Connery

Pirates of the Caribbean

En film der har det hele...

Pirates of the Caribbean
Pirates of the Caribbean
Kan man lave en sørøverhistorie der holder, uden man bliver søsyg af at høre på gamle pirater der knurrer hele tiden?

Pirats of the Caribbean beviser, at det sagtens kan lade sig gøre at lave en sørøverhistorie der både indeholder action, romantik og humor, samtidig med, at man smækker en spøgelseshistorie oven i hatten.

Film:

Pirates Of The Caribbean - Den Sorte Forbandelse

Instruktør:

Gore Verbinski

Hovedroller:

Johnny Depp, Jeffrey Rush, Orlando Bloom, Keira Knightley

Filmen finder sted i det 17. århundrede, hvor havene hærges af frygtelige pirater der plyndrer og dræber for deres egen fornøjelses skyld. Pirates Of The Caribbean handler om en ung guvernørdatter (Keira Knightley) med en stor fascination af sørøvere. Hendes kærlighed til byens grovsmed (Orlando Bloom) danner rammen om den klassiske historie "rig pige forelsker sig i fattig dreng". Da deres veje krydses af Jack Sparrow (Johnny Depp), en gæv sørøver der lige har mistet sit elskede skib "Black Pearl", bliver det begyndelsen på et kæmpe eventyr for dem alle.

Jeg tror godt jeg tør vove mig ud i en påstand om, at jeg aldrig har set Johnny Depp gøre det bedre end han gør det i Pirates Of The Caribbean. Han spiller rollen som Captain Jack Sparrow med en perfekt accent, der gør det umuligt at finde ud af, om han er død drukken, lidt halvbøsset eller bare ekstremt meget mand. Det er uden tvivl ham der holder hele filmen kørende sammen med en god hjælp fra Geoffrey Rush, der spiller rollen som rivalen: den forbandende pirat Barbossa.

Skulle du gå hen og synes, at filmen er noget lang med sine 143 minutter, så læn dig godt tilbage i sædet, og nyd de lange kampscener, der er mere end godt lavet. Efter min mening, kan ikke et eneste minut af filmen undværes.

Hvis jeg absolut skal finde noget, der kan trække filmen en lille smule ned, så skulle det være at Piras Of The Caribbean indeholder samme problem som stort set alle andre film; nemlig at skuespillernes make-up sidder perfekt lige meget om de lige har været i nærkamp med 40 pirater, eller om de har svømmet en god lang tur i det åbne hav. I denne film er forskellen bare, at det ikke de overskønne tøsers make-up det drejer sig om, men derimod Johnny Depps make-up, der ikke ændrer karakter (!!??)

En anden ting kunne være, at der nok er mere humor i filmen end der er action, så hvis du forventer en død seriøs film, skal du nok lige omstille dig lidt inden biografbesøget. Jeg tror det er dette, som har forårsaget de dårlige anmeldelser, man kan læse om filmen rundt omkring.

Men min mening; det er absolut værd en tur i biografen, og det kan kun gå for langsomt med, at den efterfølgende kommer på DVD. I øvrigt går der allerede nu rygter om, at man vil lave en efterfølger, og at Johnny Depp allerede skulle have sagt ja.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce