Connery

Pato Siebenhaar: Skarpere end aldrig før

"Jeg er så meget bedre end da jeg begyndte, og jeg ved, at jeg ikke har lavet det bedste endnu. Så det er bare om at blive ved."

Pato Siebenhaar: Skarpere end aldrig før

Man skal ikke have fulgt meget med i dansk musik, før navnet Pato Siebenhaar ringer en klokke.

Pato er en mand med mange jern i ilden. Han har en finger med i det meste der rør sig i Københavns undergrund. Han udgav sit debutalbum ”Music For Early Birds & Nighthawks” i 2006 og siden da, er der sket meget. Sammen med Ane Trolle lavede han albummet ”Couple Therapy”, hvoraf nummeret ”Sweet Dogs” blev et stort hit. I 2012 skulle der ske noget nyt, Pato ændrede stilen, og byttede det engelske sprog ud med dansk. Det gav albummet ”Ca. Lige Her”.

Nu kan Pato snart, skrive endnu mere på hans lange resume. D. 6. april udgiver han EP’en ”Skarp”. Vi har haft en lille snak med ham om albummet, interessen for musik, fremtidsdrømme og kunstnere vi skal holde øje med.

Hej Pato. Først og fremmest, hvorfor startede du med at lave musik?

Jeg startede fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har spillet musik siden jeg var tolv, og omkring '99 begynde jeg at tage det seriøst. Jeg har spillet stort set alle slags musik og musik for mig er ligesom alt andet livsnødvendigt her i tilværelsen; Uden det ville jeg dø.
 

Har du et råd, til andre der sidder derhjemme med drømme om at blive rapper eller sanger?

Syng, rap, spil, skriv så meget som muligt. Jeg har haft et par hits, men for hvert hit så er der ihvertfald 50 sange som ikke blev det. Jeg er stor fortaler for kvalitet igennem kvantitet, jo flere sange man skriver, desto større chance er der for at man laver noget godt. Bare kom igang. Den eneste der holder dig tilbage er dig selv.
 

Der er stor forskel på dit gennembrudsnummer "Nighthawks" og sangene fra "Ca. lige her"
- hvad kan vi forvente os af din nye EP, og hvornår rammer det gaden?

Den nye EP hedder "Skarp" og den peger både mod det første jeg lavede, hvor der blev brugt klassiske breakbeats, og mod moderne sangskrivning. Planen har været at lave en udgivelse hvor selve EP formatet blev brugt optimalt. Der er fem sange på, og ikke en af dem er fyld. Det er 5 singler, samlet i en koncentreret pakke, for at opnå optimal effekt. Alt det overflødige er blevet skåret væk, og det der står tilbage er, som titlen antyder, noget der er så skarpt at du kan skære dig på det.


Hvad har været din største inspiration til den nye EP?

Jeg ville ramme en lyd som var både klassisk og nyskabende. Jeg har igennem længere tid været inspireret af slut 70'er/start 80'er britisk ska og reggae. Her handlede det om at holde det stramt, både i musikken og i det tøj de havde på, skoene var børstede, skjorten var strøget og det man sagde på pladen var noget man kunne stå ved 100%. Det var ikke stor kunst, det var ikke abstrakt, det var musik lavet til sin samtid, det var umiddelbart, det var noget man kunne bruge lige her og nu, og, allervigtigst, så kunne man også danse til det.


Du er en mand med et stort netværk - Kan vi forvente nogle gæsteoptrædender på nogle af sangene?

Fire ud af fem numre er produceret i samarbejde med andre producere, hvilket er første gang hvor jeg har delt producerrollen med andre på mit solomateriale.
TopGunn har produceret med på to tracks, Klumben har været indeover EPens ene kærlighedsnummer, og så har Pitchshifters, som har lavet de seneste hits fra bla. Medina, lavet den næste single "Sluk Dit Hoved" sammen med mig. Der er tre vokalfeatures på EP'ens to sidste numre og hvem det er, vil først blive offentliggjort senere. Men glæd jer!

ANNONCE

Det er lang tid siden du har lavet noget ala Nighthawks, kommer vi til at se noget ligende igen? Det er klart mit yndlings track fra dig.

