Rejse-reportage: Whisky-eventyr på Orkneyøerne
Billedskønt landskab og whisky fra øverste skuffe.
Uanset om du er typen, der nørder i whisky eller rejselivet i ind- og udland, så kan du i begge tilfælde krydse en særlig størrelse af på din bucket list, hvis du tager turen til Orkneyøerne.
Placeret godt og vel 16 kilometer nord fra fastlandet i Skotland finder man en række unikke øer, som hvert år har turisme som deres primære hovederhverv, efterfulgt af fiskeri, landbrug, fødevarer og naturligvis whisky.
Det skotske højland har altid været en betagende størrelse med den barske natur og storslåede klippelandskaber, men skal det være endnu mere i naturens vold med billedskønne scenarier så langt øjet rækker - så skal man lige tage den ekstra flyver til Orkneyøerne.
Orkneyøerne består af 70 forskellige øer, hvoraf 20 af dem er beboet af mennesker - resten er rendyrket naturlandskaber med klippeformationer, lyngvækst og skumsprøjt.
Der er cirka 22.000 beboere på Orkneyøerne, hvoraf 7000 af dem bor i den største by Kirkwall.
Vi var så heldige at komme på en lille reportage til Orkneyøerne med afsæt i en rundtur på øerne og selvfølgelig besøge det ikoniske skotske destilleri Highland Park.
Vi havde primært vores fokus på Mainland-øen, som denne reportage også vil tage udgangspunkt i.
De fire årstider - på én dag
Vi havde base på Mainland-øen og blev indlogeret i hjertet af Kirkwall på Kirkwall Hotel, som er et underskønt lille hyggeligt hotel, der er lige dele landlig skotsk boutique og badehotel-atmosfære.
Hyggelige, simple værelser med masser af charme, minimalistisk men autentisk indretning og en storslået udsigt til havnen i Kirkwall. Det er et finurligt hotel, som balancerer alle mulige skønne nuancer - eksempelvis kombinationen af gamle, old-school klinker og retro-udskyl og armaturer kombineret med et moderne rainshower, eller den klassiske hotel-minimalisme krydret med et hyggeligt lille kaffe- og te-bord med stempelkande og lokale småkager.
Man kan mærke, at der er sjæl på hotellet, som bliver afspejlet både i de historiske bygninger og i personalets tilgang til de besøgendes oplevelse af Kirkwall.
Og så kommer vi heller ikke udenom, at Kirkwall Hotel både har deres egen lille whisky-café OG tilstødende pub på hver side af receptionen. Pubben er et skønt lille sted, hvor man enten som beboer på hotellet eller fra gaden kan komme ind til en pint og en pose Walkers Salt & Vinegar chips.
En autentisk, afslappet og naturligvis obligatorisk del af den skotske rundtur.
Hotellets egen café eller drinks-lounge er desuden en oplevelse i sig selv.
Hyggelige, afslappede omgivelser med udsigt til en af de mest velassorterede Highland Park-dedikerede barer, jeg længe har set.
Hylderne bugner af klassikere såvel som nicheflasker og eksklusive aftapninger, som for alvor kridter banen op til at få Highland Parks storslåede smagsunivers ind under huden.
Orkneyøerne er notorisk kendte for deres fire-årstider-på-en-dag-klima, og det må siges, at vi fik oplevet det til fulde.
På vores skønne rundtur på Mainland i bil fik vi indenfor få få minutters mellemrum et skift mellem fuld, varmende sol i det på det tidspunkt snedækkede landskab til stiv blæst, hagl, tyk sne og sidevind øjeblikket efter.
Det var en oplevelse i sig selv og det hele kulminerede, da vi fik kæmpet os igennem snelandskabet og set den underskønne kystlinje Yesnaby.
Måske Orkneyøernes mest Instagram-venlige sted, hvor bølger møder klipper i postkort-lignende tilstande - råt, brutalt og smukt på samme tid.
