Gaming gear

Nyhed til gamerne: AOC lancerer 310 Hz esports-skærm til under 1.800 kroner

To nye AOC GAMING-skærme skruer op for farten – uden at flå pengepungen.

Nyhed til gamerne: AOC lancerer 310 Hz esports-skærm til under 1.800 kroner
AOC
Mikkel M. Vermeulen
Af Mikkel M. Vermeulen 16. april 2025

Gaming-skærme med vilde hastigheder plejer at koste kassen. Men nu prøver AOC at gøre høj ydelse billigere. De lancerer to nye modeller, der kombinerer hurtige opdateringshastigheder med fornuftige priser.

Under sit gaming-brand AGON by AOC introducerer de nu CU34G4Z og 25G4SXU, som begge lander i Danmark i april 2025.

Topmodellen CU34G4Z er en 34-tommer buet skærm til dem, der vil have masser af plads og høj fart på billedet. Du får UWQHD-opløsning (3440×1440), 240 Hz opdateringshastighed og responstid helt ned til 0,3 ms. Derudover kan skærmen klare HDR-indhold (DisplayHDR 400) og har både HDMI 2.1 og DisplayPort 1.4. Pris: omkring 3.200 kroner.

Den mindre – og endnu hurtigere – 25G4SXU går målrettet efter esports-folket. Her får du en 24,5-tommer skærm med Full HD-opløsning og hele 300 Hz opdateringshastighed. Med overclocking kan den endda nå 310 Hz.
Responsen er lynhurtig (0,3 ms), og skærmen understøtter Adaptive-Sync for ekstra glat gameplay. Prisen? Kun 1.708 kroner.

Begge modeller kommer med USB-hub, HDR10, Flicker-Free og Low Blue Light teknologi, der skåner øjnene under lange sessions. De understøtter også AOC’s egen G-Menu-software, så du kan tilpasse billedet efter dine spil.

Ifølge AOC skal de nye skærme vise, at høj hastighed og god kvalitet ikke behøver koste en formue. Med de her priser tager de kampen op mod kendte navne som ASUS, MSI og BenQ.

Om de holder hele vejen, afhænger selvfølgelig af, hvordan de performer, når gamerne først sætter sig til rette foran skærmen.