Connery

Orange scene, økologisk rom&cola og ret mange ternede skjorter

Historien om Roskilde, Bruce og mig

Bruce - Orange scene, økologisk rom&cola og ret mange ternede skjorter Bruce

Det var ikke fordi redaktøren ligefrem ringede og tilbød mig en billet til årets festival. Og det var heller ikke fordi jeg i så fald havde taget imod tilbuddet. Med eller uden presseakkreditering. Jeg kendte næsten ikke nogen af navnene. Men af grunde der ville være for lange til at udrede her, så endte jeg alligevel op på årets Roskilde Festival. Men kort fortalt i stikord så havde det noget at gøre med en tyve-fods container andensorteringsguitarer, tre nyslåede single-MILF's, og så det faktum at jeg godt kan lide The Cure.

Men at skulle ligge i telt på en dyrskueplads i Roskilde i sol, regn eller hvilket som helst andet vejr, det var ikke noget der lokkede. Jeg besluttede derfor ikke at medbringe telt. Heller ikke anden bagage. Faktisk ikke andet end hvad jeg kunne have i lommerne. For med rygterne om alle de langfingrede sigøjnere, så tænkte jeg at nu narrer jeg sgu dem!

Jeg skippede også det hardcore-pjat med at ankomme fem dage før festivalen egentlig starter. Hvad er formålet med den galskab? Vil jeg på camping, så tror jeg godt man kan finde bedre græsplæner og beliggenheder. Ikke at jeg ved meget om camping, men jeg har engang set et program om det på dk4. Og der så faciliteterne ud til at være adskillige niveauer over Roskilde's!

Nå, klokken blev torsdag og min makker og jeg kørte mod Roskilde, og i bilen nåede jeg 4 dåseøl og en cider, mens min privatchauffør måtte nøjes med en enkelt øl. Vi parkerede slæden og gik vores entourage i møde, hvor vi telefonisk havde aftalt at mødes ved en-eller-anden bar. Min stedsans er tæt på ikke eksisterende på Roskilde Festival, hvis ikke jeg kan se Orange Scene, så selvfølgelig misforstod vi hvor det var vi skulle mødes, men jeg insisterede på at vi blev hvor vi var, og de andre måtte komme os i møde. Fast forward en time og vi sad nu med en hel del fadøl foran os, og et eller andet sted fra blev der også sendt noget tobak af en slags rundt. Det heftige indtag af nævnte gjorde at jeg foretrak en vis afstand fra scenen, da vi begik os hen mod Orange og The Cure. Eller måske var det fordi vi var lidt sen på den, og måtte nøjes med en plads langt fra scenen. Et sted hvor man sagtens kunne sidde på jorden. Her sad jeg så i tre timer. Det var fedt!

Jeg er for doven til at krydschecke med spillelisterne, som BT's og Politiken's journalister formentlig har gengivet ret detaljeret, men jeg mener at huske at de spillede de gode numre til sidst.
Få meter fra vores Cure-koncertbase stod et klenodie af en herre, som jeg formodede havde taget en tidsmaskine 40 år frem i tiden. Han stod i islandsk sweater, en hårvækst der cirka hvert fjerde år blev holdt nede ved hjælp af en saks, dolk eller le han selv betjente, og på trods af en relativ begrænset skægvækst, så insisterede han på at have et fuldskæg. Straks vi fik øje på ham, spurgte jeg min ven, Herr M., hvad han troede hans beskæftigelse var, og mens han svarede pedel, så mente jeg han måtte være bådebygger eller Tvind-lærer. Væddemål blev indgået, og så vi konfronterede naturligvis herren med vores spørgsmål. Til vores skuffelse, men ikke overraskelse, fortalte han, at var uden job.

Af de tre MILF's, der var en af årsagerne til at jeg havde bevæget mig til Roskilde, dukkede kun én op torsdag. Og hun var allerede nappet af min ven. Hun var sød og roste mit tøjvalg som "modigt". Men hvad fanden mente hun egentlig med det?

