Passion Pit
Lad mig fra starten gøre det klart for enhver, at jeg nok i manges øjne vil blive betragtet som dekadent. Moral lever ikke i overflod i mit hoved, og jeg tænker ikke altid over konsekvenserne af mine handlinger. Dette munder ud i en livsstil beriget med utallige sjove episoder. Denne historie tager udgangspunkt i en weekendtur til Sjælland sammen med min gode ven Alexander.
Alex og jeg har aldrig rigtig interesseret os for politik. Vi kender selvfølgelig til det politiske system og til de forskellige spilleregler på denne bane, og vi har skam også en klar ide om til hvilken side af midterlinjen vi hører til, men derudover er vores engagement for politik lig 0.
Derfor undrer det mig også til stadighed, hvordan vi blev bestyrelsesmedlemmer i en ungdomspolitisk afdeling. Det startede vel med en formodning om, at dette måtte være en af måderne hvorpå vi kunne møde kønne, intelligente kvinder i et forum fyldt med mænd uden de store forføriske evner. Denne formodning vidste sig hurtigt at være rigtig.
Vi sidder i toget med kursen rettet stik øst. Jeg kigger skeptisk på Alex idet han hiver en lommelærke op af inderlommen. Jeg husker tydeligt vores politiske formands vise ord inden vi tog med toget mod Sjælland; ”..og husk nu, at det er forbudt at møde op til dette kursus beruset”. Jeg smiler lidt ved tanken, og prøver at forestille mig, hvordan et politisk kursus på nogen måde kan være sjovt uden brug af alkohol.
Alex og jeg har gennem de seneste år skabt os en forkærlighed for whisky. Alex opremser stolt et navn på whiskyen; et navn som siger mig intet. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor vi bliver ved med at købe åndssvagt dyre mærker, når ingen af os rigtig kan smage forskel på en 18 års Glenfidich og en Jack Danial’s fra Bilkahylden.
Indholdet glider dog nemt ned, og fylder mig med en dejlig varm følelse i kroppen. Jeg elsker Alex for sin evne til altid at huske sin lommelærke. Selv første dag på universitetet husker jeg ham tage sin lommelærke frem, med et skævt smil på læben, inden rektoren gik på talerstolen for at starte på sin velkomsttale. Nogle synes vi drikker for meget, andre ser op til os for vores libertineragtige levevis.
Vi ankommer til en folkeskole, som danner rammer om dagens begivenheder. Vi kender ikke nogen her, og først efter en diskussion med fyren i døren, og efter jeg små fornærmet hiver et medlemskort op af tasken lukker han os ind. Det er sjovt hvordan folk tror de er noget her, blot fordi de har et navnskilt med den fornemme titel ”politisk ordfører”. Jeg ler indvendigt, og minder mig selv om, at jeg knepper flere piger end ham – en reminder jeg ofte bruger når jeg føler behov for et ego-boost.
Vi har valgt en linje som hedder ”argumentationsteknik”. Vi hører lidt om måder hvorpå en debat kan drejes til ens fordel, og andet mundævl fra garvede ungdomspolitikere.
Fyren som styrer kurset virker som en cool nok fyr. Han er velartikuleret, virker selvsikker og har sindssyg dårlig tøjstil. Dette er åbenbart kutyme for mange ungdomspolitikere. Mange er iklædt nydeligt nystrøgne skjorter i håbet om at fremstå professionelle og stilfulde, hvilket i sig selv er cool. Men kæden falder af når næsten alle deres skjorter er købt to numre for store.
Jeg kigger rundt på mine meddeltagere, og associerer mest af alt deres skjorter med klovnedragter. Endnu engang får jeg et smil på læben. Jeg prøver at forestille mig en boksering med Kessler i kamp mod Jesper Skibby. Konkurrencen i aften bliver ikke-eksisterende, og pludselig bliver grundlaget for at være en del af dette inferno igen helt klart for mig: At møde kønne piger i et unfair game i vores favør.
Derfor undrer det mig også til stadighed, hvordan vi blev bestyrelsesmedlemmer i en ungdomspolitisk afdeling. Det startede vel med en formodning om, at dette måtte være en af måderne hvorpå vi kunne møde kønne, intelligente kvinder i et forum fyldt med mænd uden de store forføriske evner. Denne formodning vidste sig hurtigt at være rigtig.
Vi sidder i toget med kursen rettet stik øst. Jeg kigger skeptisk på Alex idet han hiver en lommelærke op af inderlommen. Jeg husker tydeligt vores politiske formands vise ord inden vi tog med toget mod Sjælland; ”..og husk nu, at det er forbudt at møde op til dette kursus beruset”. Jeg smiler lidt ved tanken, og prøver at forestille mig, hvordan et politisk kursus på nogen måde kan være sjovt uden brug af alkohol.
Alex og jeg har gennem de seneste år skabt os en forkærlighed for whisky. Alex opremser stolt et navn på whiskyen; et navn som siger mig intet. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor vi bliver ved med at købe åndssvagt dyre mærker, når ingen af os rigtig kan smage forskel på en 18 års Glenfidich og en Jack Danial’s fra Bilkahylden.
Indholdet glider dog nemt ned, og fylder mig med en dejlig varm følelse i kroppen. Jeg elsker Alex for sin evne til altid at huske sin lommelærke. Selv første dag på universitetet husker jeg ham tage sin lommelærke frem, med et skævt smil på læben, inden rektoren gik på talerstolen for at starte på sin velkomsttale. Nogle synes vi drikker for meget, andre ser op til os for vores libertineragtige levevis.
Vi ankommer til en folkeskole, som danner rammer om dagens begivenheder. Vi kender ikke nogen her, og først efter en diskussion med fyren i døren, og efter jeg små fornærmet hiver et medlemskort op af tasken lukker han os ind. Det er sjovt hvordan folk tror de er noget her, blot fordi de har et navnskilt med den fornemme titel ”politisk ordfører”. Jeg ler indvendigt, og minder mig selv om, at jeg knepper flere piger end ham – en reminder jeg ofte bruger når jeg føler behov for et ego-boost.
Vi har valgt en linje som hedder ”argumentationsteknik”. Vi hører lidt om måder hvorpå en debat kan drejes til ens fordel, og andet mundævl fra garvede ungdomspolitikere.
Fyren som styrer kurset virker som en cool nok fyr. Han er velartikuleret, virker selvsikker og har sindssyg dårlig tøjstil. Dette er åbenbart kutyme for mange ungdomspolitikere. Mange er iklædt nydeligt nystrøgne skjorter i håbet om at fremstå professionelle og stilfulde, hvilket i sig selv er cool. Men kæden falder af når næsten alle deres skjorter er købt to numre for store.
Jeg kigger rundt på mine meddeltagere, og associerer mest af alt deres skjorter med klovnedragter. Endnu engang får jeg et smil på læben. Jeg prøver at forestille mig en boksering med Kessler i kamp mod Jesper Skibby. Konkurrencen i aften bliver ikke-eksisterende, og pludselig bliver grundlaget for at være en del af dette inferno igen helt klart for mig: At møde kønne piger i et unfair game i vores favør.
