Rejse-reportage: Kulinarisk roadtrip i Lazio-regionen i Italien

En af de ting jeg sætter utrolig stor pris på, når jeg er ude at rejse, er at opleve små unikke steder, øjeblikke, oplevelser eller måltider, som er en solid omvej udenom ‘alfarvejen’.

De steder, som ikke er druknet i turister, og som man måske skal tippes om af de lokale for at kunne opleve og overhovedet opdage.

Det er en helt anden oplevelse - og desuden fundamentet for denne reportage.

I forlængelse af at Det Italienske Handelskammer åbner op for mere handel mellem Danmark og Frosinone samt Latina-provinserne i Lazio-regionen, var jeg så heldig at blive inviteret med for at lave en lille reportage omkring området i forhold til de gastronomiske og rejsemæssige oplevelser, der gemmer sig i området.

Hvor regionshovedstaden i Lazio er den ikoniske by Rom, så er vi i denne omgang sneget os forsigtigt ud af turistgruppen og draget ud i det sydlige Lazio for at give et lille udsnit af muligheder for oplevelser på det gastronomiske og kulturelle aspekt af området.

Vores base var byen Sabaudia, som er en fantastisk lille perle ved kysten, som kombinerer turistparadis med en bykultur, der endnu ikke er blevet korrumperet eller overrendt af turismen. Få minutters køretur væk fra hotellet byder på det landlige Italien, hvor de lokale nyder kaffen til morgensolens første stråler på terrassen og landskabet prydes af rækker på rækker af eksotiske frugter - hvad enten vi snakker lavthængende kiwifrugter på vej til at modne i efteråret eller små private vinmarker til eget forbrug.

I udkanten af byen finder man også en fredet nationalpark, hvor naturen har fået frie tøjler til at vokse i al sin naturlighed uden menneskers indvirken - hvilket betyder, at området i og omkring Sabaudia er en grøn og frodig oase i et ellers meget solbeskinnet, tørkepåvirket område.

En spytklat fra havet kan man bo på det skønne hotel Oasi di Kufra, som tilbyder værelser med havudsigt for alle pengene, imponerende høj kvalitet på madfronten for et hotelkøkken og fine værelser til alt fra badeferie eller bare et hurtigt afbræk fra hverdagen.

Køkkenet byder på klassiske retter fra det italienske køkken ved kysten med blæksprutte, Pasta alla Vongole og selvfølgelig et utal af retter med ost og vinvenlige råvarer.

Området er eksotisk af udseende og med en badestrand med finkornet sand, glasklart vand og gæsternes eget lille slice of paradise ved strandkanten.

Udsigten er heller ikke at kimse af, uanset hvor du kigger hen.

Sabaudia er et af fundamenterne for fortællingen Homers Odyssé, hvor blandt andet det famøse bjerg Monto Circeo i baggrunden ligger.

Legenden fortæller, at bjerget, der med sin umiskendelige ansigtsform som et liggende, slumrende menneske, menes at være et 'levn' fra den famøse heks Circe, som forsøgte at forvandler Homer til en dyr, men i stedet forelskede sig ham.

Foruden den mytologiske fortælling om bjerget, bruger de lokale Circeo-bjerget som en daglig vejr-guide - hvis klippekvinden har en ‘hat' på i form af en sky omkring ansigtet, så vil det regne den næste dag.

Den slår aldrig fejl.

Italien er et slaraffenland at opdage nye smage i - uanset hvor du er i landet!

Du skal ikke gå eller køre mange kilometer, før du støder på en smagsoplevelse ved vejkanten eller i den lokale by - der er en fantastisk kultur i Italien, hvor fastfood ofte på ingen måde er den fastfood, vi kender herhjemme i Danmark.

Hvis man bliver sulten på farten, så svinger man ikke på McDonald’s, eller går ned og får en ristet med det hele - man napper en panini!

Og vi snakker ikke bare en hurtig, ligegyldig sandwich på køledisken - der bliver kræset omkring fyldet, da arbejdskulturen ved kysten og inde i landet ved Lazio-regionen bærer præg af, at arbejderne ikke har tid til at sætte sig på restauranter i hverdagen.

Men derfor gider italiernerne ikke gå på kompromis med kvaliteten, naturligvis - og derfor dyrkes der en kultur omkring kvalitetsfastfood til folket, og hvis det ikke er smukt, så ved jeg ikke.

