-
Pudemanden
En anmeldelse af det fremragende teaterstykke, Pudemanden, på Husets Teater.
Tiden er ved at være inde til et lille kulturindslag. Alt her på Connery, drejer sig efterhånden om pigebørn, film og alkohol. Det er selvfølgelig ikke nogen dårlig ting, da det jo netop er, hvad en rigtig drengerøv skal tænke på – men alligevel føler jeg, at folk virkelig går glip af noget fra den “virkelige verden”.
Kort sagt: Det er de færreste brugere her på Connery som går i teatret. Det skal vi gøre noget ved!
De fleste har, da de opdagede det ville handle om teater, nok allerede lukket artiklen ned. Men for dem som bider det i sig, kommer der her en lille anmeldelse af et, efter min mening, fremragende teaterstykke i København.
Stykket hedder Pudemanden og bliver spillet på Husets Teater (Halmtorvet, København V). Skrevet af Martin McDonagh, og produceret af instruktøren Søren Iversen og scenograf Birgitte Mellentin.
Handlingen foregår i en diktaturstat, hvor en forfatter er hentet til afhøring. Der er fundet en række barnemord sted, under omstændigheder som i mistænkelig grad mider om forfatterens historier. Historier som, vel og mærke, ikke er for børn.
“En far behandler sin lille datter dårligt og en dag da hun får nogle æbler, skærer hun små mænd ud af æblerne, med små fingre, tæer, øjne og giver dem til sin far og siger at han ikke må spise dem, for de skal ikke spises, men gemmes og være hans minde om datteren da hun var lille, men faderen er ikke nogen rar far, så han sluger æblemændene hele, men der er barberblade i dem og han dør en smertefuld død.”
Men er det virkelig ham der, på yderst ubehagelig vis, har slået børnene ihjel, eller har hans historier drevet en anden til at begå mord?
Søren “Katurian” Malling:
Søren Malling, kendt fra blandt andet tv-serien Ørnen (2004) og filmene Mifunes sidste sang (1999) og Anklaget (2005), spiller den anholdte forfatter, Katurian. En rolle som han virkelig mestre. Med hans ufattelig lange og spændende mono- og dialoger, bliver man forundret over hvordan et menneske kan lære så meget udenad. Det er mildest talt utroligt.
Henrik “Michal” Lykkegaard:
Henrik Lykkegaard, kendt fra blandt andet tv-serien Ørnen (2004) og filmen Olsenbandens sidste stik (1998), spiller forfatterens, Katurian, retardarede lillebror. En rolle som ikke er for enhver. At spille udviklingshæmmet, på et så højt plan, kræver sin mand.
Bjarne “Tupolski Henriksen:
Bjarne Henriksen, kendt fra blandt andet tv-serierne Edderkoppen (2000) og Hotellet (2000-2001), samt filmene Kongekabale (2004) og Pizza King (1999) spiller efterforskningslederen, Tupolski. En barsk men ofte utrolig morsom rolle, som han virkelig lever sig ind i.
Ken “Ariel” Vedsegaard:
Ken Vedsegaard, kendt fra blandt andet tv-serien Krønikken (2004), spiller den anden politibetjent, Ariel. En rolle som han virkelig passer godt til. Han formår at skræmme publikum samt mishandle Katurian både fysisk og psykisk på en måde, så man virkelig kommer til at hade ham.
Mange generaliserer teater som noget dyrt og kedeligt, uden hverken action, dramatik eller mulighed for at spole tilbage. Men dette stykke er noget helt for sig selv. Med både uhyggelige, skræmmende, og ikke mindst utrolig sjove scener, vil man føle sig underholdt til fingerspidserne. Ja – selv den mest garvede filminstruktør, må rejse sig efter stykket i et stort bifald.
Pudemanden kan anbefales til det yderste, og for den utrolig lave billetpris, er der ingen undskyldninger for at holde sig tilbage. Desværre spilles der kun i et begrænset tidsrum, så få fingeren ud, og kom afsted.
Pudemanden er ikke for børn og svage sjæle. Det er utrolig skræmmende og kører meget på det psykologiske. Sådanne historier om børn, der bliver dræbt og mishandlet på det groveste, kan skræmme enhver. Teaterstykket skal derfor ikke ses som en familieudflugt.
Mere information kan findes på teatrets hjemmeside.