Senere torsdag nat, efter The Cure, stod jeg så i kø i 45 minutter for at få noget at spise. Vi valgte, hvad vi i bakspejlet erfarede måske ikke var så klogt, at bestille tre hamburgere hver, samt nogle pommes frites med remoulade. Egentlig havde vi planlagt to hver, men vi konkluderede at vi godt kunne retfærdiggære at bestille én mere, da det cirka svarede til den sult vi måtte have opsparet mens vi stod i kø. Jeg endte med at spise en halv, og så lade mit vand over resten...

Resten af natten morede jeg mig med at sige til alle jeg mødte, at "det var en fed Depeche Mode-koncert. Især Friday I'm in love".  Retrospektivt var joken naturligvis knapt så sjov.

Derefter kan jeg ikke huske så meget, før jeg vågnede ved at det begyndte at regne. Det var blevet lyst, og jeg havde muligvis fravristet en vagt et tæppe, og derefter lagt mig til at "hvile mine øjenlåg" på en bænk i umiddelbar nærhed af et stærkt bemandet vagttårn. Strategisk klogt (særligt min promille taget i betragtning), da man må formode at tilstedeværelsen af godt nok ubevæbnede vagter skulle holde rumænere og eventuelt andre lommetyve på afstand. Og alt taget i betragtning havde jeg sovet fint, og mine lommer indeholdt både mobil (godt nok løbet tør for strøm), og de likvide rester, der ligger inden for det spænd der måtte anses for et forventeligt restbeløb.

ANNONCE
Bruce and me - Orange scene, økologisk rom&cola og ret mange ternede skjorter Bruce and me
Fredag valgte jeg at restituere lidt, og derfor missede jeg The Gossip, som kort fortalt er et band med en kornfed tøs af en forsanger, som har en tendens til at smide tøjet under koncerter. Så jeg skånede ikke bare min lever, men også mine øjne. Men selv et kort referat fra fredagen kan ikke fuldføres uden at nævne min ven Herr J.'s bøde på 1000 kroner, som en civilbetjent udstedte ham. Hvad han fik bøden for, må I selv gætte. Men jeg grinede en halv time da jeg fik det at vide, og endnu mere om lørdagen, da han godt ville ryge spliffs (mens andre holdt dem imens), men ikke holde dem. For det mente han teknisk set ikke var besiddelse...

Lørdag havde jeg forkælet mig selv med så lang tid under bruseren, at mine fingre fik badekar-rynker. Det var hjemme under min egen bruser. Og ekstra dejligt fik jeg det, når jeg tænkte på alle campisterne i Roskilde, der i bedste fald fik et koldt brusebad midt på en mark, eller i værste fald ikke havde været i bad i en uge! Vi besluttede igen at tage min makker, Herr M.'s (anden) bil til Roskilde. Han havde godt nok ikke hentet den bil, vi parkerede der i torsdags, men så havde vi i hvert fald to biler at sove i, hvis det skulle blive nødvendigt. Men Roskilde var ved at være fyldt lidt op med biler, så vi endte med at køre derhen, hvor man kun må holde i 30 minutter, og så bakke ind på den angiveligt fulde naboparkering, ved at forcere en meget lav afspærring. Det er i øvrigt helt i Roskilde-ånden. Jeg havde i hvert fald læst i avisen, at en talskvinde fra festivalen havde udtalt "at Roskilde's publikum havde det svært med regler og autoriteter". Mens vi ventede på den andre, fandt vi os til rette i en bar, der serverede økologisk sprut med økologisk sodavand eller juice. Her lærte jeg i øvrigt at der også findes økologisk energidrik. Valget faldt på 4 cl hvid rom og cola til 50 kr. Derudover kan jeg berette at en halv liter Grøn Tuborg kostede 37 kr, mens man skulle slippe tre kroner mere for den samme mængde Guld-Tuborg.

Nu var de to andre MILF's også dukket på. Den ene havde dog godt nok en gentleman på slæb. De havde godt nok kun mødtes dagen før, men allerede nu havde han hægtet sig på gruppen. Gentleman og jeg havde faktisk nogle fælles bekendte, men nogen mente at hver gang Gentleman var på toilettet eller oppe og hente drikkevarer, så skulle der stemmes om Gentleman måtte "være med". Han var lidt malplaceret, men jeg stemte for hver gang.

