Connery

Nyhedsjunkie?

Faktum er, at vi bombarderes med nyheder som aldrig før. På ugentlig basis bombarderes vi med 75.000 nyheder af mere eller mindre aktuel værdi.

Nyhedsjunkie?

75.000 nyheder er godt nok noget af en stak. Det svarer til 10.714,29 daglige happenings, eller 446,43 pr. time. I min spæde barndom, var nyheder noget, som virkelig fik folk op af stolene og skabte debat i stuerne hos Hr. og Fru Danmark. Det var dengang TV Avisen i monopoldagene leverede nyhedsfixet.

I dag er nyheder, eller lad os kalde dem ved hvad der burde være deres rette navn: ”latterligt-journalist-arbejde”, reduceret til en fodnote i dagens begivenheder, hvor historier om at en X-factor dommer er væltet inde i DR Byen, næsten får mere plads på BT.dk, frem for ting der virkelig påvirker vores hverdag og burde skabe debat i de små hjem.

Det nemmeste er naturligvis, at give journalisterne skylden, men mon ikke vi skulle tage at se os selv i spejlet? Er vi i dag ved at være en flok nyhedshungrende junkier, der virkelig gør alt, for at få fingrene i noget der kunne ligne en historie? Tvinger vi selv journalisterne til nærmest selv at skabe nyheder hvor der ingen er, som vi så det for nogle år siden under krigen mod Taleban i enten Irak eller Afghanistan.

Jeg har forgæves forsøgt at google mig frem til den konkrete historie, for at få en evidensbaseret kilde, men lige nu må I tage mit ord for gode varer. Lad det hermed være en opfordring til, at smide et link, som kan bekræfte mit postulat.

Historien meget kort; En dansk journalist fra DR(?) fiflede lidt meget med sandheden og blev sidenhen fyret for at lyve.

Naturligvis burde man fra journalisternes side, kræve en vis professionel stolthed, så det virkelig kun var nyheder, som fik stemplet nyheder. Den menige journalist er desværre nok under et kæmpe pres fra sin redaktør, for at levere og levere. Det skal være hurtigere end konkurrenterne, for TV2 News, DR Update og diverse nyhedstjenester kræver og kræver.

Jeg vil slutte med at krydse fingre for, at samtlige nyhedsjunkier og journalister også i fremtiden kommer til at kunne leve i sameksistens og at der findes en gylden middelvej, for vi er godt nok ved at komme ud på et sidespor!

(Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce