Pallisgaard i Kiev: Livet i Krigens Skygge #1
Personlige oplevelser og refleksioner i hjertet af en krigsramt hovedstad.
-
Privatfoto: Pallisgaard
Hvorfor helvede tager/tog jeg frivilligt til Ukraine, et land i krig?
Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, også efter hjemkomsten, og svarene var lige så mangfoldige, som de blikke jeg fik, når jeg i sensommeren '23 fortalte om mit dengang kommende eventyr.
For mange var det nok ikke lige hvad de ville kalde et eventyr, for der var eklatant mangel på prinsesser, dværge og drager, men måske jeg også bare brugte ordet i mangel af bedre. Egoistisk dumhedsrejse var en andet passende beskrivelse der havde ramt mine tanker – og måske endda ret passende alt taget i betragtning.
Men hvad fik en relativt normalttænkende ciskønnet hvid mand i sin bedste alder til at bruge 34 timer i sit eget selskab i en Flixbus, hvor ingen efter busskiftet i Berlin, beherskede noget der bare mindede om engelsk, for til sidst at ende i hovedstaden af et land, der er blevet invaderet af en mastodont af et naboland?
For mit vedkommende bundede det hele i en enorm grad af nysgerrighed.
Nysgerrighed om hvordan civilbefolkningen fik hverdagen til at hænge sammen.
Nysgerrighed på, om det vi så i de danske medier stemte overens med virkeligheden.
Nysgerrighed på min egen reaktion på at være alene i Kyiv.
Nysgerrigheden i sine mange former må derfor være den ultimative motivation.
Kiev eller Kyiv
Stavemåden Kyiv blev anbefalet af Dansk Sprognævn i en vejledning fra 25. februar 2022 frem for Kyjiv, hvis man ønsker at afspejle en ukrainsk stavemåde fremfor de russisk-baserede staveformer Kiev og Kijev.
Privatfoto: Pallisgaard
BUSTUREN
Busturen gik fra Berlin videre gennem Polen og til grænseovergangen ved Korczowa – Krakovets og videre til den første reelle ukrainske by Lviv, hvorefter bussen nærmest fik status af regulær rutebus.
Grænseovergangen var nærmest et lille eventyr i sig selv. Ét var, at grænsevagterne havde ret meget fokus på, at jeg som eneste vestligt udseende mand, og en af kun tre mænd på bussen, skilte mig ud fra resten, noget andet var, der var en uhyre skarp paskontrol fra både den polske og ukrainske side.
De polske grænsevagter stod i fuld kampuniform med fuldautomatiske våben over skulderen og en attitude, som var de generelt set en smule trætte af hele situationen, men samtidig også en stålsat vilje til at bevise at de var opgaven voksen. Alle pas i bussen blev inddraget, for så en lille time senere at blive leveret tilbage over to omgange, hvor kun enkelte passagerer blev afhørt grundigere. Jeg fik mit pas tilbage af hvad der mindede om en slags befalingsmand, som med sammenknebne øjne og bestemt mine søgte øjenkontakt med mig. Det danske pas havde tydeligvis sat gang i visse tanker hos manden.
Mit rødbedefarvede pas gav også løftede øjenbryn ved den ukrainske paskontrol, for som den småbuttede unge kvinde i glasburet så elegant spurgte: ”Why are you here?”, mens hun skiftevis kigge på mig, og på det billede der pryder mit pas. Jeg forklarede situationen efter bedste evne, men blev bare mødt af et ”What?”, hvorefter der blev ringet efter en overordnet, som trak mig til side og spurgte nærmere ind til baggrunden for mit besøg i Ukraine.
En nærmere forklaring, et arbejdsstempel i passet og et toiletbesøg senere, var vi atter på vej i bussen, med den første større by Lviv som første stop på ruten.
Lviv er den første større by i det vestlige Ukraine, og er med sine over 700.000 indbyggere en by af en anseelig størrelse. Lviv var også byen, hvor jeg for første gang hørte sirenen fra luftalarmen, som jeg så talrige gange skulle komme til at høre.
Knap ankommet til byens busterminal, fik jeg både en generel besked sendt over netværket og en notifikation på app'en "Air Alert" jeg havde installeret på min mobil, som skulle advisere om luftalarmer i den give region jeg befandt mig i, såvel som en mental lussing af virkelighedens luftalarm. Lad det bare være sagt, at en skarp luftalarm rammer på en helt anden måde, end når alarmerne den første onsdag i maj testes hjemme i Danmark.