Og med en Highland Park 18 yo i hånden med udsigt udover havet, sne i skægget og stiv kuling i nakken blev det et øjeblik, man sent glemmer.
På den kulturmæssige og historiske front har Orkneyøerne en masse spændende levn fra fortiden - blandt andet Stones of Stenness.
Stones of Stenness er et af de historiske oplevelser i landskabet, som du kvit og frit kan opleve enten på din køretur i landskabet eller med et lille pitstop på landevejen.
Stones of Stenness er en række høje sten, som blev hejst i landskabet for over 5000 år siden i, hvad der formodes at være en rituel ting for den lokale befolkning i sin tid.
Et sted, hvor befolkningen kunne samles omkring store begivenheder og traditioner.
Der er 4 af de i alt 11 originale sten tilbage, som knejser op i landskabet i vind og vejr og giver dig et historisk vingesus året rundt.
Eller et smut forbi Skara Brae, som er en velbevaret lille boplads fra den yngre stenalder, som står til frit skue for offentligheden på Mainland. Et boligkompleks med seks forskellige huse forbundet med korridorer - det betegnes ofte som værende en af de ældste og bedst bevarede beboelser fra oldtiden i Nordeuropa.
Orkney-gastronomi
Det skotske køkken er ofte dedikeret til det lidt tungere køkken med indmad, mos og masser af sovs, som har en særlig charme i Skotland og på Orkneyøerne - der er noget råt og urinstinkt over en tallerkenfuld Haggis, når man har været ude i vildmarken og opleve naturens riv og rusken.
Og så smager det jo bare fantastisk.
Foruden lokale klassikere såsom friturestegt haggis som en slags skotsk streetfood, så har øen også en række andre mindre restauranter, som byder på alt fra solide, simple italienske pizzaer til indisk takeaway.
Det eneste problem er, at der er lidt store afstande mellem de forskellige måltider, men ellers har Orkneyøerne en række spændende spisesteder.
Er man til nybagt brød og bagværk over en kop kaffe i baghuset hos den lokale souvenir-shop, så skal man slå et smut forbi Real Food Cafe, hvor det venlige personale står klar med lokale delikatesser, sandwich og sødt til kaffen.
Her sidder man i baglokalet og nyder en kop kaffe og en rolig stund, mens personalet vejer af og ælter til deres shortbreads og rocky roads til disken.
Til aftensmaden i nærheden af Kirkwall kan du slå et smut The Storehouse, som både er restaurant og boutique-hotel.
Køkkenet bærer præg af både lokale Orkney-råvarer såvel som inspiration fra andre verdenskøkkener i et skønt lille fusionskøkken med højt til loftet og velsmag i fokus - alt fra små friterede andekød-kugler i blommesovs til sprøde haggis-kugler og fish-n-chips.
Landskabet byder op til dans for lokale såvel som internationale fuglekiggere, som hvert år drager til øen for at se en lang række forskellige dyr i landskabet.
På landjorden finder man en masse får rundt omkring på øerne, som bliver brugt i landbrug - og du kan være heldig at smage noget unikt fårekød i området.
Der er nemlig et sted tæt ved en af kysterne, hvor man lukker fårene ned til vandkanten, hvor de får lov til at spise svimlende mængder opskyllet tang. Det giver en naturlig salt smag til fårekødet og eliminerer desuden meget af den uldne smag, som godt kan sidde i eftersmagen.
Øen giver også muligheden for at dykke langs kysten, hvor man ved Scarpa Flow kan opleve resterne af den tyske ubådsflåde under 1. verdenskrig - her fik tropperne besked på at smide bundpropperne på små 70 tyske ubåde, hvor der i dag er godt og vel 12 ubåde tilbage til at dykke rundt og nærstudere. Noget af materialet på de hentede ubåde blev brugt til at lave rumskibe og materiale hos NASA!
Man kommer ikke udenom det faktum, at en stor del af øens opmærksomhed foruden den underskønne natur kommer fra et af verdens mest populære skotske destillerier er lokaliseret i udkanten af Kirkwall på Orkneyøerne.
