Filmanmeldelser
Only God Forgives [Anmeldelse]
Ryan Gosling og Nicolas Winding Refn, der i 2011 overraskede alle med den stil sikre “Drive”, er tilbage og de har bogstaveligt talt fået blod på tanden.
Only God Forgives – Trailer
http://www.youtube.com/watch?v=YqAeVosG4zI
Julian (Ryan Gosling) og Billy (Tom Burke) er brødre og bor i Bangkok, hvor de arbejder som pushere, hvilket de tjener godt på. Alt ændres dog da storebror Billy en aften går amok i en druk -og stof rus, hvor han voldtager og dræber en 16 årig prostitueret. På opfordring af politimanden Chang (Vithaya Pansringarm) hævner pigens far efterfølgende sin datter og dræber Billy. Nogle dage senere ankommer brødrenes mor Crystal (Kristin Scott Thomas) til Bangkok for, dels at hente sønnens lig med hjem til USA og dels for at sørge for, at Julian hævner mordet på Billy. Men tingene går ikke som planlagt, da attentatet på politimanden Chang mislykkes og han nu, med Guds vilje, sætter sig i sigte at dræbe Crystal. Pludselig strammes nettet om Julian, for at træde i karakter og beskytte sin mor.
I gamle dage, da talefilmene kom frem, blev de døbt ”talkies”. Man fristes til at kalde Only God Forgives for en ”walkie” eller en ”lookie”, for det er 90% af, hvad Ryan Goslings karakter gør. Han har sådan ca. sammenlagt 20 replikker i hele filmen. Det bliver ufrivilligt komisk, at Gosling bevæger sig gennem historien, som var han i et permanent zombie stadie. Hans karakter er næsten fuldkommen ligegyldig for handlingen, da han intet kan, næsten intet gør og faktisk intet opnår. Jeg må indrømme, at jeg meget hurtigt mistede tålmodigheden med filmen. Den snegler sig simpelthen af sted, i et nærmest fornærmende langsomt tempo. Og jeg var ikke den eneste der havde det sådan.
Rundt omkring i salen kunne jeg se lysene fra de øvrige anmelders mobiler, der hyppigt blev tjekket. Hele historien kunne have været fortalt på ca. 20, hvis disse vel og mærke var blevet brugt effektivt. Jeg er godt klar over at det er en stil, men her kapper det over og bliver mest af alt en prætentiøs stiløvelse, frem for et fortælleteknisk virkemiddel.
Det eneste lyspunkt er Kristin Scott Thomas, der ganske enkelt er forrygende som den nådesløse mor, der ønsker hævn, koste hvad det vil. Hendes karakter har i det mindste nogle følelser, der minder om noget menneskeligt, om man så sympatiserer med hende eller ej. Refn har udtalt, at filmen er som ét langt svar, hvor spørgsmålet først kommer til sidst. Ironisk nok sidder man som publikum og ligner et stor spørgsmålstegn, mens man håbløst tænker; hvorfor?
Man kan da kun håbe at Gud er så stor, at han kan tilgive Refn og hans ego, for denne ligegyldige omgang smagsløse voldspornografi og velsigne os andre, ved at bringe ham på rette kurs igen, med hans næste filmprojekt, remaket af 70’er action sci-fi’en Logan’s Run. Det positive: Det kan næsten ikke blive værre end Only God Forgives…
Drengerøvs faktor: 40%
Teknisk information:
Original titel: Only God Forgives
Frankrig/Thailand/USA/Sverige, 2013
Instruktør: Nicolas Winding Refn
Medv.: Ryan Gosling, Kristin Scott Thomas, Yayaying Rhatha Phongam og Tom Burke
Genre: Krimi/Drama/Thriller
Billedformat: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Længde: 90 min
Bio premiere: 30. maj 2013
Distributør: Scanbox