Prey [Anmeldelse]

Velkommen til Talos 1. En rumstation ejet af den private medtech virksomhed TranStar, der forsker i forbedringer af menneskets fysiologi, i en ikke alt for fjern parellel fremtid, hvor JFK ikke blev likvideret, men i stedet førte USA meget længere ud i rummet. Du er Morgan Yu, menneskehedens måske sidste håb, for overlevelse af en forestående fjendtlig alien invasion.

Hvis du er glad for horror/sci-fi spil, har du helt sikkert lagt mærke til Prey. Spillet er udviklet af Bethesda/Arkane Studios, folkene bag Dishonored-serien. Og har en del til fælles med samme, især når man kigger på det visuelle og spillets mekanikker. Prey-titlen er i øvrigt uden direkte forbindelse til 2006-spillet af samme navn, ud over de navnerettigheder, som Bethesda overtog fra 2K Games. 

Lad mig lige starte med at præsentere dig for spillets lanceringstrailer, og så i øvrigt sige, at jeg holder denne anmeldelse total spoilerfri:

Prey er et single-player action-adventure spil, med elementer af rpg, horror og sci-fi shooter. Det er altså ikke straight up et spil, der har til mission at skræmme dig, selvom der dog er tilpas med forstyrrende jumpscares, der gør det sjovt at sætte en letpåvirkelig person bag controlleren. 

Historien er det store mesterstykke i Prey. Scenen er sat på den enorme rumstation Talos-1, der mest ved første øjekast ligner en high-tech art-decor skyskraber fra New York. Bare i rummmet, og med en helvedes masse tech og aliens ombord. 

Som næsten alle andre spil, er der en tvungen tutorial, der sætter spilleren ind i de vigtigste mekanikker, og samtidig sætter historien op. Det eneste der lige bryder med historien, er spillerens initielle valg, om vedkommende skal være M/K udgaven af Morgan Yu.

Alle gamere hader tutorials, det plejer at være en kende for børnehave og repetativt, men faktisk gør Arkane jobbet så godt med Prey, at man ikke opdager at det er en tutorial, før den er ovre - så interessant er introen til spillet skrevet, at man ikke tænker synderligt over, hvordan historien leder en igennem de små vigtige funktioner, der gør dig i stand til at møde de kommende udfordringer, nogenlunde veludstyret. 

Historien

Efter en kort intro, vågner Morgan Yu op fra simulationen (tutorialen), til en virksomhed, der er en anelse mere dyster og bedragerisk, end den foregående drøm. Rumstationen er nemlig i undtagelsestilstand, og vrimler med forskellige aliens, kaldet Typhons. Der er ingen tvivl om, at de her fremmede organismer er dårligt nyt. 

Herfra starter en hektisk mission, om at sikre overlevelse, ikke blot for dig selv, men umiddelbart hele menneskeheden. Hovedhistorien og sidemissionerne finder sted over hele den store rumstation, som gradvist åbner mere og mere op, efterhånden som man får tilegnet sig flere skills og bedre udstyr. 

Historien er forholdsvis liniær, men du bliver konstant sat overfor valg, der i større eller mindre grad påvirker din videre færd. Der er flere løsninger på de fleste missioner, og gradvist bliver tempoet hurtigere og hurtigere. Spillets historie er en force, og som det sig tilhører, til et spil hvor valg skal træffes, er der også en god håndfuld forskellige slutninger på spillet. Og alle med et fantastisk interessant payoff. 

Truslen

Det igangværende indtog af fjendtlige Typhon aliens, kaster en række af forskellige udyr din vej. Der er små edderkoppeligende mimics, der ud over at forsøge at æde dit fjæs, har den lille kvalitet, at de kan tage form efter ting i deres umiddelbare rækkevidde - hvilket betyder, at man konstant har advarselslamper lysende, når man ser to ens ting, ved siden af hinanden - TO kontorstole ved skrivebordet? Den ene er helt sikker en Mimic. To healingpacs på doktorens bord? Forsøger den ene at give dig en hjerneoperation? Det er hele tiden et issue, og medmindre du vælger skills for bedre at kunne spotte det, er det en konstant bølge af jumpscares - godt hjulpet på vej af isnende lydeffekter. 

Men Typhon-truslen har også taget form efter den race, den er gået til angreb på - ofte vil du møde store sorte menneskeskikkelser, der langt hen ad vejen minder om mareridtsversioner af Venom/Symbioten fra SpiderMan. De gutter varierer i størrelse, styrke og effekt, men hvis ikke du har fornuftigt gang i våbenbæltet, så er de et ret skræmmende bekendtskab. 

