, hvor vendingen “kragerne vender” ikke fornærmer nogen - det er en del af charmen.
Det kræver en længere tur ned ad en smal vej, før man når til Gyrup Gård, hvor Thy Whisky hører til, og man når at tænke et par gange, at man ikke har lyst til at møde modkørende - og slet ikke i form af en traktor eller mejetærsker, som der vel næsten kunne være lige så god chance for, som en anden bil.
Vores fordomme bliver dog gjort til skamme, da gårdspladsen på Gyrup Gård er godt fyldt op med biler med andre interesserede end os, der har fundet vej gennem det bakkede landskab i Thy.
Andreas Poulsen, medejer af Thy Whisky, tager imod os i deres nye gårdbutik, hvor der bag glaslåger er linet borde og bænke op til den senere whiskysmagning.
Andreas tager os dog først med ud bag staldbygningen, hvor vi først lige må nyde synet af en kalv, der blev født for femten minutter siden, der netop er ved at lære at stå på benene.
Timingen for fortællingen om idyllen på Gyrup Gård kunne ikke være bedre!
Dette er det perfekte sted at forklare, hvordan samspillet mellem Thy Whisky og Gyrup Gård er sat op.
For inden Thy Whisky blev en realitet, var Nicolaj Nicolajsen 7. generation på Gyrup og ønskede at lave en whisky lavet på egne råvarer. Sammen med Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi blev destillatet af korn dyrket på markerne omkring Gyrup Gård en realitet og i 2012 kunne Nicolaj Nicolajsen for første gang præsentere fadprøver, der var så overbevisende, at Nicolajs døtre og svigersønner, Ellen, Andreas, Marie og Jakob tre år senere flyttede tilbage til slægtsgården med deres familier, for at deltage fuldtid i projektet om at starte et økologisk single estate whiskydestilleri i Thy, og siden overtage hele produktionen i et gradvist generationsskifte.
Thy Whisky er altså funderet omkring produktionen af korn, og har derfor altid haft et meget stort fokus på forskellige kornsorter og hvad de kan bidrage med af forskellige smagsindtryk til den færdige whisky.
Der er ingen tvivl om, at netop dette område er unikt for Thy Whisky, og at en del af stoltheden over det endelige produkt allerede starter ved dyrkningen af kornet, hvor der derfor har været lavet forsøg med mange forskellige kornsorter, for at finde de bedste egnede til produktion af whisky.
For de interesserede har dette blandt andet inkluderet Odyssey, men også en gammel 2-raddet vårbyg kaldet Imperial viste sig at have potentiale. De uddybende forklaringer vil vi dog overlade til de gode folk fra Thy, da vores viden omkring anvendt korn til whisky stopper ved byg og rug.
Samspillet mellem gård og whiskyproduktion stopper dog ikke hér, da restprodukter fra produktionen af whisky ender som tilskud til malkekøernes foder, da de indeholder en masse næringsstoffer, og dermed sparer gården for indkøbt korn og soya.
Ringen sluttes endeligt, når køernes efterladenskaber anvendes som gødning på de selvsamme marker, hvor kornet dyrkes - og herudover er der alle mulige afledte i form af et samarbejde med Thise Mejeri, salg af kød fra Galloway-køer osv.
Dette er bæredygtigt og gennemtænkt til en grad, hvor man virkelig bliver imponeret. Som et naturligt skridt med det store fokus på korn, byggede Thy Whisky i 2018 et tromlemalteri med en kapacitet på 5 ton.
Malteriet er siden udvidet til dobbelt størrelse, mere end rigeligt til Thy Whisky selv og det har derfor givet dem en kontrol over processen, samt en mulighed for at hjælpe andre i branchen - hvad end det drejer sig om malt til andre whiskyproducenter eller til øl.
De to tromler er designet af Thy Whisky selv, da de ikke fandt noget på markedet, der passede til både deres krav og pengepung.
Det sidste skridt til at være i kontrol over alle processer i whiskyproduktionen kom i 2019 med købet af en 1000 liter pot still, monteret med ‘purifier’ og ‘dephlegmator’ - der er placeret lige ved siden af de førnævnte tromler.
Som en kontrast til mange af de andre destillerier, vi har besøgt, hvor kobberkedlen tager det meste af opmærksomheden i rummet ved en bevidst fremhævning af det skinnende apparat, fik man ved Thy Whisky en fornemmelse af, at den nærmere passede ind i en helhed - som en naturlig del af processen og ikke det eneste vigtige parameter for en god whisky.
Med udgangspunkt i dette rum og den daglige produktion, fortalte Andreas videre om de mange processer og stadier, der går ind i at skabe en færdig whisky.
Fortællingen bød på flere forskellige sanseindtryk undervejs, som smagen af den tørrede malt, duften og forklaring af hovede, hjerte og hale, samt duften af de æteriske olier i den færdige råsprit. Endnu en gang gennemført og med forklaringer ned til mindste detalje.
