Prince - Musicology
Don´t you miss the feeling music gave you back in the day...
De fleste kender Prince. Han er et af de mest eccentriske personligheder på musikscenen, men han har trods alt opnået legendestatus. Han var ret stor i 80'erne og starten af 90'erne og har et bagkatalog de fleste kun kan drømme om. Hvis sangene Kiss, 1999, Most Beautiful Girl in the World, Little Red Corvette, Purple Rain, Sexy Motherfucker og When Doves Cry ikke siger dig noget, så er der en alvorlig brist i din musikalske opdragelse, men det er nu ikke det artiklen skal handle om.
Prince's 27'ende (!) album er en tilbagevenden til hans rødder, som er solidt plantet i funken. Om noget minder han om en lidt mere moderne James Brown.
Pladen lægger hårdt ud med titelnummeret (og første single). Nummeret starter med et for Prince karakteristisk "Ooooh!", hvorefter basgangen rammer. Og hvilken basgang! Sjældent har jeg hørt noget så sexet på en CD, og sammen med trommernes nærmest breakbeat agtige rytme (den minder om James' legendariske, og vold-samplede Funky Drummer), guitarens diskrete spil, en funky Sax på de rigtige tidspunkter og Prince's karakteristiske synth, som han har beholdt siden 80'erne (og som sjovt nok er kommet på mode igen), går det hele op i en højere enhed. Selv R&B crowden burde kunne være med...
Prince's lyrik er som altid en blanding af sex, humor og kærlighed, men han har taget fat på nogle nye emner på Musicology. Tittelnummeret er en hyldest til de gamle Funk masters, blandt andre (you guessed it!) James Brown, Jam Master J og Earth Wind & Fire.
De de næste par numre (Illusion, Coma, Pimp and Circumstance og Life o the Party) følger stilen godt op. På "Illusion, coma...." er lyrikken typisk Prince, fra dengang før han blev et symbol. Musikken er virkelig veldrejet funk, med et lille gram hip-hop mikset i. I det hele taget er de første numre et forsøg på at ramme en gylden mellemvej imellem den idag så populære R&B og Hip Hop, og så Funk af den gamle skole, og det fungerer ekstremt godt.
Men Prince er ikke kun kendt for funk. Han har også stået for nogle af de mest geniale ballader, og "Call My Name" er et pragteksemplar på en sådan. Hvis i husker "Could you be, the most beautiful girl in the world?", så er niveauet ligesom slået fast. Der er ikke en trusse tør...
Resten af pladen behandler nogle lidt fremmede emner for Prince. Manden er jo trods alt blevet gift, så fokus er skiftet lidt væk fra de deciderede dirty sange han kreerede tilbage i sin storhedstid, men kvaliteten er gennemgående høj, og hans humor er stadig til stede i allerhøjeste grad. Han behandler også politik i den utroligt lækre "Dear Mr. Man".
Prince er blevet lidt mere moden, men han udfordrer stadig, og han har ikke mistet det gyldne funky touch.
Alt i alt Princes bedste plade i et årti, og det siger ikke så lidt.
Prince's 27'ende (!) album er en tilbagevenden til hans rødder, som er solidt plantet i funken. Om noget minder han om en lidt mere moderne James Brown.
Pladen lægger hårdt ud med titelnummeret (og første single). Nummeret starter med et for Prince karakteristisk "Ooooh!", hvorefter basgangen rammer. Og hvilken basgang! Sjældent har jeg hørt noget så sexet på en CD, og sammen med trommernes nærmest breakbeat agtige rytme (den minder om James' legendariske, og vold-samplede Funky Drummer), guitarens diskrete spil, en funky Sax på de rigtige tidspunkter og Prince's karakteristiske synth, som han har beholdt siden 80'erne (og som sjovt nok er kommet på mode igen), går det hele op i en højere enhed. Selv R&B crowden burde kunne være med...
Prince's lyrik er som altid en blanding af sex, humor og kærlighed, men han har taget fat på nogle nye emner på Musicology. Tittelnummeret er en hyldest til de gamle Funk masters, blandt andre (you guessed it!) James Brown, Jam Master J og Earth Wind & Fire.
De de næste par numre (Illusion, Coma, Pimp and Circumstance og Life o the Party) følger stilen godt op. På "Illusion, coma...." er lyrikken typisk Prince, fra dengang før han blev et symbol. Musikken er virkelig veldrejet funk, med et lille gram hip-hop mikset i. I det hele taget er de første numre et forsøg på at ramme en gylden mellemvej imellem den idag så populære R&B og Hip Hop, og så Funk af den gamle skole, og det fungerer ekstremt godt.
Men Prince er ikke kun kendt for funk. Han har også stået for nogle af de mest geniale ballader, og "Call My Name" er et pragteksemplar på en sådan. Hvis i husker "Could you be, the most beautiful girl in the world?", så er niveauet ligesom slået fast. Der er ikke en trusse tør...
Resten af pladen behandler nogle lidt fremmede emner for Prince. Manden er jo trods alt blevet gift, så fokus er skiftet lidt væk fra de deciderede dirty sange han kreerede tilbage i sin storhedstid, men kvaliteten er gennemgående høj, og hans humor er stadig til stede i allerhøjeste grad. Han behandler også politik i den utroligt lækre "Dear Mr. Man".
Prince er blevet lidt mere moden, men han udfordrer stadig, og han har ikke mistet det gyldne funky touch.
Alt i alt Princes bedste plade i et årti, og det siger ikke så lidt.
