I næste kapitel af vores rejsesegment har vi taget et smut til Schweiz – mere specifikt Genève for at få et indblik i, hvad denne pulserende storby har at tilbyde på den gastronomiske front.
Genève er en smuk og mangfoldig by, der deles af Rhône-floden, som løber gennem byens centrum. På den ene side af floden ligger den historiske gamle by, “Vieille Ville,” med smalle brostensbelagte gader, charmerende caféer og ikoniske vartegn som St. Pierre-katedralen. Denne del af byen emmer af historie og har en rolig, autentisk atmosfære.
På den anden side af Rhône finder man den moderne bydel med moderne arkitektur, finansdistrikter og hovedkontorer for internationale organisationer som FN og Røde Kors. Denne del af Genève er dynamisk og travl, hvilket skaber en unik kontrast til den gamle bys historiske charme.
Det er en fantastisk overskuelig by, som man sagtens kan nå fra ende til anden på gåben og opleve byens liv på blot 3-4 dage – den moderne del af byen minder meget om den gængse storby med travle forretningsfolk, moderne bygninger og masser af liv i gaden både i dagtimerne og til aften. Det har sin charme, hvis man ønsker at have en finger på pulsen og være bosat de steder, hvor tingene sker – men charmen ligger altså i det gamle kvarter.
Når man har taget en gåtur på den gyngende bro over Rhône-floden er det som at gå gennem en portal til en anden by eller en anden tid – der er stadigvæk moderne butikker, forretninger og lignende, men jo længere du fordyber dig i den modsatte side, jo mere mærker du tidens tand. bygningerne er gudesmukke, tingene er mere gammeldags at se på, og gåruterne bliver brostensbelagte og øges i stigningerne i små, hyggelige gader og stræder.
Geneva er en by, hvor du i gåafstand får de forskellige slags kvarterer, som man tit skal valfarte til forskellige områder i byen med offentlig transport – eksempelvis hvis du vil til centrum i Paris eller bevæge dig til Latinerkvarteret. Her i Geneve er alt i overkommelig gåafstand og giver dig alt inden for rækkevidde.
Hotel Royal: charmerende, neoklassisk hjemlig hygge
Jeg blev udstationeret på Hotel Royal, et fire-stjernet hotel, som kombinerer en elegant neoklassisk stil med moderne komfort. Dets storslåede arkitektur og raffinerede atmosfære skaber en stemning af overdådig luksus, men med en varm, hjemlig charme, der gør opholdet personligt og afslappende. Hotellet ligger centralt på Rue de Lausanne, kun få skridt fra Genève Hovedbanegård og tæt på byens attraktioner som FN’s hovedkvarter, og det er derfor ideelt for både forretningsrejsende og turister
Når man træder ind i lobbyen, mødes man af en overdådig indretning med marmor og detaljer i sølv og guld, som afspejler hotellets tidløse elegance. Værelserne spænder fra klassiske værelser til rummelige suiter og er indrettet i lyse, fredfyldte toner med en smagfuld kombination af moderne bekvemmeligheder og klassisk design. Komfort er i højsædet: Hvert værelse er udstyret med faciliteter som aircondition, fladskærms-tv, minibar og marmorbadeværelse, der alle er indrettet for at skabe en afslappet atmosfære
Hotel Royal er også kendt for sine eksklusive spisemuligheder. Den Michelin-stjernede restaurant L’Aparté tilbyder en gastronomisk oplevelse, der fokuserer på innovative og udsøgte retter, mens Le Bistro serverer franske og internationale klassikere i en afslappet atmosfære. L’Aparté kommer vi ind på senere i artiklen!
Samlet set tilbyder Hotel Royal en sofistikeret og luksuriøs base i Genève med faciliteter og service af høj standard. Hotellets klassiske, men hjemlige indretning og dets imponerende madoplevelser gør det til et fremragende valg for rejsende, der søger et ophold med både komfort og karakter.
Man kunne skrive mange historiebøger om kultur, historie og baggrundhistorier om Genève bare baseret på mine tre dage i byen – men det er som du nok havde gættet primært med gastronomisk fortegn. Så lad os kaste ud Genèves gastronomiske univers – for det er omfattende!
Gastronomisk tour-de-force
Genève er en petriskål af kulturer, som afspejler 180 forskellige nationaliteter – og det smitter af på bylivet og området, som byder på alt fra lokal, østrigsk madlavning til spændende madkulturer fra hele verden. Der er over 1000 forskellige restauranter i Genève, 11 Michelin-restauranter og masser af autentiske spiseoplevelser.
