Opeth - Damnation
Fuck, de svenskere har sgu styr på musikken!
Anden del af Opeth"s dobbeltprojekt Deliverance/Damnation, blev endelig udgivet sidste uge.
Damnation, er den stille og primært akustiske del af projektet. Et udelukkende fredeligt album, som er det første af sin slags blandt Opeth"s 7 albums, og desuden et utroligt vovet album, taget i betragtning, at det er en dødsmetalgruppe vi her har tale om. Dog ikke så chokerende et valg, fra et band, der konstant har insisteret på at gå deres egen og musikkens kompromisløse vej. Opeth"s kendetegn har gennem årene været forandring og fremskridt. Mange vil måske bedømme Damnation, som den typiske "kedelige" og poppede modning, som stort set alle rockbands gennemgår i deres senere år. Jeg tvivler dog på, at dette er sagen. Næste Opeth album skal nok være lige så larmende som de forrige, men fred og ro skal der jo også være plads til, og det er her Damnation kommer ind.
 Pladen lægger ud med albummets længste nummer "Windowpane" (Opeth"s forrige albums indeholder som regel numre mellem 9 og helt op til 20 minutters længde). Den gotiske stemning er ikke til at tage fejl af. Ikke kun på grund af den dystre melodi og brugen af strygere, men især på grund af Mikael Äkerfeldts vokal. En vokal, der er forbløffende ren og klar, især når man tænker på, at manden har growlet sig igennem de 6 forrige albums og et utal af koncerter. Blandet med flydende, akustiske guitarserenader, der flettes omkring hinanden, sammen med et lettere jazzet og harmonisk, men aldrig kedeligt trommespil, en let og legende bas, og sørgmodige og ensomme guitarsoloer, skabes intet mindre end noget af det smukkeste jeg huskes at have hørt. Lyden er, af mangel på bedre ord, forbløffende underskøn, og den bliver kun bedre hen ad vejen. Udtryksformerne er utroligt frie, som de altid har været det hos Opeth. Kompositionerne følger ingen normer (dog er de en smule mere konservative end sædvanligt), og det kan sagtens høres, at producenten af albummet, er den samme som hjalp til på Blackwater Park og Deliverance. Nemlig Porcupine Tree"s Steven Wilson. Især på numre som "In my time of need", hvor Mikael Äkerfeldts vokal bliver tildelt en telefonagtig stemmeklang, mens han stavelse for stavelse, elegant tager versene et skridt ad gangen, før han bryder ud i et klart og ufatteligt fængende omkvæd.
Hen imod slutningen af albummet folder bandet sig mere ud. Et meget flot instrumentalnummer "Ending Credits", hvor balancen i sammenspillet er nær perfektion, slutter på blændende vis albummet af, sammen med den mere eksperimenterende og sagtmodige "Weakness". "To rid the disease" skal bestemt heller ikke gå unævnt. Nummeret er mildest talt fortryllende, og man fortaber sig med lethed i det fra første lyt, (hvilket faktisk gælder Damnation generelt).
Damnation, er den stille og primært akustiske del af projektet. Et udelukkende fredeligt album, som er det første af sin slags blandt Opeth"s 7 albums, og desuden et utroligt vovet album, taget i betragtning, at det er en dødsmetalgruppe vi her har tale om. Dog ikke så chokerende et valg, fra et band, der konstant har insisteret på at gå deres egen og musikkens kompromisløse vej. Opeth"s kendetegn har gennem årene været forandring og fremskridt. Mange vil måske bedømme Damnation, som den typiske "kedelige" og poppede modning, som stort set alle rockbands gennemgår i deres senere år. Jeg tvivler dog på, at dette er sagen. Næste Opeth album skal nok være lige så larmende som de forrige, men fred og ro skal der jo også være plads til, og det er her Damnation kommer ind.
