Nye earbuds: Bang & Olufsen Beoplay EX
Her er den nye generation af true wireless earbuds fra B&O
"Beoplay EX er et naturligt næste skridt i vores lydportefølje." lyder det indledningsvist fra Dorte Vestergaard, director and Head of the On-The-Go category hos Bang & Olufsen. Hun introducerer virksomhedens seneste trådløse earbuds - designet til at være din ledsager gennem hele dagen.
De nye earbuds er en designmæssig afstikker fra virksomhedens tidligere earbuds: Man har omfavnet ørepind-designet, som især Apples Airpods gjorde til en stor designfeature i den trådløse kategori.
Designmæssigt er EX dog en anelse mere detaljeret end konkurrenten, de er udført i børstet aluminium og touchpanelerne på hver bud er belagt med et spejlblankt lille glaspanel.
Feature-mæssigt tjekker Bang & Olufsen da også alle de eftertragtede funktioner af: Beoplay EX har adaptiv aktiv støjreduktion, en IP57certificering for vand- og svedresistens, multipoint-forbindelse der muliggør tilslutning til to enheder på samme tid, og otte timers spilletid (28 med etui).
EX lover også en høj opkaldskvalitet med intet mindre end seks indbyggede mikrofoner - og så er opladningsetuiet også i den eksklusive kategori; udført i aluminium.
Pris og tilgængelighed
Beoplay EX lanceres 5. maj 2022 og får en vejledende salgspris på 2.999 kroner. EX er tilgængelig i farverne Anthracite Oxygen, Gold Tone og Black Anthracite.