Pallisgaard i Kyiv: Livet i Krigens Skygge #2
Personlige oplevelser og refleksioner i hjertet af en krigsramt hovedstad.
Hotel Pharaos indgangsparti. Privatfoto: Pallisgaard
INDKVARTERINGEN!
Hotellet jeg boede på var muligvis rangeret som et firestjernet hotel, men det var tydeligt, at først Corona og sidenhen krigen, har sat sit præg på hotellets fremtoning.
Allerede ved hotellets indkørsel var det tydeligt, at der ikke er ryddet for ukrudt længe. Hotellets parkeringsplads blev brugt som opmagasinering for militære køretøjer, som nok havde set bedre dage, men som hurtigt skulle lappes sammen, for at blive sendt ud til deres sidste køretur ved enten øst- eller sydfronten. Det værksted der stod for disse reparationer, lå ganske tæt på hotellet, men mere herom i tredje afsnit af føljetonen her.
Terrassen foran hoveddøren var på hver side flankeret af to bassiner med hvad der nok var to små vandfontæner. Lyset var slukket i bassinerne og de var kun halvfyldte med grønligt smågrumset vand. Hvad der før hen havde fungeret som en fængende velkomst, ganske sikkert med farverigt lys og lyden af plaskende vand, var nu nærmest et stille og dystert monoment over en tid der en gang var.
Indenfor ved receptionen blev jeg mødt af et stort akvarie uden fisk, mere grumset vand, meget dæmpet belysning i receptionsområdet og en afspærret wellnessafdeling. Jeg fik sidenhen at vide, at der ikke kom gæster nok, til at opretholde disse ekstravagante tilbud, ja selv poolen var lukket ned. Ind mod hotellets spisesal, var der ligeledes et stort akvarie, der i velmagtdagene var fyldt med hummere, men også her var der tomt og grumset.
Hotelmutter var en ældre dame i slut 60'erne, med en fremtoning og påklædning der ledte tankerne hen på en Wish-udgave af vores hjemligt elskede serie Matador. Som en af de få på denne tur, beherskede hun enkelte engelske gloser, men kom vi ud i sætninger med mere end fem ord, så slog hun resolut og lettere demonstrativt over i Ukrainsk. I øvrigt en taktisk som de fleste ukrainere brugte flittigt, når jeg med spæde forsøg, prøvede på at stable en samtale på benene.
Hotellet kørte i øvrigt et fuldbyrdet egyptisk tema, hvilket jeg først bed mærke i et par uger efter jeg bookede værelset (uden afbestilling, og måske burde hotellets navn have givet mig et clue). Elevatoren i receptionen var på hver side flankeret af to høje lettere karikerede udgaver af egyptiske statuer, ligesom der som gennemgående tema på hotellet, var forsøgt at skabe en illusion af at vi befandt os et sted tæt på Nilen.
Værelse nr. 5, som sidenhen blev min base i Kyiv, fremstod ganske nobelt. Udsigt til vandet og A/C der på indkvarteringstidspunktet havde kølet værelset ned til 17 grader. "Very cold" som hotelmutter fik formuleret det med en østeuropæisk dialekt, ligesom den man kender fra de klassiske skurke i actionfilm fra koldkrigstiden.
Minibar var der ingen af, da den også var sparet væk, ligesom de fornødenheder man forventer på et hotel af en hvis kaliber, ligeledes var det. Tilbage stod en flaske ukrainsk kildevand med overskredet salgsdato, men hvad gør fire måneder fra eller til?
Alle møbler på værelset var lavet af træ, og holdt i en nærmest blodrød olieret farve. Gulvtæppet var bordeaux, super blødt og alt andet end støvsuget helt til bunds.
Badeværelset var også en historie for sig. Gule vægge, gulve af marmor og vasken havde et blandingsbatteri i ægte (fake) guld, at brusekabinen, der nærmest var monteret med et tocifret literantal silikone, ikke helt stod mål med resten af inventaret, gjorde kun det hele endnu mere perfekt.
Kan det blive mere østeuropæisk?
Næppe!
Det var nu tid til at lukke øjnene og lade den ømme krop få lidt almindelig hvile. Busturen havde virkelig gjort indtryk på mig, ligesom den manglende søvn havde tappet mig for kræfter. Jeg var nærmest i en tilstand, hvor jeg faldt i søvn ca 10 cm før mit hoved ramte puden.
Hvis du ønsker at nærstudere hotellet selv, så klik HER!
Ja, jeg burde jo nok have haft fokus på mere end blot stjerner og pris.
Screendump fra Air Alert app'en
Nat nummer to på hotellet.
Ikke at der ikke er kød nok fra den første hele dag i Kyiv, men for at holde os til hoteltemaet, vil jeg samle indtrykkene fra byen i et afsnit for sig, for min anden overnatning på Hotel Pharao vil jeg huske i mange år fremover. Nedenstående er skrevet morgenen efter oplevelsen fandt sted, og er en øjeblikkelig afspejling af tanker og følelser efter ganske få timers søvn:
Der er noget nærmest dødsforagtende over at stå på toppen af et hotel ved floden Dnepr i Kyiv midt om natten, med armene åbne som var jeg en anden Leonardo DiCaprio i en blanding af scenen fra Titanic, hvor han står i stævnen med Rose, og i en euforisk kærlighedsopstemt tilstand råber: "I'm the King of the world", og scenen fra The Revenant, hvor han med et bankende hjerte, høj på adrenalin og med livet som indsats, i kampen mod den massive bjørn brøler om kap med dyret, i hvad der måske er hans sidste aktion i livet.
Sirenerne overtrumfede næsten mine egne tanker, men bagest i mit hoved kørte soundtracket fra Apocalypse Now på maksimal volumen, akkompagneret af de legendariske ord fra Lieutenant Colonel Bill Kilgore: "I love the smell of napalm in the morning.”
Tankerne og følelserne stod i kø, for pludselig var virkeligheden så meget fjernt fra, hvad jeg igennem mit liv ellers har oplevet i den rolige andedam hjemme i Danmark.
Og for at være ærlig, så er det længe siden, hvis nogensinde i det hele taget, at jeg har følt mig så meget i live, men sandheden er, heldigvis, at der ikke var noget massivt bombardement af Kyiv i nat. Der var ingen bombefly med napalm til morgenbuffeten, der var ingen Zircon missiler der fik bygninger til at styrte i grus.
Der var kun mig på hotellets tagterrasse, nærmest forventningsfuldt skuende ud over Kyivs skyline, luftalarmens skingre konstante sang, min halvtomme vandflaske med lunkent vand hvor sidste salgsdato var overskredet for flere måneder siden og lyden af en fjern eksplosion af dén ene drone, sandsynligvis en iransk Shahed 136, der i nat blev skudt ned over den vestlige del af Kyiv i Holosijivskyj-distriktet, takket være det effektive vestligt sponsorerede ukrainske luftforsvar - resten blev skudt ned ude over Lars Tyndskids mark, langt væk fra den ukrainske hovedstad.
Det var en nat, som Ekstra Bladet herhjemme gav plads på forsiden.
I Kyiv var det bare natten mellem onsdag og torsdag.
En nat som så mange andre og nu er endnu en ny dag startet.
En ny dag hvor jeg på en måde føler en smule skam.
En skam over, at jeg med førnævnte forventning, i nat stod og spejdede efter droner og eksplosioner, der ville have en meget markant indflydelse på visse lokales liv, ve og vel, hvis ikke luftforsvaret havde været så forbandet effektivt...
Screendump fra Air Alert app'en
