Oneplus 6T McLaren Edition: Androids nye RAM-konge
Ny special edition fra OnePlus
OnePlus har altid været gavmilde med rammerne og gode til at lave spændende samarbejder.
Og i dag har de været mere rundhåndede med det hele:
"OnePlus 6T McLaren Edition er vores hurtigste og mest teknologisk avancerede telefon nogensinde. Det er en hyldest til godt håndværk, og vi er ekstremt begejstrede over at kunne slå os sammen med McLaren, så vi kan give vores fans den uovertrufne følelse af fart og råstyrke, som vi kender fra Formel 1,” siger Pete Lau, CEO i OnePlus.
Det er da også svært, ikke at blive godt og gammeldags gadget-begejstret, når man kigger nærmere på den nye OnePlus.
Den taler bare til gadget-elskeren: Pakket ind i kulfiber, af samme slags som McLaren Racing benytter til deres F1-vogne.
Med et påtrykt McLaren logo på bagsiden, og en fading i kulfiberet, der på bagsiden afrundes med en u-formet orange stribe, der sådan kærtegner bunden af telefonens ramme, og klatrer op langs bagsidens kanter.
OnePlus er ikke en telefon for den brede mængde af "vi gør som de andre"-horden. Og OnePlus 6T McLaren Edition er da i særdeleshed ikke. Den er nok nærmere til "Aldrig gå ned på udstyr"-typen. Individualisten, der ikke er bange for at skille sig lidt ud.
Det understreges også, når opmærksomheden ledes hen på telefonens specifikationer.
Godt nok er det en pimpet 6T, men OnePlus har skruet på knapperne, og smækket hele 10 GB RAM i denne udgave. (Det er værd at bemærke, at kinesiske Oppo lancerede en 10 GB RAM smartphone for lidt over en måned siden, i Asien - Men OnePlus er først til at ramme det danske marked med sådan en kapacitet.)
Samtidig er ladeteknologien blevet opgraderet med noget, der i OnePlus regi hedder Warp Charge 30.
OnePlus fortæller, at dette giver nok power til en dags brug, blot ved 20 minutters opladning på det 3700 mAh store batteri.
Det er faktisk en ret cool sag, som OnePlus her har afsløret. Og ja. Den kommer til Danmark.
Det sker den 18. December, hvor modellen bliver tilgængelig hos en række udvalgte forhandlere og på OnePlus.com
Og prisen? Kun 5.399 danske kroner.
Det kan man mene om, hvad man vil - men personligt, synes jeg der er en absurd lav pris.