Hvis man er sulten og på farten efter sin ankomst til Genève , går man ikke galt i byen med et hurtigt smut forbi Halle de Rive, hvor man i en central placering i byen kan få mundvandet til at løbe ved at gå igennem de lange madmarked-passager med lokale producenter, kødvarer, grøntsager og alskens lækre råvarer – indtil man når til restauranten Bistrot Des Halles, som inviterer ind til en bid mad.
Og ja, vi er i Schweiz, så der bliver hverken sparet på vin til frokosten eller portionerne – til en ‘let’ frokost tog vi en lille omgang paté med salat samt en heftig omgang braiserede oksekæber med smørmættet kartoffelmos – rendyrket comfort-food, der for alvor får en til at lande efter rejsen.
Vil man prøve det aftryk, som forskellige kulturer har sat på Genèves madscene, så skal man for alt i verden Restaurant Balila – en libanesisk restaurant, som bringer autentisk madkultur helt ud i fingerspidserne.
Det libanesiske køkken er præget af mange lækre forretter, snacks, dips og lækkerier, som nærmest udgør et måltid i sig selv -Mezzes – her fik jeg serveret hele molevitten på en perlerække af husets bedste specialiteter. Alt fra den mest cremede hummus nogensinde til grillet aubergine, falafel og krydderurtesalat. En smagsmæssig bombe, der bare eksploderer i forskellige retninger, som virkelig sender en ind i køkkenet hos en lokal libanesisk madformidler moderniseret og tilsmagt til perfektion.
Selvom de små anretninger næsten havde sløjfet al appetitten, fordi man ikke kunne holde fingrene fra dem, så fik man også serveret grillet Kafta på lam eller oksekød akkompagneret med en spicy Batatas Harra, som er mellemøstlige pommes frites på steroider.
Og når man lige parrer det med en flaske libanesisk vin, Altitudes 2009 Ixsir, så cementerer Balila sig som en restaurant, jeg ikke bare vil anbefale for forbipasserende i Genève – men derimod en direkte årsag til at rejse til Genève!
Det schweiziske køkken
Schweizisk madlavning er generelt præget af tunge smage, store portioner og masser af smæk på ingredienser og råvarer – og skal man prøve en af de lokale Geneve-orienterede restauranter, så skal man slå et smut forbi Café Papon – en restaurant, der ligger med udsigt til verdens længste bænk på 120 meter – i øvrigt et passende sted lige at suge udsigten af Geneves gamle område inden middagen!
Café Papon byder på schweiziske, bondske nuancer parret med franske dyder og brasserie-tilgang – og her fik jeg blandt andet en velsmagende harepostej med champagne og foie gras indbagt i dej i en sø af sovs, med en rygende pind af rosmarin på toppen. Gastronomisk set både smukt at se på og en fryd for ganen – tunge smage, fede nuancer og masser, masser af velsmag.
Til hovedretten – og ja, den anden var ‘kun’ en forret – valgte jeg “Grande Chasse”, aka. ‘den helt store jagt’. Her får man vildtkød med pebersauce og en kavalkade af sidedishes med alt fra rodfrugter, syltet rødkål og smørstegt brød. Hvis du går sulten derfra, er det din egen skyld.
En fantastisk lille fusion af schweizisk madkunst og fransk kogekunst.
Man kommer naturligvis ikke uden om den schweiziske tradition med ostefondue – det var faktisk min første oplevelse med dette, og jeg må sige, at jeg er fan af konceptet.
Jeg stemplede ind på Restaurant Edelweiss til aftensmaden, hvor den lokale tyroler-entertainer havde smurt stemmebåndet og instrumenterne til alpemusik, alt imens jeg fik serveret en rygende varm, boblende ostemasse med dertilhørende brød, tørret kød, kartofler og lidt syltede grøntsager.
En vanvittig hyggelig og velsmagende aktivitet, hvor man selv står for at servere maden og forbereder den til sig selv – man kan lege lidt med brød kontra ost-ratioen og ellers bare stoppe sig med lækre ostesvøbte elementer. Osten forbliver varm og boblende med et lille gasblus under sig, og udvikler sig dermed i både temperatur, konsistens og intensitet i løbet af måltidet.
