Red Hot - By the Way
Drengerøvene fra Californien er tilbage, klar til at hitte!
L.A.-funk-crazy-rap-rock-kvartetten, bedre kendt som "the Red Hot Chili Peppers", er tilbage med et nyt album. Det er nu 3 år siden, at RHCP gjorde kæmpe come back med tilbagevendelsen af guitarist John Frusciante og udgivelsen af albummet "Californication". Et album, som nåede op på ikke mindre end 5 hits, så det er ikke så underligt, at det første spørgsmål, der stilles er: "kan de nu leve op til "Californication"?", og undertegnede kan lynhurtigt og uden tvivl i hjertet svare, "Ja! Det kan de, og mere til...".
Det mærkes hurtigt, at de tre år siden det sidste album til stor del er gået med en videreudvikling af den noget blødere, mere pop-rockede lyd som Chili Peppers allerede på Californication begyndte at give udtryk for. Resultatet er intet mindre end meget imponerende. Frusciantes guitarspil har massevis af "søde" og meget fængende hooks, som for sig selv måske havde været for sukkersøde, men flettet ind i en fyldig og funky bas som kun Flea kan levere den, skabes der en perfekt balance. Selv hos de meget stille ballader har musikken en utroligt fængende gennemslagskraft, og en komponering, der, sammen med Anthony Kiedies vokal og kløgtige tekster, fungerer virkeligt godt. "Nye" elementer i musikken så som brug af kor og strygere er også i høj grad med til at præge den nye RHCP-lyd.
At bandet kommer fra et solbeskinnet og smukt Californien og, at dette har været til stor inspiration for pladen er der ingen tvivl om. Pladen oser af positive numre,,, ikke kun tekstmæssigt, men musikken har i sig selv fanget den livsglæde, følelse af velsignelse og lykke som bandet vellykket udtrykker.
Pladen lægger ud med titelnummeret "By the way", hvilket, som bekendt for de fleste, også er den første single fra albummet. Nummeret starter ud i den før omtalte bløde/poppede linie og eksploderer derefter i et klassisk Red Hot Chili Peppers funkvirvar. Man kunne måske sige, at nummeret binder den gamle og nye stil sammen.
Det mærkes hurtigt, at de tre år siden det sidste album til stor del er gået med en videreudvikling af den noget blødere, mere pop-rockede lyd som Chili Peppers allerede på Californication begyndte at give udtryk for. Resultatet er intet mindre end meget imponerende. Frusciantes guitarspil har massevis af "søde" og meget fængende hooks, som for sig selv måske havde været for sukkersøde, men flettet ind i en fyldig og funky bas som kun Flea kan levere den, skabes der en perfekt balance. Selv hos de meget stille ballader har musikken en utroligt fængende gennemslagskraft, og en komponering, der, sammen med Anthony Kiedies vokal og kløgtige tekster, fungerer virkeligt godt. "Nye" elementer i musikken så som brug af kor og strygere er også i høj grad med til at præge den nye RHCP-lyd.
At bandet kommer fra et solbeskinnet og smukt Californien og, at dette har været til stor inspiration for pladen er der ingen tvivl om. Pladen oser af positive numre,,, ikke kun tekstmæssigt, men musikken har i sig selv fanget den livsglæde, følelse af velsignelse og lykke som bandet vellykket udtrykker.
Pladen lægger ud med titelnummeret "By the way", hvilket, som bekendt for de fleste, også er den første single fra albummet. Nummeret starter ud i den før omtalte bløde/poppede linie og eksploderer derefter i et klassisk Red Hot Chili Peppers funkvirvar. Man kunne måske sige, at nummeret binder den gamle og nye stil sammen.
Listen af hitspotentielle numre er dog så lang, at jeg ikke vil komme med en gennemgående beskrivelse af dem alle. Men numre som "Universally Speaking", "This is the Place", "Don"t forget me", "Can"t stop", "Midnight" og "Venice Queen" er helt sikkert nogle af de numre som vil præge radioen de næste par måneder. Andre numre som "The Zephyr Song", hvor omkvædet har en ligefrem beach boys-agtig lyd over sig, "Throw Away Your Television", endnu et nummer dedikeret til "let røven og få noget ud af dit liv"-revolutionen, og den galoperende latininspirerede "Cabron", er dog også sange som helt klart har fået reserveret meget spilletid på undertegnedes stereoanlæg. Der er altså godt og vel 8 numre som uden problemer vil kunne indtage de forskellige hitlister rundt omkring i verden.
Alt i alt er dette uden tvivl en skive plastik, som helt igennem er alle 149,95 værd. Jeg kan ikke andet end at opfordre til erhvervelsen af dette album. Enhver med bare en lille smule sans for god musik vil ikke fortryde dette køb.
Alt i alt er dette uden tvivl en skive plastik, som helt igennem er alle 149,95 værd. Jeg kan ikke andet end at opfordre til erhvervelsen af dette album. Enhver med bare en lille smule sans for god musik vil ikke fortryde dette køb.