Det er naturligvis Highland Park, som siden 1798 on/off har tryllet med skotsk whisky med håndværket, smagen og forståelse for at bruge landskabet og terroir til at bygge smage og historier.
Highland Park og deres ældste whisky til dato
Det kommer ikke som nogen overraskelse, at en af de helt store fokuspunkter på rejseplanen var et besøg hos Highland Park.
Og Orkneyøerne er heller ikke blege for at støtte op om destilleriet og den opmærksomhed øen har fået i kølvandet på dette.
Så snart man træder ud af flyveren står Highland Park klar på hylderne for at fremvise begyndelsen på et whiskyeventyr.
Og du finder næsten ikke en butik, café eller restaurant, der ikke lige kan fugte din gane med en eller flere varianter af deres whisky på din færd.
Highland Park blev grundlagt i 1798 af Magnus Eunson, som var slagter og kirkeofficer om dagen og hemmelig destillater og whiskysmugler om natten.
Først 30 år senere fik de officielt deres tilladelse til at destillere whisky og siden har de sat sig på whiskymarkedet som en af de mest innovative, dygtige og smagfulde whiskybrands på det skotske marked.
I over 220 år har Highland Park røget deres bygmalt med op til 9000 år gammelt tørv, som er blevet håndskåret ud fra Hobbister Moor-området kun 11 kilometer fra destilleriet. De mange år i jorden har gjort, at tørvet brænder langsomt, mere intenst og skaber en uhørt kompleks aroma i deres whisky-produktion.
Og når man graver ned i så gamle tørvebakker, så falder man også over lidt af hvert under udgravningerne - alt fra fossiler fra fortidsdyr til bomber fra 2. Verdenskrig. De har også fundet små vikingespyd!
Og inden du tænker, at de løber tør for tørv i den nærmeste fremtid, når man tænker på, at de skal bruge ca. 1,5 tons tørv pr whisky batch - så har de godt og vel flere hundrede års whisky til gode endnu i det enorme tørvelandskab.
Det er en fantastisk ting at tænke på, at tørven rummer så meget historie og nu kan give ‘historien’ videre i den hypnotiserende måde, hvorpå tørvet giver smag og efterklang til whiskyer ude i fremtiden.
Highland Park har generelt set fem forskellige grundstene i deres produktion af whisky, som gør dem til noget unikt:
Five Pillars of Highland Park
Harmonisering af fade
Master Whisky Maker formår at ‘parre’ op til 150 forskellige fade, hvor to forskellige verdener inden for samme single malt kan opnå nye smagsoplevelser.
Floormalting
Hver ottende time, syv dage om ugen vendes bygmalten under spirring ved håndkraft for at optimere den rigtige lufttilstrømning og fugtighedsprocent.
Unik tørv fra Hobbister
Den omkring 9000 år gamle tørv hos Hobbister danner fundamentet for en række af de unikke smage i Highland Park - og det findes kun på Orkneyøerne i denne sammensætning af vind, vejr og lyng over tid.
Sherry Cask
Sherry-fade står for 60 procent af den endelige smag på deres whiskyer og 100 procent af den naturlige farve i alle deres whiskyer. Signaturfadet!
Kold-modning
Orkneyøerne er kendt for en mere eller mindre barsk vinter, som er det perfekte klima til at lade fadene modne i kølige omgivelser. En god måde at holde en stabil modning på, så den får udviklet den helt rigtige smag.
Destilleriet giver besøgende mulighed for at kigge ind i hele processen fra spirring, tørring, peating, destillering og naturligvis et indblik i det gyldne skattekammer af tønder på tønder, som står og venter på tidens tand skal gøre dem klar til aftapning.
Og hvis du er heldig, så kan du smage noget, der i fagsproget er navngivet ‘distiller's beer’ - i al sin enkelthed ‘øllet’, inden det skal destilleres til spiritus.
