Ny krimi begejstrer: David Garmark vinder på de fremragende karakterer

Uanset hvilken genre man læser, er det karaktererne, der bærer fortællingen. Det gælder også for krimien. Her forventer man dog også et plot, der kan overraske, udfordre og engagere læseren i detektivarbejdet.

De nordiske krimier lægger ofte større vægt på karaktererne end på selve plottet, og det har resulteret i bemærkelsesværdige serier, der har vundet millioner af læsere verden over.

Personligt foretrækker jeg dog plotbaserede krimier, men jeg kan sagtens begejstres af stærke karakterer. Det er dog længe siden, jeg har læst en krimi, hvor både plot og karakterer sidder lige i skabet, og Vildført fik desværre heller ikke den klokke til at ringe. I stedet er Vildført en krimi, der skæres til for at ramme den ’typiske’ danske krimilæser.

På trods af et tyndt plot bliver Vildført alligevel løftet markant af sine hovedpersoner: Den ADHD-ramte og traumatiserede Channie og hendes 93-årige oldefar Walther. De to får rigeligt at se til, da en af Channies klienter, den ukrainske flygtning Elida, bliver fundet dræbt i Rådhusparken i Aarhus.

Romanen er en fortsættelse til den ligeledes udmærkede Kæntring, hvor Walther var hovedperson.

I Vildført er rollerne byttet om, og det gør bestemt ikke noget.

Channie dulmer sine symptomer med joints og alkohol, og hendes hukommelseshuller udgør bogens centrale spændingsfelt. Mistanken for Elidas mord rettes mod hende, stressniveauet stiger, og brudstykker fra den skæbnesvangre aften begynder langsomt at dukke op i hendes hukommelse.

Plottet er enkelt og uden de store krumspring, det vinder næppe nogen priser. Til gengæld er karaktererne en fornøjelse at følge. Garmark bygger smukt videre på Walther, hvis stædighed og særprægede charme stadig er intakt, trods alderdommens skavanker.

Også Channie står klart og levende frem. Hendes adfærd og reaktioner, præget af ADHD og barndomstraumer, beskrives med præcision og troværdighed. Som læser mærker man hendes uro og manglende overblik helt ind i kroppen.

Vildført er en letlæst og forholdsvis kort krimi med nutidig handling, i modsætning til Kæntring, der foregik i 1999.

Vi møder derfor en aldrende Walther, nu plaget af inkontinens og skrantende helbred, og en voksen Channie, der stadig forsøger at navigere i sit voksenliv på trods af fortidens traumer.

Bogen rummer fine tilbageblik, som styrker relationen mellem de to hovedpersoner, og deres tætte bånd sætter sig i læserens hjerte. På det punkt står Vildført stærkere end sin forgænger.

Til gengæld savner jeg et mere engagerende og uforudsigeligt plot. En spændingskurve, der virkelig trækker læseren ind, og nogle afgørende twists, der kunne give fortællingen kant.

Vildført er først og fremmest en karakterdrevet fortælling, hvor krimiplottet ikke fungerer som meget andet end et bagtæppe og sjældent bliver en drivkraft i bogen.

Alligevel er serien om Channie og Walther værd at give sig i kast med.

Karakterarbejdet og det håndværksmæssige niveau hører til blandt det bedste i dansk krimilitteratur lige i øjeblikket.