Nu skulle vi op og høre Bruce. Jeg havde da også smidt nogle Mojito's i løgneren, men holdt mig til pilsner resten af aftenen. 

Bruce var det eneste musik jeg hørte lørdag. Dvs måske hørte jeg også noget Mew, men jeg kan ikke umiddelbart erindre det. Og jeg kendte altså bare ikke de andre navne, og da jeg jo ikke var i Roskilde for at anmelde koncerter, så var jeg også ret ligeglad. Jeg købte som nogle af de første CD'er i min samling, Bruce Springsteen's "Live 1975-85". En box med hele 3 CD'er (eller 5 LP'er). Så engang hørte jeg vildt meget Bruce. "Born to Run", "The River" og "Born in the U.S.A.". Ikke så meget mere. Men han er sgu stadig konge. Og selvom jeg på forhånd vidste at alle aviserne ville give ham topkarakter, så var det sgu fuldt fortjent. Hold kæft en fed koncert. Fuldt hus af hatte, stjerner og Ninja'er herfra. 

Resten af natten er lidt tåget, men jeg husker noget om lunkne Harboe-dåseøl i en lejr, en østrigsk pige der viste sig at være lesbisk, én der lignede og talte som Mads Brügger, men ikke var det, og morskaben over at voldsomt over-staffed morgenmadsrestaurant. Jeg læste forleden en artikel i et magasin, hvor Torben Steno berettede, at han synes det var lidt ærgerligt da muren faldt i 1989, for indtil da havde han moret sig så bekosteligt over at rejse i østlandene. Fordi intet fungerede. Sådan er det også lidt på Roskilde. Man kan aflæse så mange steder, at det ikke er markedsdrevet. På godt og ondt. Som da jeg købte rundstykker klokken lort om morgenen, med ti ekspedienter på arbejde, der bare stod og ventede på kunder. Og med mig som den eneste kunde i miles omkreds!

Det helligste sted på festivalen, næst efter Orange Scene, er et område kaldet Mediebyen. Koncentrationen af kendte, semi-kendte og wannabe-kendte er meget høj. Adgang er angiveligt kun for journalister og lignende, bedrevidende godtfolk. Og så mig. Chefredaktøren havde som nævnt været for sent ude med presseakkrediteringsansøgningen, så jeg måtte selv trække i nogle tråde. Jeg kunne naturligvis ikke her sort på hvidt skrive at jeg snød mig ind. Men ind kom jeg da. Som i Vatikanet, sådan er det også med Mediebyen. For inde i dette hellige område, så er der et endnu helligere sted. Ikke Pavens gemakker. Men et særligt sted med fri bar. Det er vist sponseret af Tuborg, og i år krævedes et guldfarvet ekstra-armbånd for at entrere den stærkt bemandede port ved det hvide plankeværk. Eller olympiske evner i hækkeløb. Men når man først er inde, så er der free flow af Tuborgs produkter og alt muligt andet. Og noget der mindede om badekar fyldt med is og Grøn Tuborg på flaske. Sidst jeg var her, i 2010, fik jeg en dyb samtale med Don Ø. I hvert fald så dyb den kan være, med en promille omkring 3 og man egentlig ikke er enig med ham om særligt meget. I øvrigt har jeg det med at støde ind i Don Ø på festivaler. Promillen på 3 - den var i øvrigt min.

Nå, men min celebrity-integritet bliver jeg nødt til at have lidt i behold, så Don Ø er den eneste namedropping, læserne får. Jeg skulle jo gerne have de kendtes tillid næste gang jeg møder dem. I en brandert på Roskilde... Med mindre at chefredaktøren inviterer mig næste år. For så forsvinder min integritet måske lidt...

ANNONCE
Mobil bodega. Fremragende koncept! - Orange scene, økologisk rom&cola og ret mange ternede skjorter Mobil bodega. Fremragende koncept!
Del

Seneste nyt