Nighthawks blev skrevet for 12 år siden. Jeg kan knapt nok huske hvem jeg var dengang, men når jeg hører sangen i dag så kommer det hele tilbage. Der er spor af Nighthawks igennem alt hvad jeg har lavet, og det vil der også være i det nye.


Hvorfor besluttede du dig for at synge dansk?

På min forrige plade "Ca. Lige Her" traf jeg en beslutning om at hvis jeg skulle gøre det på dansk, så skulle jeg også gøre det godt. Derfor var der en lang periode op til, hvor jeg eksperimenterede med at sige ting på dansk. Dette kan høres på det første Black Cheese Mixxtape. Man kan sige tingene som de er, på dansk. Jeg skriver stadig ting på engelsk men hvis jeg skal udtale mig om min egen situation, og den omverden jeg lever i dagligt, så gør jeg det bedst på mit hverdagssprog.


Hvor er Pato om 5 år?

Stadig i studiet, stadig ude og optræde, stadig igang med at arbejde med nye og gamle talenter. Som Dr. Dre sagde på Kendricks nye, det handler ikke om at komme derop, det handler om at blive der når man først er der. Det gør man ved aldrig at tro noget er for evigt, konstant yde ens bedste. Jeg er så meget bedre end da jeg begyndte, og jeg ved at jeg ikke har lavet det bedste endnu, så det er bare om at blive ved.


Du er blevet far, tillykke, har det ændret din måde at arbejde på?

Tak! Det har betydet at der ikke er så mange lange nætter i studiet i øjeblikket, men det betyder bare at jeg har måtte effektivisere den måde jeg arbejder på, og det er kun en god ting. Det har betydet at jeg har haft brug for at tage en masse ting seriøst lige pludselig.


Har du nogen musikalsk drøm (f.eks. at spille på Orange Scene)

Nu har jeg aldrig som sådan spillet på Orange.. Men jeg har spillet OVEN på Orange. (Se video nederst i artiklen) . Hehe... Det er en helt anden historie. Som fast Roskildegænger siden 1994, så har det ALTID været en drøm at stå deroppe med ens egen musik, og hvis det sker en dag så sker det, men indtil da så har jeg haft så mange sindsyge oplevelser på Roskilde, at jeg er mere end tilfreds.


Hvordan kan man høre din nye EP?

"Skarp" udkommer som download, streaming og på vinyl med tilhørende download kode.

ANNONCE

Hvilke kunstnere i DK, synes du gør det ekstra godt lige PT og hvem skal vi holde øje med?

- Altid min homie Danni Toma, hans nye musik er noget af det mest ærlige man kan høre her til lands.
- Hele Hukaos-klanen fyrer op for tiden.
- Kidds nye Heimdals Sidste Vogter projekt vil fuldstændig redefinere ham som kunstner.
- Højer Øye er en sandstorm af foragt for det etablerede, hans sans for at formidle vrede har jeg ikke hørt før i dansk urban musik. Von Dü har genopfundet sig selv og er nu ustoppelige.
- Förtress er igang med at give en stor fed langefinger til hvad man kan tillade sig som heavy rock orkester.
- Jacobløberhjemmefra er indie rocket electro med poesi taget ud af hverdagen, et hudløst ærligt og varmt bekendtskab.
- Klub 27 har et helt unikt udtryk, de blander 60'er Rolling Stones med nutidig Eik Skaløe via hip hop inspireret lyrik.
- Velvet Volume er et ungt band fra Århus, som jeg forleden så spille et brag af en koncert og som tilmed består af tre søstre, beskidt rock leveret lige i fjæset.
- Der skal gå meget galt hvis ikke trioen AVAVAV bliver idiotisk store lige om lidt.
- Topgunn er stadig den bedste herhjemme og Klumben kommer med en dræber plade lige om lidt.

Fuck, jeg kunne blive ved i en evighed. Der er så meget god musik lige nu, bare åben ørerne.

Pato's nye EP bliver et lyt værd. Vi glæder os ihvertfald til at høre den. Du kan selvfølgelig holde øje med hvornår den dropper på hans Facebookside.
Nedenfor kan du tjekke hans optræden på Orange Scene ud, hvor White Pony blev hejst ned fra himlen i en kran under Nephew's koncert.

ANNONCE
Fuld af Løgn
Wannabe Darth Vader feat. White Pony
Del

Seneste nyt

Annonce