Vi snakker alt fra lækre, friske fiskevarianter langs kysten og til nystegt porchetta-panninier inde i landet.

Desuden er området spækket med bøffel-farme - eksempelvis byen Amasimo kan prale af kun 4000 indbyggere op i mod intet mindre end 14.000 bøfler - så der er dømt bøffelmozzarella for alle pengene.

Og har du først smagt autentisk, italiensk bøffelmozzarella én gang? Så er det altså noget nært umuligt at vende tilbage til de triste mozzarellakugler i vand i køledisken..

Bevæger man sig langs kysten støder man hurtigt på den billedskønne by Sperlonga, som er et af de rigere kvarter i området, hvor kendte personer såvel som prominente personligheder bor langs området.

Hvor Amalfi-kysten med turismen har stjålet al opmærksomheden, så er denne kyst blot et par timers tid fra Amalfi mindst lige så oplevelsesværdig.

Byen har bevaret meget af den oprindelige arkitektur på husene - hvad enten vi snakker små, snoede labyrintagtige områder i centrum eller de spartanske tagterrasser, hvor lokale italienere nyder udsigten få meter fra kystlinjen.

I skyggen fra et gigantisk oliventræ i hjertet af Sperlonga fik vi smagt på landets ikoniske gelato og fik et ret så godt tip med hjem i bagagen, når man skal vælge de rette gelato-steder i Italien.

Og det eneste man skal gøre er at kigge på en af mine absolutte favoritsmage - nemlig pistacie.

Er den grøn? no-go. Er den brun? Så er der himmerigs mundfuld!

Giftgrønne ise indikerer kunstige smagsstoffer og den naturlige brune farve fra de blot let grønne pistacienødder indikerer håndværk og hjemmelavet is.

At nyde en cremet, fløjlsblød og utrolig parfumeret pistacie-is på terrassen Little Bar Da Maurizio er som direkte ud fra et postkort!

Kører man videre langs kysten eller er frisk i benene, så kan man komme til den lille by Gaeta både i bil og til fods direkte fra Sabaudia - en utrolig smuk by langs kysten, som er prydet med ikoniske bygningsværker fra forskellige kejsere, erobrere og kulturer gennem tiden - hvor det 57 meter høje klokketårn ude foran byens katedral fanger størstedelen af opmærksomheden med velbevaret arkitektur fra 1200-tallet.

Jeg kunne skrive tykke historiebøger alene ud fra den tur, vi oplevede med vores dygtige guide, men her vil fatte det kulturelle på et minimum og fokusere primært på nogle af de lokale smage og råvarer, man kan finde i landskabet.

Gaeta er den slags byer i Italien, hvor mange af husene er italienernes sommerhuse og andenboliger, hvor de drager til området på ferie - selve byens befolkning vokser hyppigt fra 30.000 til 100.000 mennesker i højsæsonen.

Mens man bør drage til byen alene for en slentretur igennem byens snoede gader og arkitektoniske finurligheder ved hvert gadehjørne med historiens vingesus på skuldrene, så kan man heller ikke undgå at støde på en masse unikke oplevelser på madfronten.

Og hvor Italien bare generelt er velkendt for god pasta, vin, oliven og ost, så kan man opdage en særlig, lokal smagsoplevelse, der gemmer sig i en meget lille restaurant ved havnefronten, som går under navnet Pizzaria del Porto.

Her laves en meget lokal specialitet, som går under navnet Tiella.

Den minder udseendemæssigt lidt om en indbagt pizza, men selve dejen er mere butterdejsagtig i konsistensen - og brødet svøbes om alt slags fyld, hvor den mest ikoniske er med blæksprutte og tomatsauce.

En fantastisk smagsbombe med en unik konsistens og en dyb smag.

Mens man kører langs kysten, vil man hurtigt studse over, at landskabet på et tidspunkt byder på en klippe, som er helt vertikal ‘skåret’ ned til vejen - og mens tankerne ledes til, at det måske skyldes vind og vejr gennem tiden, så skyldes det faktisk at paven-embedet i tidernes morgen havde problemer med fragte vin gennem området, fordi der stod et bjerg i vejen.

Med et par hurtige løsninger fik man i sin tid ‘barberet’ bjerget væk fra havet og banet vej for vinimport hele vejen langs kysten, så handelsruten kunne florere.

