Connery

Project Gotham Racing 3 til Xbox 360

Fuld fart gennem storbyens gader...

4 ud af 6 stjerner
Project Gotham Racing 3 (PGR3) er Xbox 360 konsollens store racerspil ved lanceringen. Gotham spillene har altid været forbeholdt Xbox platformen, og denne nye udgave er udelukkende til Microsofts seneste spillekonsol. Der er derfor tale om et meget prestigefyldt spil, da det er med til at sælge Xbox 360 som fremtidens spilkonsol. Det er til dels lykkedes, da vi har fået et glimrende racerspil, men desværre lider spillet af en række grafiske skuffelser.

Historie
ANNONCE
Project Gotham Racing 3 til Xbox 360
PGR3 er ikke et spil der fylder historie eller handling på dig. Spillet handler om at køre ræs. Dette foregår i byerne London, Tokyo, New York og Las Vegas samt på Nürnberg-ringen. Disse omgivelser har ikke nogen anden betydning end at give flotte omgivelser, men så er de til gengæld også gengivet så præcist, at man kan finde den lokale McDonald's hvis man får lyst til det.

Der er 80 biler i spillet, og hver af disse har en lille historisk beskrivelse med sig, hvis man har interesse. Sløveste bil i spillet har i øvrigt en sølle topfart på 270 km/t!

Gameplay
I PGR3 er der overordnet to måder at opnå succes. Til dels skal der køres hurtigt; kommer du først over stregen, får du pengepræmier, som kan bruges til at købe nye og bedre biler. Den anden måde er ved at køre med stil. Mens man kører optælles der Kudos-point for fejlfrie udskridninger, overhalinger, drifts, kørsel på to hjul osv. Disse Kudos-point tillægges ens rang som kører. Ved tilpas mange opnåede point, vil der unlockes særlige konceptbiler, som man kan købe for de optjente penge.
ANNONCE
Project Gotham Racing 3 til Xbox 360
Ud af de to faktorer tid og Kudos-point kommer spillets mange løbstyper. Der er eksempelvis de ret traditionelle gadeløb, hvor man kører mod et felt af biler. Der er også løb, hvor man skal tjene Kudos-point for at få mere tid til rådighed, og der er cone-gate løb, hvor man skal køre gennem porte for at optjene nok Kudos-point. Der er flere andre løbstyper, som alle varierer over lignende koncepter.

Sværhedsgraden bestemmer man selv ved at vælge den før hvert løb i solo-karrieredelen. De laveste sværhedsgrader åbner spillet for begyndere eller folk som har en afslappet tilgang til spillet, mens de højere kræver meget høj koncentration og ofte fejlfri kørsel. Jo højere sværhedsgrad et løb gennemføres i, desto flere penge vinder man. De højere sværhedsgrader kræver til tider også at der bruges manuel styring af gearet frem for det automatiske.

I online-karrieredelen kan der ikke vælges sværhedsgrad, men man inddeles efter hvor meget succes man har haft i tidligere løb. Når man vinder får man en højere rang, og vil automatisk matches med tilsvarende gode kørere fremover. Hvis man er en dygtig kører er dette fint, da man så altid vil få tilfredsstillende modstand. Omvendt oplevede jeg som begynder, at jeg sluttede sidst i stort set alle mine online-løb. På dette tidspunkt havde jeg gennemført solo-karrieren på næstlaveste sværhedsgrad, så at køre online forudsætter næsten, at man har styr på spillet i de højere sværhedsgrader.

Grafik
ANNONCE
Project Gotham Racing 3 til Xbox 360
Overordnet set er PGR3 et meget flot spil. Fartfornemmelsen er god, og byerne er utroligt flot gengivet. Der er sket meget siden PGR2 til den første Xbox. Den mest spændende nyhed er måske muligheden for at sidde inde i bilen når der køres. Alle biler har fået deres rigtige instrumentbræt i spillet, så der nu er endnu mere forskel mellem de forskellige biler.

