Queens of the Stone Age - Lullabies to Paralyze
Hypnotiserende guitarriffs og uforudsigelige rockeksplosioner. Så er Queens of the Stone Age tilbage!
Efter et glædeligt gensyn med Nirvanas Dave Grohl bag trommerne, blev Songs for the Deaf bandets højdepunkt. Både Grohl og Oliveri er siden da blevet udskiftet, og bandets fremtid så umiddelbart tvivlsom ud. Med Hommes mange Dessert Sessions sideprojekter i baghånden, har han fået fat i ny besætning og nyt materiale, men selvom der er kommet nye boller på suppen, har musikken ikke ændret sig synderligt fra ørkenrockernes tidligere udspil, hvor slæbende ultra-tight guitarriffs trækker den mægtige rockkarussel rundt.
Dette er Hommes album, hvor han (alene) er QOTSA. Måske er det på grund af Oliveris fravær, at Homme synes lidt mere distræt på denne udgivelse. Oliveri bidrog tidligere til, at Hommes aggressivitet og præcision gik op i en højere enhed. Hommes stille falsetsang og forvrængede guitar er mere forsigtige end gennemborende, og set i forhold til sidste udspil hvor det hele blev løftet endnu højere op af Dave Grohls trommespil, er luften gået lidt af ballonen. Dette betyder dog ikke at ørkenrotterne ikke stadig undersøger og udfordrer rockuniverset, og endnu en gang bliver onde guitarriffs sat sammen til tempofyldte stemningsmættede rockskæringer.
Blandt pladens højdepunkter kan Burn the Witch nævnes, hvor der konstant veksles mellem det tunge og lette, både hvad angår trommer/tamburin, vokal og guitar. Som en ekstra bonus er det ZZ Top's Billy Gibbons der står for guitararbejdet, hvilket giver sangen et ekstra løft og nærmest et nostalgisk præg.
Singleudspillet Little Sister føres energisk frem af koklokke og Hommes snerrende vokal, samtidigt med at der flirtes med popuniverset easylistening. Trods at singlen lyder mere som et Foo Fighters nummer end et QOTSA, går den lige i øret og er placeret godt på skiven efter den lidt langsommere og Rated R-ligende In My Head, der også er at finde i en tidligere version på Dessert Sessions 9 & 10 udgivelsen.
I det lidt voldsommere hjørne kan Someone"s in the Wolf og Blood is Love nævnes. I førstnævnte kæmper tunge hårdtslående guitarer sig igennem sangen med manifesterende riffs, der dog desværre ikke synes lige så virkningsfulde i slutningen af den over 7 min lange sang. Den næsten lige så lange "jam session" Blood is Love klarer sig bedre, og man kan høre vreden i instrumenterne, trods Joey Castillos trommerspil godt kunne have fået en ekstra tand.
Desværre holder albummet ikke niveauet hele vejen igennem, og sidste tredjedel af numrene varierer meget i kvalitet, og har det til fælles, at de ikke lever op til resten af pladen. Måske har QOTSA taget begrebet "B-side numre" lidt for bogstaveligt, for nogle af de sidste numre virker mest som fyld for at få afsluttet pladen. Dette skal dog ikke afholde QOTSA-interesserede og andre, der søger et hårdkogt, pumpende rockalbum, i at investere i denne plade. Overordnet leverer den varen, mens QOTSA endnu en gang søger nye facetter af det grænseløse rockunivers.
Dette er Hommes album, hvor han (alene) er QOTSA. Måske er det på grund af Oliveris fravær, at Homme synes lidt mere distræt på denne udgivelse. Oliveri bidrog tidligere til, at Hommes aggressivitet og præcision gik op i en højere enhed. Hommes stille falsetsang og forvrængede guitar er mere forsigtige end gennemborende, og set i forhold til sidste udspil hvor det hele blev løftet endnu højere op af Dave Grohls trommespil, er luften gået lidt af ballonen. Dette betyder dog ikke at ørkenrotterne ikke stadig undersøger og udfordrer rockuniverset, og endnu en gang bliver onde guitarriffs sat sammen til tempofyldte stemningsmættede rockskæringer.
Blandt pladens højdepunkter kan Burn the Witch nævnes, hvor der konstant veksles mellem det tunge og lette, både hvad angår trommer/tamburin, vokal og guitar. Som en ekstra bonus er det ZZ Top's Billy Gibbons der står for guitararbejdet, hvilket giver sangen et ekstra løft og nærmest et nostalgisk præg.
Singleudspillet Little Sister føres energisk frem af koklokke og Hommes snerrende vokal, samtidigt med at der flirtes med popuniverset easylistening. Trods at singlen lyder mere som et Foo Fighters nummer end et QOTSA, går den lige i øret og er placeret godt på skiven efter den lidt langsommere og Rated R-ligende In My Head, der også er at finde i en tidligere version på Dessert Sessions 9 & 10 udgivelsen.
I det lidt voldsommere hjørne kan Someone"s in the Wolf og Blood is Love nævnes. I førstnævnte kæmper tunge hårdtslående guitarer sig igennem sangen med manifesterende riffs, der dog desværre ikke synes lige så virkningsfulde i slutningen af den over 7 min lange sang. Den næsten lige så lange "jam session" Blood is Love klarer sig bedre, og man kan høre vreden i instrumenterne, trods Joey Castillos trommerspil godt kunne have fået en ekstra tand.
Desværre holder albummet ikke niveauet hele vejen igennem, og sidste tredjedel af numrene varierer meget i kvalitet, og har det til fælles, at de ikke lever op til resten af pladen. Måske har QOTSA taget begrebet "B-side numre" lidt for bogstaveligt, for nogle af de sidste numre virker mest som fyld for at få afsluttet pladen. Dette skal dog ikke afholde QOTSA-interesserede og andre, der søger et hårdkogt, pumpende rockalbum, i at investere i denne plade. Overordnet leverer den varen, mens QOTSA endnu en gang søger nye facetter af det grænseløse rockunivers.
