Nymph()maniac [Anmeldelse]
Sex, guns og ufrivillig censur. Har Von Trier begået et erotisk mesterværk eller er det hele bare en fis i en hornlygte?
Zentropa
I en baggård, en kold og våd vinteraften et sted i England, finder Seligman (Stellan Skarsgård), en forslået kvinde ved navn Joe (Charlotte Gainsbourg) liggende bevidstløs på jorden. Han tager hende med i sin lejlighed, for at rense hendes sår, tørre hendes tøj og lade hende hvile sig i hans seng. Her begynder den skyldbetyngede Joes sexbekendelser overfor den målløse og jomfruelige ældre mand. Joe er nemlig selvudnævnt nymfoman og ser sig selv som et dårligt menneske, der kun påfører skade på alle, hun møder på sin vej på grund af sin lidelse. Joes historie starter helt tilbage i hendes barndom, hvor hun, som hun siger; finder sin fisse og får en spontan orgasme midt i en idyllisk havremark. Herfra går det stærkt. Som teenager får Joe (Stacy Martin) en lokal dreng ved navn Jerôme (Shia LaBeouf) til at tage hendes mødom og sammen med veninden B (Sophie Kennedy Clark) dyster hun om, hvem der kan knalde flest mænd på en togtur til London.
Zentropa
I 20’erne holder Joe flere elskere, som hver især hjælper til at tilfredsstille hendes uslukkelige tørst. Filmen knækker dog for Joe, da hun atter møder Jerôme, som hun gifter sig og får et barn med. For pludseligt kan hun ikke føle nydelse i skridtet længere. Lige meget hvad hun gør, er jagten på nydelse forgæves og forholdet til begynder at skrante.
Zentropa
Personligt tror jeg, at Von Trier tager tykt pis på os alle sammen. Det er lige hans sorte form for humor, når han laver en film med en masse pik og patter, der kan få sat gang i kontroverserne og få småborgerligheden op i folk. Filmen er da også fyldt med humoristiske indslag, især i den første del og det har Trier rigtigt nok forstået, er nødvendigt for at løsne op for stemningen blandt publikum, der alle er der for at se sexscenerne, men har brug for en ”undskyldning” for deres perversioner, som de får i form af humoren.
Zentropa
Det er klart at Von Trier med Nymphomaniac vil fortælle, at vi alle har en seksuel drift, der styrer os på godt og ondt, også kvinder. Ironisk nok bliver Von Triers pointe i alt sin enkelthed bekræftet blot ved, at man sidder i salen blandt publikum og ser filmen. Vi er nymfomanerne så at sige, vi er de perverse vouyerister.
Zentropa
Nymphomaniac dog lidt af en ørkenvandring at komme igennem. Joes historier bliver, efterhånden som filmen skrider frem, mindre og mindre interessante. Vol. 2. halter mest. Dette har især noget at gøre med, at det ikke længere er den unge, smukke Stacy Martin, der udfolder sig på lagerne og lærredet, men i stedet Charlotte Gainsbourg, der nok er en dygtig skuespillerinde, men ikke er verdens mest seksuelt tiltrækkende kvinde og dermed ryger noget af interessen for karakteren.
Zentropa
Denne udgave af Nymphomaniac, som har premiere i 2013, er den nedklippede, censureret udgave. Lars Von Triers egen ucensurerede udgave, der er 5 ½ timer lang, må man vente med at se, indtil den udkommer på video til næste år en gang. Et smart træk af Zentropa, da de på den måde får folk i biografen for først at stille deres nysgerrighed og derefter opfordrer dem til at købe filmen på video for også at få stillet deres tilfredsstillelse med de udvidede, eksplicitte sexscener.
Zentropa
Jeg er godt klar over at denne anmeldelse er lidt skizofren, for det er sådan, jeg har det med filmen. Den er irriterende og fascinerende på en og samme tid. I løbet af ugen har flere spurgt mig, hvordan filmen er og jeg har kaldt den ”En fis i en hornlygte”, ”Kejseren nye klæder” og ”pubertær underholdning for små perverterede gamle mænd”, men som jeg sidder her og reflekterer over filmen, må jeg indrømme, at den ramte mig mere end jeg troede.
Zentropa
Så for at vende tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Nymphomaniac er et mesterværk, er svaret: Det er op til dig selv. Tør du åbne op og stå ved din seksualitet og se dine perversioner i øjnene? Det er netop heri at Lars Von Triers genialitet ligger. Personligt kan jeg modvilligt ikke gøre andet end at give filmen 5 ninjaer. Med forbehold om at tilføje en ekstra ninja, i forventning om at 5 ½-timers-udgaven når orgasmiske højder.
Teknisk information:
Original titel: Nymphomaniac (Volume 1 + 2)
Danmark/Tyskland/Frankrig/Belgien, 2013
Instruktør: Lars von Trier
Medv.: Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LaBeouf, Christian Slater, Jamie Bell, Uma Thurman, Willem Dafoe, Connie Nielsen, Nicolas Bro, Jesper Christensen, Jens Albinus, Mia Goth, Sophie Kennedy Clark, Jean-Marc Barr og Udo Kier
Genre: Erotik/Drama
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Spilletid: 110 + 130 min
Dansk bio premiere: 25. december 2013
Distributør: Nordisk Film