Forvirret kiggede jeg rundt, for at aflæse reaktionen på de folk der allerede befandt sig på busterminalen. Jeg tænkte at menneskestrømmen ville vise vejen til nærmeste beskyttelsesrum. Med stadigt stigende puls, tog jeg fat om håndtaget på min taske og kiggede ud gennem bussens vinduer.
Lige til højre for mig, sad en ældre herre helt roligt med sin cigaret. En ung kvinde gik med en kop kaffe og lignede en der absolut ikke kunne bekymre sig om noget, og en flok unge knægte stod i flok og grinte af et eller andet på den enes mobiltelefon. Sirenen hylede fortsat for fuld kraft, men hele busterminalen emmede af fred og ro, hvilket var mere, end man kunne sige om min indre alarmtilstand.
Små tre kvarter senere kørte bussen videre igennem det ukrainske landskab.
Landskabet i Ukraine minder om så meget man har set i andre lande fra den tidl. østblok. Der er marker, tvivlsomme byggerier og et snørklet netværk af små veje, der som dele af et større spindelvæv bindes sammen med motorvejsnetværket.
Men til forskel fra køreture i andre lignende omgivelser, var antallet af improviserede gravstæder og hastigt udvidde kirkegårde ikke til at tage fejl af. Talrige ukrainske flag vejrede fra nyanlagte gravsteder, ligesom flaget fra den ukrainske Insurgent Hær også prydede en del gravsteder. Flaget er med sin ligeligt fordelte sorte og røde bjælke ikke til at tage fejl af.
Den sort farve symboliserer den ukrainske jord, og den røde farve symboliserer blodet fra kæmpere, der blev ofret i kampen for Ukraines frihed og uafhængighed. Flaget er sidenhen blevet adopteret af organisationen Højre Sektor.
Højre Sektor
Højre Sektor (HS) er en nynazistisk organisation, der blev dannet i 2013 som en paramilitær bevægelse og så første gang dagens lys under Majdan opstandelsen i 2014. HS var opstandens ekstremistiske fløj og var drivkraften i det efterfølgende statskup.
HS er nu sammen med Azov-batallion, der for år tilbage ikke lagde skjul på sit nynazistiske fundament, indlemmet i Ukraines hær.
Dette visuelle scenarie udspillede sig ellers resten af køreturen til Kyiv, kun afbrudt af korte ophold i byerne Rivne og Zhythomyr, samt nogle ret lokale stop midt på motorvejen, hvor lokale blev samlet op og transporteret med videre til deres respektive destinationer.
Trivialiteten på en 34 timer lang bustur, hvor ingen i bussen beherskede et vestligt sprog, blev kun afbrudt af korte forsøg på at få indhentet noget af den nattesøvn der ikke er muligt, når man sidder mutters alene i en bus fyldt med fremmede mennesker. Mennesker der dog ikke havde så meget som en eneste ond tanke i sindet over for mig, og som endda bød på nyplukkede bær af forskellige slags, samt anerkendende smil og nik med hovedet, men jeg skal blankt indrømme, at min comfortzone lå meget langt fra hvor jeg befandt mig.
Undervejs mod Kyiv blev notesbogen brugt flittigt, og flg. sætninger, skabt ud fra mine egne observationer, kom til verdenen:
- Børn der sælger brød i vejkanten på M21.
- Sønderskudt 4x4 der transporteres til mekaniker.
- Civile der reparerer rundkørsler efter skade fra bæltekøretøjer.
- Spanske ryttere på gadehjørnerne i de større byer.
- Rester af mindre forsvarsstillinger ved vejkryds mod indfaldsveje til de større byer.
Sætninger jeg ikke helt kunne finde en sammenhængsmæssig struktur i, men som hver for sig beskriver hvad jeg oplevede på turen mod Kyiv.
Hen på aftenen kunne Kyiv endelig skimtes i det fjerne, men så nemt skulle det ikke være. En kontrolpost med en flok forståeligt emsige soldater, skulle have et kig på personerne i bussen. Alle skulle fremvise pas, og endnu en gang blev mit danske rødbedefarvede pas, kilden til stor undren - og årsag til en forsinkelse på knap en time. En småkonfus samtale med kontrolpostens kommandant senere, kunne vi dog atter bevæge os mod den endelige destination, og jeg kunne se frem til en nat i en seng på hotellet.
Privatfoto: Pallisgaard (Kyiv set fra hotellet)