Det er bondsk og traditionelt på den helt rigtige måde – og selvom korpusset var godt stoppet med ost, brød og mere ost, så afsluttede vi lige ballet med en Dame Blanche. Et fancy navn for en klassisk dessert, som blot består af vaniljeis, flødeskum og chokoladesauce.
Schweizisk Michelin og chokoladehimlen
Geneve er naturligvis kendt for deres smagfulde chokolader og her har de lavet lidt af en genistreg til besøgende, som gerne vil fordybe sig på chokoladekulturen – med et “Choco Pass” får man mulighed for at opleve det bedste fra Geneves chokolade-univers.
Her kan man inden afrejse købe sig til et slags chokolade-pas, hvor man får adgang til et udvalgt sortiment af lækre, fyldte chokolader fra op til 10 forskellige steder i Geneve – det eneste man skal gøre er at vise QR-koden, når man træder ind i butikken, og så får du smagsprøver med dig hjem. Er du frisk i benene kan du nå at gå til 9 ud af 10 chokoladebutikker på et par timer – og så er der altså dømt chokoladehygge hjemme på hotellet!
Geneve er kendt for de lækre, fyldte chokolader, hvor man kan smage håndværket i hver eneste bid – der er stort fokus på chokolade-ganache, men også eksperimenterende smage og konstellationer. Er man frisk på selv at stå med fingrene i den lune chokolade, tilbyder flere af butikkerne også en række workshops rundt i byen, hvor du kan prøve med chokolade-temperering, overtrækning og kreation af forskellige små stykker håndlavet chokolade.
På Michelin-fronten har Geneve som nævnt tidligere hele 11 restauranter med stjerner – hvoraf vi var så heldige at få fornøjelsen af menuen hos L’Aparté, som ligger i forlængelse af Hotel Grand Royal.
L’Aparté i Genève, med chefkok Armel Bedouet ved roret, tilbyder en udsøgt gastronomisk oplevelse med fokus på kreativ og moderne fransk cuisine. Restauranten er kendt for sin intime atmosfære og for at tilbyde en sæsonbaseret menu, der præsenterer en delikat balance mellem smag, tekstur og æstetik. Armel Bedouet, der har opnået en Michelin-stjerne for sit arbejde, skaber menuer, der ofte består af enkle, men raffinerede retter med omhyggeligt udvalgte ingredienser, typisk fra lokale og bæredygtige kilder.
Der kommer simple, men veldrejede retter ud i det helt rigtige tempo, og trods det simple, smukke og æstetiske udseende kan man ved hver bid smage, hvor meget arbejde, der er lagt i at lave det så elegant.
Måltidet blev nydt i efteråret, og svampe samt græskar var for alvor meget i spil – alt fra en skøn butternut squash-puré med karljohan til en potent jomfruhummerservering med græskar. Køkkenet bærer præg af en legende tilgang til råvarerne, hvor det visuelle, legesyge udtryk balancerer perfekt med smagene – raffineret, dekorativt og uimodståeligt.
Man kan skrive lange bøger om den fantastiske alpeged, der blev serveret med de potente, indkogte noter af rødbede – umami til fingerspiderne! Eller måske den legende kreation af en dessert med vaniljecreme, kastanjeis og vaniljekornsperler.
Den helt store triumf var desserten baseret på sæsonen og en af de mest skønne råvarer i sæson lige i øjeblikket – nemlig æbler. Her fik man en kashir-te-ganache med æble-granité og en skøn sidetallerken med råsyltede æbler, der gav et syrligt, knasende modspil.
Overordnet set er L’Aparté en underskøn madoplevelse, som leger med råvarerne, udstråler sig helt eget raffinerede udtryk og forstår at udnytte sæsonens råvarer til deres helt eget lille intime gastronomiske univers.
Samlet set
Geneve er en by udover det sædvanlige. Den formår at finde den helt rigtige balance mellem kultur, storbyliv og historie med de flodens spejlingspunkt, der giver dig overblikket og det moderne og traditionelle Geneve. Man kan få flere timer til at gå med at fordybe sig i de brostensbelagte kvarter i den gamle del, mens man kan få stillet sin sult og shoppelyst på den moderne side.
En kulturel tour-de-force med højt til loftet, masser af gastronomiske muligheder og en by, der pulserer af liv – og så skal man da endda ikke blot mere end 20 minutter udenfor centrum, så er man i naturen. En destination, der rummer liv, fred, historie og gastronomi inden for armslængde fra sit hotel.
Vi kommer stærkt igen!