Gaming gear

Razer lancerer ny laptopstander i aluminium – og den er både robust og foldbar

Gamingmærket udvider tilbehøret med justerbar ergonomi og stilrent design til laptops op til 18 tommer.

Razer lancerer ny laptopstander i aluminium – og den er både robust og foldbar
Razer

Razer er bedst kendt for sine tastaturer, mus og bærbare computere med RGB-lys og ekstrem ydeevne målrettet gamere. Men nu satser teknologigiganten på en mere lavpraktisk hjørnesten i det digitale skrivebord – en laptopstander.

Razer har offentliggjort deres nyeste tilføjelse til sortimentet af premium laptop-tilbehør: Razer Adjustable Laptop Stand.

Standeren er lavet i anodiseret aluminium og kan justeres både i højde og vinkel. Ifølge producenten er standeren CNC-fræset for ekstra holdbarhed og modstandsdygtighed over for ridser – og den kan foldes sammen, så den fylder minimalt i tasken.

Designet er minimalistisk og målrettet bærbare computere op til 18 tommer. Et dobbelt-leddet system gør det muligt at skræddersy skrivebordsopsætningen, og non-slip gummifødder skal sørge for, at laptoppen bliver stående dér, hvor du har placeret den.

Ifølge Razer er produktet først og fremmest tiltænkt gamere og kreative professionelle, der bruger mange timer foran skærmen og ønsker en mere ergonomisk opsætning – også når de er på farten. Med sit sammenklappelige design og relativt lette vægt vil den dog også kunne appellere til hjemmearbejdere og studenter, der arbejder fra skiftende lokationer.

Der er endnu ikke oplyst en dansk pris.