Efter rundvisningen på gården og en grundig gennemgang af produktionen hos Thy Whisky, blev vi ført ind i smagerummet.
Her var det endelig tid til at se, om al den snak om korn kunne oversættes til god whisky. Inden vi kom så langt, blev vi dog budt på hjemmelavet Thyboost lavet af gårdens mælk, røget gallowaykølle fra egen avl og kolde øl fra maltproduktionen - så var stemningen ligesom sat for en rigtig lækker whiskysmagning!
Som en åbning af ballet fik vi serveret et glas Destillat 1 – en new spirit, der dog var blevet vandet ned til 40 % for at gøre den lidt mere “publikumsvenlig”.
Efter en lille uge på whiskyrundtur i landet kunne vi allerede på baggrund af new spritten samstemmende blive enige om, at vi havde nogle bløde, lette og lækre whiskyer i vente.
Som et særligt charmerende træk fik vi til alle smagsprøverne serveret det korn, der havde dannet fundamentet for det glas, vi smagte på. Så kunne vi rigtig prøve os frem med at genkende smagsprøverne i det korn, vi havde fået serveret.
Hvorom det var meget forskelligt, hvor nemt spritten lod sig genkende i kornet, var det i alle tilfælde en forrygende oplevelse, der endnu en gang understregede fokus på kornet hos Thy Whisky.
Om det var al den snak om korn eller vores reelle smagsindtryk vides ikke, men i alle whiskyerne hos Thy oplevede vi en særligt udtalt kornfedme, der stod rigtig god oppe imod de ellers meget lette og bløde whiskyer.
Vores første whisky var nummer 12 - Kornmod. “Kornmod” er navnet, som Thy Whisky bruger for deres korneksperimenter, hvor de har genoplivet gamle kornsorter fra dvale i den Nordiske Genbank og herefter har dyrket dem på egne marker.
Her var der tale om en kombination af den gamle Langelandsbyg og den mere almindelige Evergreenbyg.
Whiskyen har fået lov til at ligge på first fill bourbon fade og sherryfade. Kornmod er mild og sød, men indeholder alligevel en smule syrlighed og krydderi, der enten kunne tænkes at stamme fra Langelandsbyggen eller fra tanninerne i de tidligere bourbonfade
. Af søde noter kunne vi især ane rosiner, vanilie, dadler og abrikos, der spillede rigtig godt sammen med syrligheden og den krydrede smag.
Herefter blev vi budt på deres meget eftertragtede Spelt-Rye. Denne næsten whisky var mindre end to timer efter frigivelsen i december 2018 komplet udsolgt på hjemmesiden.
Spelt-Rye er lavet på en kombination af svedjerug, spelt og Odyssey-vårbyg, der ligesom alle Thy Whiskys korn er dyrket på Gyrup gård.
Efter destilleringen på Nordisk Brænderi er Spelt-Rye lagret i cirka halvandet år på nye fade af amerikansk hvideg og på tidligere olorosofade.
Spelt-Rye har et meget behagelig nærmest ravagtigt udseende, søde noter af vanilje og æble og masser af krydderi fra de nye amerikanske fade.
En rigtig velbalanceret og velsmagende whisky, der passede rigtig fint sammen med kødet og osten, vi havde fået serveret til smagningen. Andreas lod forstå, at det var en af de allersidste flasker af Spelt-Rye fra lageret vi smagte på, men at de havde kig på et par nye fade som meget vel kunne danne sammen om en ny frigivelse.
Smagningen blev rundet af med whiskyen Stovt, der både kraft af korn og whisky efterlod det klart største indtryk - og det skal bestemt ikke ses som en kritik af de lækkerier, vi havde fået serveret indtil videre.
Stovt er en single malt whisky, der er lavet på Propino Byg og destilleret på både de traditionelle lyse malte og på ristede karamelmalte, hvor sidstnævnte bidrager med både sødme og fyldighed til den færdige whisky.
Kornet var en ren karamelsnack, som et par af os da også lige skulle have en portion med hjem af.
Stovt er lagret på tidligere portvins-, bourbon- og limfjordsporterfade, der sammen med den helt specielle malt giver en helt fantastisk smag af brændt mørk karamel, kakao, mørke bær, lakrids, vanilje, egetræ og maltsødme.
Stovt er simpelthen en eksplosion af smage, hvor Thy Whisky har gjort meget klogt i at holde alkoholprocenten på 48 % for at modsvare de intenst søde smage, whiskyen byder på.
Thy Whisky havde ingen whiskyer til salg, da vi besøgte dem. Vi nøjes derfor med at købe nogle lækre flasker “karamelmalt”, og så går turen ellers videre mod vores sidste stop på turen i det østjyske.