Om dengang jeg holdte en fest

Kort, men vigtig baggrundsinfo:

Det er slutningen af september 2009 og jeg er lige kommet hjem fra Iran. Vi skulle have været hjemme i august, men pludselig begyndte revolutionerne og man kunne ikke komme hjem. Jeg er lige blevet færdig med folkeskolen og skal nu starte på gymnasiet. Jeg kender næsten ingen på skolen og er nu over en måned for sent på den til første skoledag. Dagen inden jeg starter, har der været ryste-sammen tur. Hertil skal det lige siges at jeg bor ude på landet nærmest og er derfor den eneste pige med tørklæde på skolen, så selv hvis jeg er normal er jeg underlig.

Første skoledag:

Jeg er der lidt før første time og jeg kender heldigvis bygningen og ved hvor fællesarealet er, men jeg ved ikke hvem jeg skal lede efter. Jeg har ingen anelse om hvem, der går i min klasse, hvor vores bord er eller hvem jeg skal spørge. Jeg står pludselig midt i det hele og kigger udover alle eleverne, der ikke umiddelbart lader til at bemærke mig. Ud af det blå ser jeg min redning komme hen imod mig. Det var en dreng jeg gik i parallelklasse med. Han får vist mig hen til min klasses bord, hvor der sidder 30 mennesker jeg overhovedet ikke kender, som stirrer stift på mig. Heldigvis er der en pige, der tager imod mig og får introduceret mig for resten af klassen. 
Jeg får fortalt hvordan parallelklassens tyrkiske dreng, ved et uheld havde sat sig ind i vores klasse, men da læreren havde råbt navnene op, for han pludselig op og løb sin vej. Min klasse har i den halvanden måned jeg ikke var der, troet at han var Zaynab, og at han bare var lidt underlig. 

Dagen hvor jeg fik en virkelig dårlig idé:

Jeg havde efter nogle dage nogenlunde fået neutraliseret mit omdømme. Det gik i hvert fra at folk sagde "Zaynab er ham der den underlige, der pludselig løb væk" til "Zaynab er hende med tørklædet". Jeg synes det var helt okay, men jeg var stadig ikke sikker på om min klasse forstod mig. Forstod at jeg altså ikke var up-tight eller helt vildt kedelig og uden social værdi, fordi jeg var muslim og gik med tørklæde osv. 
Jeg ringede til vores bolig-halløjsa-mand og spurgte hvornår fælleshuset var ledigt, for nu skulle Zaynab fandme holde en fest som ingen anden før. Klassen fik hurtigt at vide at de skulle sørge for et festhumør udover det sædvanlige og at de måtte tage en ven med. Lokalet kan holde 60 personer så jeg sørgede for at være meget præcis med at invitere hele min klasse og fortælle dem de kun måtte have én ven med.

Dagen hvor verdens værste/bedste fest blev afholdt:

Dagen var endelig kommet og jeg var taget ud for at købe chips og slik, som blev stillet fint på bordene og så et dansegulv i midten. I løbet af dagen var jeg blevet kimet ned af folk jeg knap nok kendte, der alle spurgte, om der var plads til bare én mere. Men som den absolut ansvarlige pige jeg nu engang er, sagde jeg nej, fordi der ikke måtte være flere i lokalet. 
Efter jeg var blevet færdigt med lokalet og med at klæde om begyndte de første gæster at komme. Der var kommet en fem-seks stykker inden jeg får et opkald fra min mor.

Mor: hvor er du henne?
Zaynab: fælleshuset. Jeg har fortalt dig, at det er min venindes fødselsdag (nødvendig hvid løgn nr. 1) i dag og jeg fik jo lov at være her?!
Mor: kom hjem, vi har fået gæster
Zaynab: HVAD?! Jeg kan altså ikke komme hjem nu, vi har ikke engang sat os ned?
Mor: Det må du selv om, men far bliver rigtig sur (noget jeg helst undgår), hvis du ikke kommer hjem om 5 minutter

Jeg bor et halvt minut fra fælleshuset, så jeg tog overtøj på, fortalte folk at jeg skulle hente nogle sugerør (nødvendig hvid løgn nr. 2) og ville komme tilbage snart. Jeg gik hjem og så at halvdelen af familien var kommet på besøg, og kunne ikke umiddelbart se hvordan jeg nogensinde skulle kunne gå tilbage igen. Jeg blev igen og igen i løbet af aftenen ringet op af mine klassekammerater, der gerne ville vide, hvorfor jeg ikke var til min egen fest. Jeg gav hurtigt op og fortalte sandheden: jeg havde simpelthen fået uventede gæster og kunne ikke komme. 

Aftenen og natten, hvor jeg hadede mig selv og alle omkring mig:

"Hmm, det er da også et værre område I bor i med alt den støj og larm" siger min onkel, der bor på "den der del" af Nørrebro. Jeg tror det giver et okay billede af, hvor vildt det gik for sig. Så snart vores gæster var gået, løb jeg op til mit værelse og gemte mig under dynen og vinkede farvel til tanken om nogensinde at være andet end "hende den underlige". Det var dog lidt svært at koncentrere mig om det, for der blev konstant kylet flasker i vores have og musikken overdøvede mine tanker.

Dagen efter dagen:

Da der blev helt stille omkring kl. 5, stod jeg op, tog hurtigt tøj på og sneg mig ud for at se, hvordan lokalets tilstand var og begyndte oprydningen. Lad os bare sige at jeg startede med at rydde op kl. 5 om morgenen, blev der hele skoledagen og ringede hjem og fortalte mine forældre at jeg nok ville blive sent på den, fordi der var noget jeg skulle. Jeg lavede det trick to dage i trick og på tredjedagen fik jeg hjælp af min veninde. Trods alt dette endte jeg med at betale lige knap 8000 kroner for leje af lokale, reparation af skader, nye glas, stole, gardiner, postkasse, en ny brandslukker og diverse andet. Pludselig fik jeg en regning som jeg skulle forklare overfor mine forældre.
"Hende der holdte fødselsdagen synes det var pinligt at de havde smadret så meget, så hun sagde bare at det var mig, der havde lejet det. Ellers får hun aldrig lov at leje det igen" (nødvendig hvid løgn nr. 3)
Heldigvis fik jeg lov at betale det over mange måneder, så jeg kunne betale det diskret nok til at mine forældre aldrig fandt ud af det. 

Første skoledag efter festen:

Der var virkelig delte meninger. Jeg blev stoppet af folk jeg ikke rigtig kendte, der takkede mig for en fed fest, mens andre kiggede skævt på mig og hviskede. Jeg fandt så ud at af der havde været i hvert fald 80 i løbet af natten. Folk havde ringet til alle de kendte og sagt at jeg ikke var der og at de bare kunne komme.
Selvom det virkelig suttede røv, at skulle betale omkring tre måneders løn og alt det der, så gik der ikke mange dage inden det blev en joke. Næsten hver fredag siden, har der været nogen til at sige "Hva' Zaynab, skal du ikke holde fest igen?", og pludselig var jeg en del af en intern joke og boom, folk indså at jeg godt kunne samtale om andet en Muhammed-tegningerne og tørklæde og præstestyre. 

True story bro