 Pladen lægger ud med albummets længste nummer "Windowpane" (Opeth"s forrige albums indeholder som regel numre mellem 9 og helt op til 20 minutters længde). Den gotiske stemning er ikke til at tage fejl af. Ikke kun på grund af den dystre melodi og brugen af strygere, men især på grund af Mikael Äkerfeldts vokal. En vokal, der er forbløffende ren og klar, især når man tænker på, at manden har growlet sig igennem de 6 forrige albums og et utal af koncerter. Blandet med flydende, akustiske guitarserenader, der flettes omkring hinanden, sammen med et lettere jazzet og harmonisk, men aldrig kedeligt trommespil, en let og legende bas, og sørgmodige og ensomme guitarsoloer, skabes intet mindre end noget af det smukkeste jeg huskes at have hørt. Lyden er, af mangel på bedre ord, forbløffende underskøn, og den bliver kun bedre hen ad vejen. Udtryksformerne er utroligt frie, som de altid har været det hos Opeth. Kompositionerne følger ingen normer (dog er de en smule mere konservative end sædvanligt), og det kan sagtens høres, at producenten af albummet, er den samme som hjalp til på Blackwater Park og Deliverance. Nemlig Porcupine Tree"s Steven Wilson. Især på numre som "In my time of need", hvor Mikael Äkerfeldts vokal bliver tildelt en telefonagtig stemmeklang, mens han stavelse for stavelse, elegant tager versene et skridt ad gangen, før han bryder ud i et klart og ufatteligt fængende omkvæd.
Hen imod slutningen af albummet folder bandet sig mere ud. Et meget flot instrumentalnummer "Ending Credits", hvor balancen i sammenspillet er nær perfektion, slutter på blændende vis albummet af, sammen med den mere eksperimenterende og sagtmodige "Weakness". "To rid the disease" skal bestemt heller ikke gå unævnt. Nummeret er mildest talt fortryllende, og man fortaber sig med lethed i det fra første lyt, (hvilket faktisk gælder Damnation generelt).
 Den største frygt ved et stille album fra Opeth, var udelukkende baseret på manglen af de hårde elementer. Opeth"s blanding af det tunge og brutale, og det lette og stille, har i høj grad været med til både at definere deres lyd, og samtidigt løfte det musikalske niveau. De kontrastfyldte elementer i komponeringen komplimenterede hinanden elegant, og understregede kløgtigheden og talentet hos Opeth. Nu hvor de hårde elementer er væk, vil det vise sig om Opeth"s harmoniske elementer kan holde stand. Det er selvfølgelig op til hver Opethfan især at bedømme (nogle af de hardcore headbangere vil nok have lidt besvær med at justere sig til manglen på larm), men set objektivt, holder Damnation fuldt ud som et selvstændigt album. Det er ikke ligeså langt som de forrige. Faktisk er det deres korteste til dato, og det er lidt en skam. Førhen har længden af numrene kompenseret fint for det lille antal af disse. Med 8 numre, hver især med en gennemsnitslængde på omtrent 5 minutter, føler man lidt, at der mangler et par numre, eller at de kunne have været noget længere.
 Ikke desto mindre er Damnation en provokerende og bevidst risikabel milepæl for Opeth. Hvorvidt denne stil fortsat vil blive siddende hos de dystre svenskere, er ikke til at sige, men jeg tvivler. Damnation er ment som en del af en helhed, hvor den anden halvdel er ligeså hård og skarp som sædvanlig. Jeg vil slutte af med at opfordre enhver, der enten ikke kender Opeth, eller bare ikke har hørt det nye album, til at kigge lidt på sagen, og, om ikke andet, bare lytte til et par af numrene. Selv vil jeg læne mig tilbage, og lade mig forsvinde ind i Opeths fortryllende og dystre univers. Vi ses i næste artikel, hvis ellers jeg kan få mig løsrevet herfra. Peace!
Tracklisting:
1: Windowpane
2: In my time of need
3: Death whispered a lullaby
4: Closure
5: Hope leaves
6: To rid the disease
7: Ending Credits
8: Weakness
 Ikke desto mindre er Damnation en provokerende og bevidst risikabel milepæl for Opeth. Hvorvidt denne stil fortsat vil blive siddende hos de dystre svenskere, er ikke til at sige, men jeg tvivler. Damnation er ment som en del af en helhed, hvor den anden halvdel er ligeså hård og skarp som sædvanlig. Jeg vil slutte af med at opfordre enhver, der enten ikke kender Opeth, eller bare ikke har hørt det nye album, til at kigge lidt på sagen, og, om ikke andet, bare lytte til et par af numrene. Selv vil jeg læne mig tilbage, og lade mig forsvinde ind i Opeths fortryllende og dystre univers. Vi ses i næste artikel, hvis ellers jeg kan få mig løsrevet herfra. Peace!
Tracklisting:
1: Windowpane
2: In my time of need
3: Death whispered a lullaby
4: Closure
5: Hope leaves
6: To rid the disease
7: Ending Credits
8: Weakness