Men man vil hurtigt se, at det hele ikke er ren lykke. Nu bliver det desværre lidt teknisk, men spillet lider under for langsom indlæsning ved mip-mapping på teksturer, dvs. overflader der er på bygninger og genstande. Det ses eksempelvis når man kommer kørende meget hurtigt ned i et sving. Så er grafikken meget sløret på de bander der omgiver løbsbanen, og kører man galt ser man, at der ofte går et halvt sekund før den rigtige grafik på en bande vises. Det ser uheldigt ud.

Endnu værre er det, hvis man har HDTV, altså et fjernsyn der er i stand til at vise mindst 720 pixels i vandrette linjer. Her lider grafikken under for lidt anti-aliasing, dvs. kantudglatning. Dette ses i alle overgange mellem objekter, som fremstår med en trappeeffekt i stedet for en glat linie. Det er ret ærgerligt, da Xbox 360 hardwaren er i stand til at udglatte takkede kanter stort set perfekt. Her ser vi sandsynligvis resultatet af at spillet skulle nå ud i tide til lanceringen af Xbox 360.

At spillet ikke engang kører 720 linjers opløsning internt i hardwaren er heller ikke heldigt. For at opnå bedre ydelse, var det nødvendigt for udviklerne at sænke opløsningen til 600 linjer i opløsningen, og lade billedet forstørres når det sendes til skærmen. Dette giver en mindre detaljegrad end der kunne have været. PGR3 er endt ud med at kunne holde sig på 30 billedopdateringer i sekundet, hvilket er nok til at virke tilfredsstillende for fartoplevelsen. Men alt i alt må vi håbe at fremtidige racerspil i Gotham-serien strammer op på forholdende og giver os en mere ægte HDTV oplevelse ved rigtig 720 opløsning samt anti-aliasing og helst med 60 billedopdateringer i sekundet.
ANNONCE
Project Gotham Racing 3 til Xbox 360
Lyd
Om man er til musikken i PGR3 er en smagssag, men desværre er mulighederne for at fravælge dårlige numre fra soundtracket begrænset. Det er kun muligt at vælge hvilke musikgenrer man ønsker at høre. I stedet kan man også vælge at deaktivere lyden helt, og afspille sine egne numre der er gemt på Xbox 360 maskinen.

Lydeffekterne er for størstedelen rigtig gode. Motorlydene varierer eksempelvis af hvordan man ser sin bil, og Kudos-point tælles op, så det er let at høre hvornår man tjener meget. Enkelte ting lyder dog underdrevet. Eksempelvis kan man køre ind i en bande med 300 km/t uden at det giver mere end en lille slaglyd.

Multiplayer
Lokalt har PGR3 understøttelse af to spillere på den samme konsol. Dette deler skærmbilledet i to, og man kan derefter køre mod hinanden. Eneste finurlighed er, at man skal oprette en ekstra bruger på Xbox 360 konsollen for at gøre dette. Har man Xbox Live Gold abonnement, kan man også køre online mod op til syv andre samtidig. I de ca. 15 online løb jeg har kørt, har jeg kun oplevet lag nogle enkelte gange, og den overordnede oplevelse er, at det går meget hurtigt med at finde et løb og komme i gang med at køre.

Andet
Som ethvert andet Xbox 360 spil er der naturligvis Gamerpoints at hente til sit Gamercard i PGR3. De fleste fås ved at vinde løb i solo-karrieren, men der er også en lang række nemme point, hvor det f.eks. handler om at tage billeder af sin bil i alle byer eller at eje alle Ferrarier i spillet.

Konklusion
Ses der på gameplay er Project Gotham Racing 3 en meget stærk titel til Xbox 360. Det er lettilgængeligt for begyndere, men kan samtidig levere en stor udfordring for øvede på de høje sværhedsgrader. Når man har klaret solo-karrieren, er man bedre rustet til online-delen, som gør spillet mere holdbart i længden. Online-løb er generelt meget udfordrende, og vil nok kræve noget øvelse for begyndere. Grafikken er spillets svageste side. På et traditionelt billedrørs tv er kvaliteten i orden, men grafikken kunne have været pænere for HDTV ejere. Det gør ikke spillets grundlæggende gameplay dårligere, men fjerner en smule af den fede oplevelse det er, at suse gennem storbyens gader med 300 km/t i en Enzo Ferrari.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce