Opeth - Lamentations
Så kom den endelig! Musikinteresserede, læs!
Den svenske progressive rockkvartet Opeth har endelig fuldt op på den særdeles fornuftige, og for tiden ret populære idé, og udgivet en koncertDVD.
Efter selv at have overværet en spektakulær Opethkoncert på Vox Hall i Aarhus november sidste år, frydede udsigten til denne udgivelse undertegnede som bare fanden. Jeg fór ind på CDon.com og skreg til dem, at den DVD skulle smides for mine fødder, PRONTO!! Der gik dog imidlertid alligevel en hel uge, hvilket kun resulterede i, at papomslag og plastikindpakning blev flået i stykker ned til sidste atom. DVDen blev kastet i afspilleren, volumen-knappen blev drejet et par omgange med urets retning, og så var det ellers bare at sidde på kanten af sofaen og forsvinde ind i Opeths melodiske univers.
De af jer, der ikke kender bandet (hvilket højst sandsynligt er en hel del), og allerede nu tænker "hmm.. Måske min tid er bedre brugt på at hive i min tissemand til den seneste Connery-babe...", tro mig, kan I li" rock, og ikke mindst ufatteligt god rock, så gør jer selv en tjeneste og læs videre, eller om ikke andet bare check det her band, for mere solidt musik er sjældent hørt og Connery-baben er der jo stadig bagefter.
Første set
KoncertDVDen består reelt set af 3 dele. Koncerten er inddelt i to afsnit som efterfølges af et "bag-om albummet" af de sidste 2 Opeth-udgivelser, Deliverence og Damnation. Lad os først se på det absolut væsentligste, nemlig koncerten. Opeth starter meget stille og roligt ud med numrene fra det voldsomt afdæmpede Damnation album, og spenderer dermed den første time af koncerten med et uovertruffent smukt set. Hele Damnation-albummet plus nummeret Harvest fra Blackwater Park bliver spillet, og det er denne del af koncerten, hvor man smelter ned i sofaen og glemmer resten af verden for en times tid. Der er meget lidt at komme efter. Numrene udføres smukt og præcist med en tilpas del twists og ændringer i forhold til albummet, og det er en fornøjelse at se hvor helhjertet bandet og især forsanger og guitarist Mikael Åkerfeldt, ligger sig ind i musikken. Det er svært at fremhæve specifikke numre, da de stort set alle er ufatteligt smukke, men numre som In My Time Of Need, Hope Leaves og To Rid The Diseaseer blandt de numre, der får hårene til at stritte vinkelret fra kroppen. Dog er det desværre en anelse for åbenlyst, at drengene er en tand nervøse, hvilket højst sandsynligt skyldes kameraerne og det, for dem, store publikum. Det ses i visse tilfælde i kraft af Mikael Åkerfeldts uheldige overkompensering når han prøver at dække ved bare at synge højere igennem. Heldigvis glemmer han tilsyneladende for det meste nervøsiteten når først musikken spiller.
Efter selv at have overværet en spektakulær Opethkoncert på Vox Hall i Aarhus november sidste år, frydede udsigten til denne udgivelse undertegnede som bare fanden. Jeg fór ind på CDon.com og skreg til dem, at den DVD skulle smides for mine fødder, PRONTO!! Der gik dog imidlertid alligevel en hel uge, hvilket kun resulterede i, at papomslag og plastikindpakning blev flået i stykker ned til sidste atom. DVDen blev kastet i afspilleren, volumen-knappen blev drejet et par omgange med urets retning, og så var det ellers bare at sidde på kanten af sofaen og forsvinde ind i Opeths melodiske univers.
De af jer, der ikke kender bandet (hvilket højst sandsynligt er en hel del), og allerede nu tænker "hmm.. Måske min tid er bedre brugt på at hive i min tissemand til den seneste Connery-babe...", tro mig, kan I li" rock, og ikke mindst ufatteligt god rock, så gør jer selv en tjeneste og læs videre, eller om ikke andet bare check det her band, for mere solidt musik er sjældent hørt og Connery-baben er der jo stadig bagefter.
Første set
KoncertDVDen består reelt set af 3 dele. Koncerten er inddelt i to afsnit som efterfølges af et "bag-om albummet" af de sidste 2 Opeth-udgivelser, Deliverence og Damnation. Lad os først se på det absolut væsentligste, nemlig koncerten. Opeth starter meget stille og roligt ud med numrene fra det voldsomt afdæmpede Damnation album, og spenderer dermed den første time af koncerten med et uovertruffent smukt set. Hele Damnation-albummet plus nummeret Harvest fra Blackwater Park bliver spillet, og det er denne del af koncerten, hvor man smelter ned i sofaen og glemmer resten af verden for en times tid. Der er meget lidt at komme efter. Numrene udføres smukt og præcist med en tilpas del twists og ændringer i forhold til albummet, og det er en fornøjelse at se hvor helhjertet bandet og især forsanger og guitarist Mikael Åkerfeldt, ligger sig ind i musikken. Det er svært at fremhæve specifikke numre, da de stort set alle er ufatteligt smukke, men numre som In My Time Of Need, Hope Leaves og To Rid The Diseaseer blandt de numre, der får hårene til at stritte vinkelret fra kroppen. Dog er det desværre en anelse for åbenlyst, at drengene er en tand nervøse, hvilket højst sandsynligt skyldes kameraerne og det, for dem, store publikum. Det ses i visse tilfælde i kraft af Mikael Åkerfeldts uheldige overkompensering når han prøver at dække ved bare at synge højere igennem. Heldigvis glemmer han tilsyneladende for det meste nervøsiteten når først musikken spiller.
