Onde mennesker
Findes der onde mennesker? I så fald, hvad er et ondt menneske og hvad defineres det ud fra?
Noget jeg længe har funderet over; "Findes der onde mennesker?". Jeg mener, mange af de indlæg jeg læser herinde er ikke helt fine i kanten - Er det fordi der er nogle onde mennesker, der bare vil af med deres ondskab her? Anonymt, tit og ofte meget rammende og 100% til egen tilfredsstillelse? Nej, så slemt er det nok ikke, men tanken har da strejfet mig. Men generelt, findes der så onde mennesker og hvad er et ondt menneske?
Hvad er det et andet menneske kan "trigge" hos os, så vi føler de er onde? Er det dem der er noget i vejen med, eller er det os selv. Kan vi lære af det, eller skal de lære af os? Hvem af os har indsigt til at vide om noget er godt eller ondt? Skal jeg kigge ind i mig selv og ændre mig, de kan jo alligevel ikke gøre det, og med samme holdning også opgive at ændre dem?
Spørgsmål jeg finder svære at besvare - Men har vi ikke alle alligevel en mening om, hvad vi finder ondt? Holder ondskaben op, når vi foretager en handling (der efter vores mening er ond), for at redde os selv eller andre? Kan ondskab retfærdiggøres, forudsat at den findes, og hvordan?
For eksempel har torturofre et stort behov for at finde ud af hvad ondskab er. Et behov for at finde en mening og for at mindske den grundlæggende rystelse af troen på mennesker som sker, når det er mennesker, der udøver ondskaben over for andre.
Er det onde ikke et navn til det, der er faretruende eller ikke giver mening? Det der er truende og ødelæggende for et trygt og forudsigeligt liv. Er skabelsen af et samfund ikke også en skabelse af kræfter, der dæmmer op for det onde? Det er normer og traditioner, etik og moral, som gør, at mennesker tør stole på hinanden og tør stole på, at der er grænser for, hvad mennesker kan finde på at gøre mod hinanden. Torturofre og ofre for etnisk udrensning har oplevet, at disse grænser ikke findes!
Ovenstående kan sikkert diskuteres i en uendelighed, ses fra utallige synsvinkler og chancen for at vi bliver enige, er nok ikke særligt stor. Jeg har en mening om, hvad der er ondt i min verden, men idét min mening altid vil være subjektiv, er den sandsynligvis ikke samstemmende med din. Så meget er jeg da bevidst om! Netop derfor undrer det mig, at andre mennesker med stor selvsikkerhed og autoritet kan fastslå, hvad ondskab er og hvem der er onde.
Et eksempel på dette er f.eks. Præsident Bush der i en tale i juli, 2003 udtaler følgende om krigsfanger, der på et senere tidspunkt skal føres til en domstol: "Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at de er onde mennesker". Hvor fanden ved han det fra? Ja, jeg spørger bare. Udover det faktum, at han tilsidesætter, det menneskeretslige hensyn, "Du er uskyldig indtil det modsatte er bevist", hvor ved han det så fra? Har han talt med dem? Er de onde, fordi de gør som de er beordret til, og sandsynligvis udfører i troen på, at kunne redde andre mennesker? Det er store ord, men med en tung vægt bag, idet han er præsident.
Hitler var en sand skaber i ondskabens verden. Han fik adskillige mennesker til at tro på, at jøder var onde og skulle betragtes som skadedyr, hvilket medførte at den almene verden troede på, at dem som fulgte ham var onde, idet vi så på de handlinger de havde udført mod jøderne. Men var de det? Vidste de, at det de gjorde var ondt? De var jo netop igang med at udrydde det "onde".
Jeg må hellere understrege her, at jeg på ingen måde er nazist, eller bifalder Hitlers og hans slængs gerninger, men det, at de var af ovenstående overbevisning, gør det, at de er onde? Jeg synes selv det er meget komplekst. Men tænkte lige over, hvornår det er, jeg selv opfatter andre som onde. Det er nemlig oftest når jeg føler mig uretfærdigt behandlet eller, at jeg synes nogle af mine medmennesker er blevet det. Men er det nok?