En heftig øl på godt og vel 7 procent, som egentlig smager ganske interessant. Tungt, parfumeret men også afrundet - og naturligvis lunken!
Selve destilleriet er en autentisk oplevelse af gamle bygninger, der kan dateres tilbage til den spæde begyndelse - der er kommet nogle bygningstilføjelser hist og her, men ellers har det skotske folk strenge krav om, at der ikke må ombygges, tilbygges ellers ændres på det.
Lidt ligesom alle husene i Ærøskøbing på Ærø, hvor man er principfast om at bevare originaliteten.
Og man forstår det godt - det er måske upraktisk, når man lige står og mangler et par ekstra centimeter på loftet, som du ikke må ændre på, men ellers står det som var du gået ind i Universal Studios for at se et film-sæt.
Det ser ægte, originalt og mytologisk ud i deres lille, hyggelige indergård, som leder dig alle stederne hen med udgangspunkt i en lille gårdsplads.
Vender vi tilbage til Highland Parks slyngelstue Eunson Room for en sidste gang, så var det stedet, hvor der skete vaskeægte whiskymagi.
Highland Park kunne tidligere i år annoncere, at de nu stod klar med rendyrket guld fra gemmeren - deres ældste whisky til dato var klar til at se dagens lys.
Vi snakker naturligvis deres ikoniske 54-årige flaske, som kommer i 225 flasker på verdensplan.
En unik aftapning, som hylder destilleriets 225-års jubilæum og dermed er klar med en whisky, som blev lagt på sit første fad tilbage i 1968.
I hjertet af Highland Park sad vi med den ikoniske flaske, som nænsomt og med ærefrygt blev taget ud af skabet og stillet frem i al sin glorværdighed.
Skotsk egetræ pryder den fornemme whisky med en omsluttende æske, som iscenesætter den mundblæste glasflaske i et magisk lys.
Flasken ligner næsten en druide-flaske med mørkt ravgult udseende, der bare skriger unikhed.
Vi snakker en whisky, som tilbage i 1968 blev lagt på 4 refill butts-fade og 6 refill hogsheads-fade begyndelsen på whisky-rejsen.
Skruer man tiden 40 år frem blev de forskellige fade harmoniseret og til sidst mødtes de på europæiske first-fill sherry butt-fade til den sidste modning.
Hvad gør det så ved en whisky?
En efterårslignende fadfyldt farve med eksotisk duft, kamfer og masser af tørvenoter i næsen - selve smagen er potent og krydret efter deres sidste etape i sherry-fade, men selve dybden er enorm, afstemt, balanceret, sødmefuld og saftig. Røgen kommer til sin ret i finnish, hvor sødmen binder sig fast på smagsløgene og efterlader dig med en whisky, der sidder i munden absurd længe efter et nip.
Et spændende produkt, som på mange parametre skal gøre op med whiskyens funktion - er det et investeringsobjekt eller en nydelse?
For prissedlen følger altså trop med ancienniteten.
En Highland Park 54 yo koster som udgangspunkt 339.000 kroner!
En storslået oplevelse, som afsluttede turen på fornemmeste vis på destilleriet med deres dyreste og mest eksklusive whisky til dato - en aften i godt selskab, der blev en hyldest til whiskyfaget, destilleriets historie og forgængere såvel som en hyldest til livet, de små øjeblikke og en reminder om at nyde øjeblikket.
Orkneyøerne er et fantastisk sted.
Du får både følelsen af at trække stikket fra hverdagen og isolerer dig selv på en afsides ø, men samtidig også oplevelsen af whisky-metropol, som sætter naturens betydning i vores liv op på den nødvendige piedestal.
Det er råt, gudesmukt og en række øer, der bliver ved med at åbne døre til nye oplevelser, udkigspunkter og seværdigheder.
Øerne er indhyllet i whisky-magi og du finder aldrig et mere passende sted at nyde en single malt end på klippekanten ved Yesnaby med skumsprøjt i horisonten, sæler i vandkanten og vind i håret.