Connery

Politiaspiranten

Uden lys og lygte på

Det må man ikke, kan I nok forstå. Forleden lørdag nat havde en helt almindelig, fredelig drengerøv en kulørt oplevelse med Politiet. Politiet gør bare deres arbejde - ingen tvivl om det - men nogle gange må man godt brokke sig. Drengrøven var mig.  
ANNONCE
Politiaspiranten
Jeg kommer cyklende modsat kørselsretningen op ad en ensrettet vej, hvilket uden tvivl også har haft indflydelse på, at jeg blev stoppet. En blå politibil svinger om hjørnet i samme øjeblik, som jeg kører ud på den almindelige vej.

De vender om og kører efter mig. På det tidspunkt havde jeg en sandwich i hånden, som jeg ikke kunne gøre kål på, så jeg smed den over imod den nærmeste skraldespand, som jeg ikke ramte.

Politibilen kører op på siden af mig, og en øjensynligt ung betjent siger med en bøvet tone: 'Hva', tror du ikke lige, du skulle se at samle den der op?' - jeg var pissestiv, men jeg husker mødet fra start til slut. Allerede på nuværende tidspunkt handler det om en forpulet sandwich, hvilket ikke er i orden.  

Cyklen parkerer jeg i siden af vejen, stiger af og samler den halve sandwich op. Betjenten i højre side af bilen (aspiranten) stiger ud og oplyser mig om, at jeg vil blive sigtet for at køre uden lys. Det er fair nok. Den anden betjent kommer rundt om bilen og beder om mit sygesikringsbevis. Jeg er snotforvirret grundet min knap så sobre tilstand, og jeg spørger betjenten lige ud af posen, hvad der skal ske. Jeg troede, jeg var blevet knaldet for spirituskørsel på cykel, og at det ville få indflydelse på mit kørekort.  

Sandwich-betjenten siger prompte: 'Det skal vi nok fortælle dig. Du skal bare svare på spørgsmålene.' Vor herre bevares, jeg spurgte jo bare manden, tænker jeg. Efterfølgende beder den anden, nu noterende betjent, om mit sygesikringsbevis, og det får han naturligvis uden tøven. Vi står og snakker lidt frem og tilbage om, at man selvfølgelig skal have lys på cyklen, og at jeg skulle tage at passe bedre på mig selv en anden gang. Slutteligt siger han, at bøden vil blive sendt til min adresse, vi siger farvel og tak for i aften.  

Naturligvis er jeg ikke gået gak gak i stil med Rage Against The Machine: "Fuck tha Police, coming straight from the underground", men jeg er en smule harm.
ANNONCE
Politiaspiranten
Torskedum, torskefuld og torskeforvirret som jeg var i min rus, stiger jeg op på cyklen. Det var selvfølgelig ikke særligt smart, men jeg undskylder det med, at min hjerne gjorde det per refleks. Sandwichbetjenten syntes også, at det var en dum idé.

Få sekunder senere råber han i hvert fald: 'Er du dum, eller hvad (på vaskeægte slagsbrorjysk) - vi har lige fortalt dig, at du ikke skal cykle!' Hvad pokker siger man til det? Man kunne begynde at diskutere, men det ville næppe få en tilfredsstillende udgang. I stedet sagde jeg noget a la: 'Nej, jeg er ikke dum,' og trak cyklen, indtil de var væk.  

Det var mit møde med politiet, og hvis jeg skal udfærdige en konklusion, må den hedde noget lignende: Jeg synes sgu, det er ærgerligt. Tre ting: Sandwich-episoden var helt unødvendig - politiet skal ikke opdrage, tonen fra betjent nummer 1 var slet ikke nødvendig og jeg går derfra med en dårlig oplevelse.  

Jeg synes, det er ærgerligt, at fornuftige, fredelige, ikke-ballademagere skal have dårlige oplevelser med politiet. Jeg ville uden tvivl have samlet den fucking sandwich op, og jeg lover dig, at jeg havde tænkt mig at være samarbejdsvillig - alt andet er for dumt. Men når det så er sagt, så er jeg som et almindeligt menneske i et dansk samfund klar over, at politiet er her for at hjælpe. Nogle gange går det ud over 'de forkerte', og jeg forstår da godt, hvorfor betjentene instinktivt slår først, hvis man tænker på alt det, de skal stå model til, og alle de idioter de møder på gaden.  

Det her var en gang brok udløst af en uberettiget, dårlig oplevelse med lovens lange arm - er der nogen, der har oplevet noget lignende?  

Bonusinfo:
Det er faktisk sådan, at du normalvis ikke kan straffes for spirituskørsel på cykel i Danmark. Du kan få en bøde, hvis du kører uforsvarligt, men som sagt er der som regel ingen straf forbundet med at køre cykel i beruset tilstand - i nogle tilfælde giver politiet en mindre bøde. Sådan.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce