Motor

Ny undersøgelse afliver myte: Elbiler er ikke farligere i trafikken

Elbiler har i årevis været omgærdet af myter. De er for stille, de er for tunge, og de udgør en større fare i trafikken – i hvert fald hvis man spørger de skeptiske røster.

Ny undersøgelse afliver myte: Elbiler er ikke farligere i trafikken
Foto: Pexels

En ny undersøgelse fra Vejdirektoratet har taget et grundigt kig på tallene og konkluderer, at el- og plug-in hybridbiler ikke er overrepræsenterede i trafikulykker.

Så nej, elbiler er ikke en stille dræber på hjul, der sniger sig ind på intetanende fodgængere og cyklister.

Elbiler udgør ikke en større risiko for fodgængere og cyklister

Undersøgelsen, der tager udgangspunkt i samtlige politiregistrerede trafikulykker med el- og plug-in hybridbiler mellem 2019 og 2023, viser, at kun 5 % af ulykkerne med fodgængere involverede en elbil eller hybridbil.

Da elbiler udgjorde omtrent den samme andel af de samlede personbiler i perioden, betyder det, at elbiler ikke er mere farlige end benzin- og dieselbiler i forhold til fodgængere.

Myten om, at elbiler skulle være farligere for bløde trafikanter, blev ellers styrket, da EU i 2021 indførte et krav om, at el- og hybridbiler skal udsende en kunstig lyd ved hastigheder under 20 km/t.

Vejdirektoratet kan dog ikke fastslå, hvilken effekt den kunstige lyd har haft, eller om fodgængere og cyklister overhovedet registrerer den.

“Deporter Musk!”: Protestbølge rammer amerikanske Tesla-forhandlere

Læs også: “Deporter Musk!”: Protestbølge rammer amerikanske Tesla-forhandlere

Tung vægt, men ingen øget risiko på glat vej

En anden populær skrøne er, at elbiler er mere tilbøjelige til at havne i ulykker på grund af deres tungere vægt.

Logikken lyder, at en tungere bil må have sværere ved at bremse på glatte eller våde veje.

Men også her viser undersøgelsen, at der ikke er en overrepræsentation af elbiler i ulykker i regn eller sne.

Faktisk tyder tallene på, at elbiler – måske på grund af deres moderne sikkerhedsudstyr – klarer sig bedre end gennemsnittet i udfordrende vejrforhold.

Moderne teknologi giver bedre sikkerhed

Elbiler er ikke bare tungere – de er også yngre end gennemsnittet af personbiler på vejene.

Undersøgelsen viser, at den gennemsnitlige elbil i en ulykke var 1,7 år gammel, mens andre personbiler var 8,8 år i gennemsnit.

Det betyder, at elbiler ofte er udstyret med de nyeste sikkerhedssystemer, såsom:

  • Automatisk nødbremsning med radar og kamera
  • Adaptiv fartpilot
  • Avancerede udskridnings- og advarselssystemer

Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor elbiler ikke er overrepræsenterede i ulykker, selvom de stadig ofte bliver anklaget for at være mindre sikre.

Hvem kører elbiler?

Undersøgelsen viser også, at elbiler primært ejes af midaldrende førere mellem 35 og 54 år, mens unge mellem 18-24 år sjældent kører elbil.

De unge bilister er generelt mere risikovillige i trafikken, men da elbiler ofte har en høj pris, har de unge ikke været den primære målgruppe.

Med faldende priser på elbiler kan dette dog ændre sig i fremtiden. Det store spørgsmål bliver så, om en yngre ejergruppe vil påvirke ulykkesstatistikkerne på sigt.

Tysk dom slår fast: Teslas autopilot er mangelfuld og uegnet til personbiler

Læs også: Tysk dom slår fast: Teslas autopilot er mangelfuld og uegnet til personbiler

Lucid Motors-direktør stopper efter Elon Musk-kritik og milliardtab

Læs også: Lucid Motors-direktør stopper efter Elon Musk-kritik og milliardtab