Andet set
Efter den første time sætter koncerten for alvor i gang, og det er her folk, der kun har hørt Damnation-siden af Opeth, får et shock, for nu sættes der ind med dobbeltpedal, distortionspækkede, grumme riffs og dyrisk growlen. Det er her Opeth får lov at træde frem i fuld karakter og vise alle deres kvaliteter, kontrasterne mellem det stille og brutale, de 12-minutter lange kompositioner, det overordentligt imponerende musikalske håndværk, der er lagt i hvert enkelt nummer. Det er en fryd at se et band spille så velfungerende, og de eneste tidspunkter kuldegysningerne får en pause er mellem numrene når Mikael Åkerfeldt smånervøst takker publikum og prøver at komme i tanke om, hvad det nu lige var han ville sige. Hvert eneste nummer er i sig selv en heavy rock-perle, og Opeth har skam også så tilstrækkeligt mange af disse i bagkataloget, at man kun kan ærgre sig over, at der ikke er tid til at høre dem alle. Når vi nu er ved bagkataloget, så bliver man nødt til at påpege det uheldige i, at der udelukkende spilles numre fra Opeth"s tre sidste albums, og numre fra det formidable Still Life-album, eller de endnu ældre My Arms, Your Hearse og Morningrise slet ikke får noget spilletid. Det er en skam, for udover at disse albums indeholder ufatteligt holdbart materiale, så er især Still Life og Morningrise i højeste grad blandt inkarnerede fans favoritter. Man får derfor lidt en fornemmelse af, at udgivelsen er tilegnet de nye Opethfans, og det er sgu lidt synd for de trofaste tilhængere. Dog glemmes dette heldigvis hurtigt når formidable numre som Deliverence eller The Drapery Falls sender rullende kuldegysninger ned af rygraden, og det eneste, der mangler før koncertfornemmelsen er fuldendt er et sæt psykopater, der springer rundt sammen med én til musikken.
Efter den første time sætter koncerten for alvor i gang, og det er her folk, der kun har hørt Damnation-siden af Opeth, får et shock, for nu sættes der ind med dobbeltpedal, distortionspækkede, grumme riffs og dyrisk growlen. Det er her Opeth får lov at træde frem i fuld karakter og vise alle deres kvaliteter, kontrasterne mellem det stille og brutale, de 12-minutter lange kompositioner, det overordentligt imponerende musikalske håndværk, der er lagt i hvert enkelt nummer. Det er en fryd at se et band spille så velfungerende, og de eneste tidspunkter kuldegysningerne får en pause er mellem numrene når Mikael Åkerfeldt smånervøst takker publikum og prøver at komme i tanke om, hvad det nu lige var han ville sige. Hvert eneste nummer er i sig selv en heavy rock-perle, og Opeth har skam også så tilstrækkeligt mange af disse i bagkataloget, at man kun kan ærgre sig over, at der ikke er tid til at høre dem alle. Når vi nu er ved bagkataloget, så bliver man nødt til at påpege det uheldige i, at der udelukkende spilles numre fra Opeth"s tre sidste albums, og numre fra det formidable Still Life-album, eller de endnu ældre My Arms, Your Hearse og Morningrise slet ikke får noget spilletid. Det er en skam, for udover at disse albums indeholder ufatteligt holdbart materiale, så er især Still Life og Morningrise i højeste grad blandt inkarnerede fans favoritter. Man får derfor lidt en fornemmelse af, at udgivelsen er tilegnet de nye Opethfans, og det er sgu lidt synd for de trofaste tilhængere. Dog glemmes dette heldigvis hurtigt når formidable numre som Deliverence eller The Drapery Falls sender rullende kuldegysninger ned af rygraden, og det eneste, der mangler før koncertfornemmelsen er fuldendt er et sæt psykopater, der springer rundt sammen med én til musikken.
Er man heldig indehaver af et gedigent surround-anlæg, har producenterne af DVDen været så betænksomme at levere med både almindelig stereo, dejlig Dolby Digital og glimrende DTS, så man i højeste grad føler sig i centrum af koncerten, og hurtigt ender på et lydniveau som naboen højst sandsynligt alt andet end værdsætter.
Bag om Deliverance & Damnation
Til allersidst er der de to små dokumentarer, der følger Opeth i studiet under indspilningerne til de to sidste albums, som hver især repræsenterer Opeths hårde og bløde side. Man får nogenlunde hvad man forventer. Ikke en videre dyb indsigt i Opeth, men nærmere et lille hyggevisit i studiet, hvilket i sig selv også er meget interessant. Dog er det stadig uden tvivl på grund af koncertdelen, at DVDen skal købes. Dokumentarene er nærmere en lille hyggebonus, man kan falde til ro til efter den intense koncert.
Alt i alt, en meget respektabel udgivelse, hvis stærke sider heldigvis langt overdøver de få svage, som burde have interesse for enhver rockentusiast, og være absolut uundværlig for enhver Opethfan derude.
Bag om Deliverance & Damnation
Til allersidst er der de to små dokumentarer, der følger Opeth i studiet under indspilningerne til de to sidste albums, som hver især repræsenterer Opeths hårde og bløde side. Man får nogenlunde hvad man forventer. Ikke en videre dyb indsigt i Opeth, men nærmere et lille hyggevisit i studiet, hvilket i sig selv også er meget interessant. Dog er det stadig uden tvivl på grund af koncertdelen, at DVDen skal købes. Dokumentarene er nærmere en lille hyggebonus, man kan falde til ro til efter den intense koncert.
Alt i alt, en meget respektabel udgivelse, hvis stærke sider heldigvis langt overdøver de få svage, som burde have interesse for enhver rockentusiast, og være absolut uundværlig for enhver Opethfan derude.