Dertil kommer der et par mareridtslignende større bosslignende alienvækster, der er onde at støde ind i. Alle typhons, er trælse typhons.

Desuden vil du på din vej også møde både venlige og fjendtligsindede vagtrobotter, og af og til et menneske, som også kan finde på et tage stilling til dig, i den ene eller anden retning. 

Våben og ressourcer

Som tidligere nævnt, har vi ikke at gøre med at direkte shooter-spil, og selvom man konstant er i first-person mode, tager det en smule tid at vænne sig til styringen og kampsystemet, der af og til kan gå lidt ud over orienteringsfornemmelsen. I løbet af spillets første timer, tilkæmper man sig et interessant udvalg af våben og udstyr: En skruenøgle. En lille peashooter 9mm pistol, som i større grad pisser fjender af, end at afslutte dem. En GLOOgun der skyder store limklatter, som klistrer fast på overflader og svulmer op - god til at fryse fjender fast, lapper huller eller skabe improviserede flugtveje. En god gammeldags shotgun. En elektrisk laserriffel-agtig ting og en håndfuld andre behændige skydevåben - tilsæt et arsenal af hightech granater med forskellige formål, og du har en fornuftig ekvippering.

Det du til gengæld IKKE har nok af, er ammunition og healingpacks. Disse er begrænsede ressourcer, du kan samle op rundt omkring, eller benytte rumstationens strategisk placerede genanvendelsesstationer og vilde 3D-printere, til at printe nye forsyninger - hvis du har været klunser-agtig nok. 

Ressourcemanagement og inventory, er noget man konstant skal være opmærksom på, hvis ikke man pludselig vil stå med røven i en alienpostkasse. 

Skills og powers

Som så mange andre adventurespil fra Bethesda, er der en stærk RPG-agtig vibe over det opgraderbare skilltree, der definerer din kampstil og alle dine special abilities. 

Der er fire 'skill-trees' der påvirker fire forskellige områder. Hvis du gerne vil hacke dig igennem døre og computere, og være god til at løse gåder og lignende, skal dine upgradepoints (neuromods) placeres i 'Science'. Hvis du derimod er mere til praktiske mestringer som at flytte rundt med forhindringer, opgradere våben og forbedre din dragt skal pointene placeres  i 'Engineer'.

Hvis det er bedre våbenfærdigheder, mulighed for at være skarpskytte, eller snigertype skal pointene placeres i 'Security'.

Derudover kan du tappe godt ind i alien-tech i kategorier som Energy, Morph og Telepati. Valgene påvirker din spillestil i høj grad.

Prey er gennemgående en god oplevelse. Grafikken er ikke top notch, men til gengæld velpoleret og stemningsfyldt, lydsiden er helt fænomenal og både soundtrack og effekter gør enormt meget for indlevelsen. Spilmekanikkerne er gode og virker gennemtestede - men historien er helt klart det, der sætter oplevelsen op, fra en gennemsnitlig udgivelse, til en god udgivelse. 

Der er mange timers underholdning i Prey. Jeg forsøgte mig selv, at holde mig til et nogenlunde begrænset speedrun, uden alt for mange ærinder i sidemissioner, og har alligevel lagt på mod 30 timer i oplevelsen. Normalt er jeg ikke stor fan af space- og horrorspil, men Prey er typen af spil, der kan vinde en over i sådan en genre. 

Der er mange grunde gode grunde til at man skal sætte kløerne i Prey. For det første, er det et must, hvis man elsker gameplayet og designkarakteristikken fra Dishonored-franchiset, men med et helt nyt scenarie. For det andet er det et flot, og afvekslende bud på et space-shooter, og for det tredje, er historien bare vildt spændende. Der er også bygget en imponerende omgang lore ind i spillet, og hele universets interressante baggrundt og historie fortælles i bøger og noter, man som spiller kan vælge at fordybe sig i, mens man udforsker rumstationen. 

Det du ikke skal forvente af spillet: Til trods for nogle udmeldinger rundt om på nettet, er Prey ikke et decideret open-world spil. Selvom Talos-1 er bygget i open-world stil, er det ikke et rigtigt open-world. Spillets historie sætter begrænsninger, og det er først i de sidste faser af spillet, at der er total frihed i muligheden for at gå på opdagelse på rumstationen. Du skal heller ikke forvente et spil, der melder sig på banen med banebrydende grafik og mekanismer, Prey byder på gennemprøvet grafik og gameplay, ikke en masse innovation. Nå ja - og multiplayer er der altså ikke noget af.