Det bjergbeklædte landskab bugner af små landsbyer, der er klemt ind på bjergtoppe og skråninger, som er et historisk levn fra en strategisk fordel overfor invasion, hvis man lå på et højere punkt.

Madmæssigt er der et utal af små, lokale producenter at fordybe sig i, hvis man bevæger sig rundt i de smukke omgivelser i både Frosinone og Latina.

Bevæger man sig til Pontocorvo vil man opleve, hvordan virksomheden Peperdop har dedikeret deres liv til at perfektionere smagen af den lokale peberfrugt ‘Pontecorvo Dop’, som byder på alt fra lækre tapenader, olivenolier, pastaer og meget mere.

De lidt mere eksklusive råvarer finder man også hos familien Cipriani, som i byen Aprilia de seneste 150 år har brugt al deres tid på at forske, udvikle og lege med de bedste italienske trøfler på markedet - hvilket resulterer i nogle trøffelprodukter, som endelig formår at indkapsle trøffelaromaen uden at overparfumere eller udjævne nuancerne.

Italienerne har altid været verdensberømte for deres kaffe, og mens mange sværger til de store brandnavne såsom Lavazza, så kan man altså opleve kaffemagi, hvis man lige besøger de lokale kafferisterier - eksempelvis Icaf i Frosinone, som bærer præg af et årelangt eventyr rundt i verden efter de bedste arabica-bønner til italiensk kvalitetskaffe.

Zaffiri-pastaen er også en øjesten i landskabet i byen Sora, som med 130 års erfaring, 50 tons pasta produceret daglig og 100 forskellige varianter på menuen formår at danne et solidt grundlag for utallige italienske aftensmadsretter - og olivenolien går man aldrig galt i byen med, hvis du svinger forbi Villa Pontina i Sonnino, hvor olivenolie smager af oliven med dybe noter, masser af parfume og desuden produceres biodynamisk med kvalitet i højsædet.

Bevæger man sig væk fra kysten og ind i landet, støder man under køreturen på utallige små ‘villages’ i øst og vest.

Italien er meget traditionskonsekvent på mere end bare den gastronomiske front, og mange italienere vil hellere bo på stejle skråninger med dyr husleje og 'Det Vilde Vesten'-parkeringssystem end billigere, mere praktiske og plane boliger længere nede i dalen.

Men når man står midt i de snoede gader med smukke bygninger og et lille, hyggeligt lokalsamfund? Så er det svært ikke at forelske sig i konceptet.

Med maven fuld af lokale lækkerier kan man tage på sightseeing i områdets utallige smukke byer - Inde i landet støder man på den meget unikke by Anagni, som har et af de mest velbevarede former for kultur fra 800 år tilbage - og det skyldes en bestemt grund.

Paven blev anholdt i byen i for over 7-800 år siden, hvilket bragte skam over byen, som blev forladt - altså vi snakker helt forladt.

Anagni var en spøgelsesby i hundredevis af år, indtil den blev genopdaget.

Arkitekturen og omgivelserne står nærmest, som var det tilbage i Middelalderen og byder på arkitekturmødet mellem stenvægge, der er 800 år gamle, og nyere moderniseringer fra 300 år siden - de står side om side med hinanden og vidner om historiens præg på arkitekturen.

Det største eksempel på velbevaret kultur finder man på museo della cattedrale di anagni.

Foruden en smuk kirke med en interessant museumsudstilling, så er det største trækplaster krypten, som kun åbnes to gange i døgnet.

Her finder man minimum 800 år malerier fra Biblen (dateres som færdiggjort før år 1231), som grundet spøgelsesby-effekten aldrig er blevet malet over med tiden og viser et glimt ind et verdensbillede, hvor mennesket står som centrum i universet.

Er man ikke så meget til det kulturelle på sin ferie, så kan man også afstresse ved en knap så hyppig oplevelse i det italienske område - nemlig golf.

Her snakker vi Golf Club Fiuggi 1928, som byder på en fænomenal udsigt i kombinationen i af fintunede græsplæner og råt bjerglandskab side om side.

Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke er den store magiker med en golfkølle i hånden - så jeg kastede i stedet min kærlighed over restauranten på stedet, som kreerede umenneskelig høj standard for, hvad jeg havde forventet at få på en golfbane.

Vi snakker autentiske pastaretter, god vin, lokale retter såsom Baccala og masser af autentiske italienske delikatesser til dessert såsom den Ciambelline bagt med rødvin - hvis det er sådan, man spiser i golf-regi, så skal der en golftaske under træet i år!

