Krig
Putins skyggekrigere: Nyt hemmeligt agent-netværk afsløret i Europa
SSD har allerede flere operationer på samvittigheden
Hvis du troede, at den Kolde Krig var en saga blot, så gør dig klar til en realitet, der kunne være taget direkte ud af en Bond-film.
Rusland har oprettet en hemmelig sabotage- og likvidationsenhed, kaldet SSD, som opererer på tværs af Europa med et formål:
At skabe kaos, eliminere fjender og infiltrere virksomheder og universiteter.
Hårdføre veteraner
Ifølge Wall Street Journal, der har talt med flere vestlige efterretningsofficerer, blev “Departementet for Særlige Opgaver” (SSD) dannet i 2023 som en direkte reaktion på Vestens støtte til Ukraine.
Og nej, vi taler ikke om en lille gruppe hacker-nørder i en kælder.
SSD består af hårdføre veteraner fra Ruslands mest spektakulære operationer, inklusiv forgiftningen af dobbeltagenten Sergei Skripal i Storbritannien i 2018.
Mord, bomber og international sabotage
SSD har allerede flere operationer på samvittigheden:
- Attentatforsøg på direktøren for en tysk våbenproducent.
- Forsøg på at placere bomber på DHL-fly for at forstyrre international transport.
- Angreb på nøglepersoner i forsvars- og energisektoren.
Lyder det som paranoia? Måske, men USA og EU har allerede sanktioneret enheder under SSD for deres involvering i statssponsorerede mord, kupforsøg og cyberangreb.
Hvem står bag SSD?
Bag styrepinden sidder general-kolonel Andrei Averianov – en mand, der har gjort karriere i at sprænge ting i luften og få fjender til at forsvinde under mystiske omstændigheder.
Han er eftersøgt af de tjekkiske myndigheder for sin rolle i eksplosionen af et våbenlager i 2014, der dræbte to mennesker.
Ved hans side står general-løjtnant Ivan Kasianenko, endnu en erfaren operatør i den russiske efterretningsverden.
Men SSD er ikke bare et par hærdebrede generaler i en skummel kælder i Moskva. De har samlet agenter fra FSB, GRU og den berygtede Unit 29155 – en enhed kendt for mord, sabotage og paramilitære operationer i Vesten.
Hvad betyder det for Europa?
Vestlige efterretningstjenester har travlt med at kortlægge SSD’s netværk, men mange frygter, at enheden allerede har infiltreret både virksomheder og forskningsinstitutioner.
Rusland forsøger angiveligt at rekruttere agenter i Serbien, Ukraine og andre lande med tætte bånd til Kreml.
Ifølge NATO’s vicegeneralsekretær James Appathurai ser Rusland sig selv som værende i en konstant konflikt med Vesten:
“Moskva opfatter Vesten som medskyldig i angreb på Rusland – fra eksplosionen af Nord Stream-rørledningen til likvidering af højtstående russiske embedsmænd.”
Kold krig 2.0 – eller bare opvarmning?
Aktiviteterne i SSD toppede sidste sommer, men er angiveligt blevet nedtonet den seneste tid.
Ifølge vestlige efterretninger skyldes det, at Putin gerne vil holde døren åben for forhandlinger med den nye amerikanske administration.
Men betyder det, at SSD har pakket kniven og giftampullen væk? Næppe.
SSD er et værktøj, Putin kan skrue op og ned for alt efter behov.
Og hvis Vesten tror, at truslen om sabotage og attentater pludselig forsvinder, så er de måske ligeså naive som dem, der troede, at Rusland ikke ville invadere Ukraine.