Philips Hue er klar med runde E14 pærer, så de små lamper kan kobles på systemet
Den mindste smart home pære fra Philips Hue
Philips Hue er et fantastisk system, og uden tvivl det der har gjort allermest for udbredelse og forståelse af konceptet for smart home belysning.
Systemet er blevet bedre og større over årene, i takt med teknologien og et udvidet produktsortiment, men der har længe været en lille udfordring: E14. De små lampefatninger, som benyttes i mange bordlamper, sengelamper og lignende, er oplagte at koble med på smart home systemet - og selvom Philips Hue i flere år har haft E14 i kerteformede lyspærer, har det ikke kunnet tilfredsstille alle behov.
Under Philips Hues online præsentation i starten af september 2020, blev en række nye produkter introduceret - også den nye Philips Hue White E14 Luster, der dog ikke fik alverdens af taletid.
Det er en god nyhed - fordi den passer i din skrivebordslampe
Det er måske også begrænset hvor meget man kan klemme ud af et nyt pæreformat: Men nu er det her, og så behøver man ikke at søge efter alle mulige obskure alternativer - eller lade som om, at man kan leve med, at en aflang kertepære stikker ud af skrivebordslampen, i kampen på at opnå total connectivity.
Philips Hue White Luster E14 er en ny lyskilde der simpelthen bare passer i mindre lamper. Pæren kan dæmpes, har Bluetooth indbygget og kan kobles på dit eksisterende smart home set-up via en Hue Bridge (hub).
Desuden er de klassiske Philips Hue kerte pærer blevet opdateret med Bluetooth i både White ambiance og White and color ambiance.
Pris og tilgængelighed
Philips Hue White luster E14 pære er i handlen fra 29. september 2020.
Priser:
- 149 DKK (1 stk)
- 229 DKK (2 stk)