Foruden en lille espresso i hånden ved hvert pitstop, naturligvis, så duer helten heller ikke, hvis ikke en lille flaske vin sniger sig ind i billedet i ny og næ.

Turen bød på to forskellige vingårde på turen, som på hver deres måde sætter Lazio-regionen på vin-verdenskortet med unikke smagsoplevelser i glasset.

Det første punkt i 'vinordenen' blev Cincinnato Wine Resort som foruden smukke vinmarker på bjergryggen og hjemmelavet kunst af vintønder i huset også tilbyder overnatning, større forsamlinger og restaurantbesøg.

Vinene bar præg af skarp forståelse for udnyttelsen af lokale druer såsom Bellone, mens den drilske (også lokale) røde drue Nero Buono blev eksperimenteret med på diverse projekter, hvor man leger med tøndelagringen og smagsprofilen på finurlig vis.

Høj kvalitet over hele linjen og nogle interessante, dybe smage på både rød- og hvidvinsfronten.

Til vinsmagningen blev der nærmest på samlebånd serveret diverse små snacks med alt fra spirulina-ost og ricotta med safran til husets egen olivenolie på ristet brød og lokal charcuteri. Som et andet skilsmissebarn sad man til vinsmagningen, mens maden og vinen kæmpede en brav kamp om overøse en med allermest opmærksomhed.

Det næste punkt på vinrejsen finder vi længere inde i landet. Klemt inde mellem bjergene finder man en unik, charmerende familieejet vingård, som går under navnet Casale Della Ioria.

De kan blandt andet bryste sig af en vin med det famøse DOCG-certificering, som er Italiens højeste klassifikation af vinkvalitet - det betyder, at vinene kontrolleret og godkendt af en komité med henblik snorlige råvarekvalitet, terroir og metode.

Med vinranker så langt øjet rækker og 600 kilo frugt pr. hektar, er man for alvor i hjertet af en vinkultur - man skal dog lige kigge sig om, hvis man går tæt på markerne, da hele marken er svøbt i et elektrisk hegn designet til at holde snacksultne vildsvin ude.

Der var ikke en finger at sætte på smagene hos familiens forretningen - deres mousserende vine såvel som hvidvine var lette med små sarte bobler og en jævn balance mellem syre og sødme - en sprød saftighed og masser af cremet dybde.

Deres rødvin var dyb, nuanceret og aromatisk uden at bevæge sig over i ‘hovedpine’-rødvin, som visse italienske vine godt kan kamme over i.

Balancen sad lige i skabet og rødvin-spektret bød på flasker, der passer til alt fra lokale slagtervarer og en klassisk ragu alla bolognese.

Under deres vinkyndige hænder har de også eksperimenteret og genopdaget gamle vinsorter og sat deres præg på dem - hvor deres mest populære drue er den underskønne Cesanese-drue, så har de også kreeret magi ud fra eksempelvis Passerina og Olivella.

Deres ældste vinranker dateres helt tilbage til 1960 og normalt bliver vinplanterne ikke så brugbare efter så mange år på bagen - men Cesanese er en hårdfør, rigt bærende og fantastisk sort, som år efter år har leveret de rigtige druer.

Samlet set

Lazio-regionen er en potpourri af kultur og gastronomi, som forenes i et område, som kan nydes på alle parametre - hvad enten vi snakker forretningsrejse, kærestetur, badeferie eller roadtrip.

Hvert område bugner af lokal kvalitet på råvarefronten med masser af billedskønne omgivelser, hvor man sagtens kan bevæge sig på en roadtrip på egen hånd og bare lade vejen bestemme, hvor eventyret fører dig hen.

Regionen bugner af smag, som heldigvis så småt er ved at finde sit vej til det danske marked, så man kan få et lille glimt af Italiens Lazio-region uden altid skulle pakke baggagen og drage afsted. 

Til sidst er der ikke andet end at sige, at Italien endnu en gang ikke skuffer - Lazio-regionen bugner af små skjulte perler, der venter på at blive opdaget. Både som rejsedestination såvel som delikatesse, vi forhåbentligt snart kan finde i danske specialforretninger. 

Vi skåler mod solnedgangen i Sabaudia og glæder os til næste roadtrip og reportage i Italiens små finurlige områder.