Hvis du har en gammel smartphone liggende i skuffen, så er du langt fra alene. Faktisk er der så mange gamle mobiler gemt rundt omkring i København, at de samlet set rummer råstoffer til en værdi af over 58 millioner kroner.
Det viser nye tal fra Refurbed og Fraunhofer Austria, som har kortlagt, hvor meget “elektronisk guld” der gemmer sig i danske hjem. Og konklusionen er klar: Københavnerne topper listen.
Over tre millioner telefoner samler støv
Ifølge undersøgelsen ligger der mere end 3,2 millioner gamle smartphones i københavnske skuffer. De indeholder blandt andet guld, kobolt, wolfram og magnesium – alle materialer, der kan genbruges og genanvendes i ny elektronik.
Til sammenligning har Aarhus omkring 562.000 gamle telefoner liggende (til en værdi af ca. 10 millioner kroner), mens Odense når op på 279.000 enheder til godt 5 millioner kroner.
“Det er vigtigt, at vi ser potentialet både på byniveau og pr. borger. Hver smartphone, der genanvendes, bidrager til at reducere CO2, skåne miljøet og spare på værdifulde råstoffer,” siger Kilian Kaminski, medstifter af Refurbed.
Læs også:
En lille indsats med stor effekt
Ifølge Refurbed kan hele 2,17 millioner af de københavnske telefoner stadig bringes tilbage i kredsløbet. På landsplan svarer det til, at hver dansker i gennemsnit har 1,5 smartphones liggende – og dermed også et konkret bidrag til at mindske elektronikaffaldet.
“Hvis flere borgere sender deres gamle telefoner tilbage i kredsløbet, kan vi udnytte værdifulde råstoffer, reducere behovet for ny minedrift og samtidig minimere elektronisk affald. Selv små handlinger gør en stor forskel,” siger Kaminski.
Gammelt tech, nye muligheder
Markedet for genbrug og reparation af elektronik vokser i hele Europa. I Danmark samarbejder Refurbed med Elretur, som håndterer over 80 procent af alt elektronikaffald fra danske genbrugspladser. Det betyder, at materialer fra gamle telefoner kan få nyt liv i nye produkter – i stedet for at ligge glemt i en skuffe.
Så måske er det værd at bruge fem minutter på at kigge efter dit eget skjulte tech-guld.
Tre hurtige måder at give dit tech nyt liv:
- Aflever gamle enheder gennem Elretur eller lokale genbrugsordninger.
- Køb genanvendt elektronik, hvor materialerne allerede har fået nyt liv.
- Del viden om værdien af gamle enheder – måske ligger der flere millioner i dine venners skuffer.
Læs også: