Primrose - What you want to believe
Står du og mangler musikken, der kan skabe hyggelig stemning, sætte fut i din næste date eller bare underholde på en regnvejrsdag, ja, så er dansk irske Primrose måske sagen.
Med en god fordeling af rock, pop, love og power er "What you want to beleive" et helstøbt album, der kommer hele vejen rundt på 10 numre. Første sang, "Stranger come around", starter stille og melodisk. Langsomt bygges musikken op med flere og flere instrumenter, for til sidst at ende i en kaskade af englekor og instrumental symfoni - så er vi i gang!
En glidende overgang introducerer det næste stykke musik. En sprød guitar indikerer en mere rocket stil; en stil der går igen i flere numre. Musikken er på en gang rocket og blød som en edderdunsdyne - uden at være kvalmende.
De næste par numre byder på akustisk guitar, kinddans og kærlighed. Først i skæring nummer fem, 'Insane', sker der drastiske ændringer. Sangen er mere original end resten af materialet især på grund af brugen af lyde. Faktisk har hver sang sine "skæve" lyde, der bryder billedet. Det er dog sjældent særlig markant, hvilket er en skam, da det tilføjer musikken lidt flere nuancer.
I 'Ambitious Girl' kommer gennembruddet. Sangen har en fræk rytme og flirter virkelig med lytteren. Der er mere testosteron end de foregående numre, omkvædet sidder første gang og her bliver der ikke lagt en dæmper på forsangerens stemme. Sang nummer seks har altså hit potentiale, og det er positivt ment, jeg har kunne høre den mange gange uden at blive træt af den.
Tempoet pulserer videre i det næste nummer og aftager derefter i 'Take on me', der er en mere jazzet sang. De sidste to numre lukker flot pladen med en god portion klaver og hjertelyd, der får pulsen ned på normal igen.
Primroses musikstil falder lidt udenfor genre. De låner meget fra rocken og jazzen, tilsætter det violin, klaver og deres eget specielle fingreaftryk. Kan du lide Pockets, AYA eller Counting Crows, så kan du sikkert også lide Primrose. Som nævnt er musikken ikke nyskabende, men gennemført, gennemtænkt og skaber en intens stemning, som et sing-a-long band gør det på en irsk pub.
En glidende overgang introducerer det næste stykke musik. En sprød guitar indikerer en mere rocket stil; en stil der går igen i flere numre. Musikken er på en gang rocket og blød som en edderdunsdyne - uden at være kvalmende.
De næste par numre byder på akustisk guitar, kinddans og kærlighed. Først i skæring nummer fem, 'Insane', sker der drastiske ændringer. Sangen er mere original end resten af materialet især på grund af brugen af lyde. Faktisk har hver sang sine "skæve" lyde, der bryder billedet. Det er dog sjældent særlig markant, hvilket er en skam, da det tilføjer musikken lidt flere nuancer.
I 'Ambitious Girl' kommer gennembruddet. Sangen har en fræk rytme og flirter virkelig med lytteren. Der er mere testosteron end de foregående numre, omkvædet sidder første gang og her bliver der ikke lagt en dæmper på forsangerens stemme. Sang nummer seks har altså hit potentiale, og det er positivt ment, jeg har kunne høre den mange gange uden at blive træt af den.
Tempoet pulserer videre i det næste nummer og aftager derefter i 'Take on me', der er en mere jazzet sang. De sidste to numre lukker flot pladen med en god portion klaver og hjertelyd, der får pulsen ned på normal igen.
Primroses musikstil falder lidt udenfor genre. De låner meget fra rocken og jazzen, tilsætter det violin, klaver og deres eget specielle fingreaftryk. Kan du lide Pockets, AYA eller Counting Crows, så kan du sikkert også lide Primrose. Som nævnt er musikken ikke nyskabende, men gennemført, gennemtænkt og skaber en intens stemning, som et sing-a-long band gør det på en irsk pub.