Hvad er ondskab? Har søgt svar mange steder. På nettet, i bøger, blandt andre mennesker. Men stadig ikke rigtigt fundet svaret. Derfor undrer jeg mig over at vi i flæng bruger ordet. Det er efter min mening ikke definerbart, og kan strækkes i alle mulige retninger.
Desuden finder jeg det værende i kategorien af "store ord", det fylder simpelthen bare for meget i munden.
Hvad er det et andet menneske kan "trigge" hos os, så vi føler de er onde? Er det dem der er noget i vejen med, eller er det os selv. Kan vi lære af det, eller skal de lære af os? Hvem af os har indsigt til at vide om noget er godt eller ondt? Skal jeg kigge ind i mig selv og ændre mig, de kan jo alligevel ikke gøre det, og med samme holdning også opgive at ændre dem?
Spørgsmål jeg finder svære at besvare - Men har vi ikke alle alligevel en mening om, hvad vi finder ondt? Holder ondskaben op, når vi foretager en handling (der efter vores mening er ond), for at redde os selv eller andre? Kan ondskab retfærdiggøres, forudsat at den findes, og hvordan?
For eksempel har torturofre et stort behov for at finde ud af hvad ondskab er. Et behov for at finde en mening og for at mindske den grundlæggende rystelse af troen på mennesker som sker, når det er mennesker, der udøver ondskaben over for andre.
Er det onde ikke et navn til det, der er faretruende eller ikke giver mening? Det der er truende og ødelæggende for et trygt og forudsigeligt liv. Er skabelsen af et samfund ikke også en skabelse af kræfter, der dæmmer op for det onde? Det er normer og traditioner, etik og moral, som gør, at mennesker tør stole på hinanden og tør stole på, at der er grænser for, hvad mennesker kan finde på at gøre mod hinanden. Torturofre og ofre for etnisk udrensning har oplevet, at disse grænser ikke findes!
Ovenstående kan sikkert diskuteres i en uendelighed, ses fra utallige synsvinkler og chancen for at vi bliver enige, er nok ikke særligt stor. Jeg har en mening om, hvad der er ondt i min verden, men idét min mening altid vil være subjektiv, er den sandsynligvis ikke samstemmende med din. Så meget er jeg da bevidst om! Netop derfor undrer det mig, at andre mennesker med stor selvsikkerhed og autoritet kan fastslå, hvad ondskab er og hvem der er onde.
Et eksempel på dette er f.eks. Præsident Bush der i en tale i juli, 2003 udtaler følgende om krigsfanger, der på et senere tidspunkt skal føres til en domstol: "Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at de er onde mennesker". Hvor fanden ved han det fra? Ja, jeg spørger bare. Udover det faktum, at han tilsidesætter, det menneskeretslige hensyn, "Du er uskyldig indtil det modsatte er bevist", hvor ved han det så fra? Har han talt med dem? Er de onde, fordi de gør som de er beordret til, og sandsynligvis udfører i troen på, at kunne redde andre mennesker? Det er store ord, men med en tung vægt bag, idet han er præsident.
Hitler var en sand skaber i ondskabens verden. Han fik adskillige mennesker til at tro på, at jøder var onde og skulle betragtes som skadedyr, hvilket medførte at den almene verden troede på, at dem som fulgte ham var onde, idet vi så på de handlinger de havde udført mod jøderne. Men var de det? Vidste de, at det de gjorde var ondt? De var jo netop igang med at udrydde det "onde".
Jeg må hellere understrege her, at jeg på ingen måde er nazist, eller bifalder Hitlers og hans slængs gerninger, men det, at de var af ovenstående overbevisning, gør det, at de er onde? Jeg synes selv det er meget komplekst. Men tænkte lige over, hvornår det er, jeg selv opfatter andre som onde. Det er nemlig oftest når jeg føler mig uretfærdigt behandlet eller, at jeg synes nogle af mine medmennesker er blevet det. Men er det nok?
Hvad er ondskab? Har søgt svar mange steder. På nettet, i bøger, blandt andre mennesker. Men stadig ikke rigtigt fundet svaret. Derfor undrer jeg mig over at vi i flæng bruger ordet. Det er efter min mening ikke definerbart, og kan strækkes i alle mulige retninger.
Desuden finder jeg det værende i kategorien af "store ord", det fylder simpelthen bare for meget i munden.
