Film

“Oh yeah!”: Duffman går på pension efter næsten 30 år i The Simpsons

Farvel til en gammel kending.

Det er slut med hoftevrik og højlydte reklamefraser i Springfield. Duffman – den ikoniske, capeklædte ølmaskot fra The Simpsons – er officielt pensioneret. Jep, du læste rigtigt. Efter knap tre årtier med dåsebælte, solbriller og en stemme, der lød som en blanding af Hulk Hogan og en reklamespeaker på speed, har Barry Duffman (manden bag masken) trukket sig tilbage.

Fra maskot til mand

Det hele sker i sæson 37-episoden “Seperance”, som blev sendt den 4. januar 2026. Her møder vi Barry i noget så uvant som… almindeligt tøj. Ingen kappen. Ingen stram trikot. Bare skjorte og bukser – som en hvilken som helst anden mand, der har haft et lidt for festligt CV. Og hvorfor? Fordi Duff Corporation har besluttet at droppe maskotten. Ifølge Barry er det simpelthen ikke tidssvarende længere. Den yngre generation gider ikke jingle-reklamer, tv-spots og mascots, der råber i tredje person.

Altså, hvis du nogensinde har brugt sætningen “Duffman can’t breathe! Oh no!” til en fest – så er du officielt gammel.

Et lille stykke popkultur siger farvel

Duffman blev introduceret i 1997 og har siden været fast inventar i The Simpsons-universet. Altid parat med et “OH YEAH!” og en hoftebevægelse, der nok ville udløse en arbejdsskade i dag. Stemmen bag, Hank Azaria, har også lagt lyd til karakterer som Moe, Chief Wiggum og Apu – men Duffman har altid været noget helt særligt. En parodi på reklamekultur, maskulinitet og alkoholglorificering i ét og samme sæt lycra.

Og selvom serien har “aflivet” karakterer før, føles den her anderledes. Duffman blev ikke bare skrevet ud. Han blev afklædt og gjort til menneske. Og det gjorde faktisk lidt ondt i fanhjertet.

Simpsons i konstant forandring

Det er ikke første gang, serien reflekterer over sin egen tid og verden omkring. The Simpsons har altid været bedst, når den både laver grin med og kommenterer på kultur og samfund – og her rammer de plet. Duffman bliver et symbol på noget, vi er ved at lægge bag os: reklamefigurer med catchphrases og poseringspligt.

Men som showets presseafdeling sagde i en kort, kærlig afsked: “Duffman says a lot of things. Oh yeah!”

Lad os bare sige det, som det er – The Simpsons vil aldrig være helt det samme uden ham. Men i en tid, hvor selv tegneseriefigurer skal finde nye roller, er det måske meget passende, at Barry Duffman også får lov til at være bare… Barry.