Connery

Ny guide hjælper dig med at vælge bæredygtig fisk

God fisk med god samvittighed!

Når man skal vælge fisk til sin aftensmad, så kan det godt være svært at finde rundt i de forskellige muligheder.

Hvad er bæredygtigt? Og hvad er overhovedet af god kvalitet?

Det vil den nye fiskeguide fra WWF hjælpe forbrugeren med.

I al sin enkelthed er det en lille guide, som går helt ned på børnhaveniveau og guider dig med en klassisk trafiklys-opdeling. I den opdaterede version findes
desuden en blå kategori, der viser de arter med en MSC- eller ASC-certificering, som WWF bakker op om.

Guide:
• Rød betyder: Find et alternativ
• Gul betyder: Spis med omtanke
• Grøn betyder: Bedste valg – spis med god samvittighed
• Blå betyder: Kan fås med MSC- eller ASC-certificering

Mange af de fisk, vi danskere spiser mest af, er hårdt presset eller fanget med skadelige redskaber. Det ødelægger havnaturen og bringer fremtidens fiskeri i fare ifølge WWF Verdensnaturfonden. Inde i guiden er der mere viden at finde ved at klikke på arterne, for at se om en bestand er presset af for eksempel overfiskeri eller fanges med redskaber, som har en negativ påvirkning på havnaturen.

Du kan læse mere om guiden her - Fiskeguide.

4 gode råd: Sådan får du bæredygtige fisk med hjem i indkøbsnettet


1: Kig efter det blå MSC-mærke og det lysegrønne ASC-mærke

MSC-mærket sikrer, at dine fisk eller skaldyr kommer fra bestande, som ikke er truet af overfiskeri. ASC-mærket, som gælder for opdrættede fisk og skaldyr, sikrer, at fiskene er opdrættet på en mere miljøvenlig måde end i konventionelle dambrug.


2: Gå efter skånsomme redskaber
Spis fisk fanget med skånsomme redskaber som garn, ruser eller tejner og undgå de redskaber, der bliver slæbt over havbunden, som for eksempel bundtrawl og bundskrabere, som kan gøre skade på havets økosystemer. Samtidig er de skånsomme redskaber også mere klimavenlige, da de bruger mindre brændstof. Så spørg i supermarkedet eller hos din fiskehandler, hvordan fisken er fanget.

3: Spis danske fisk
Spis lokalt, så støtter du de danske fiskere, får frisk fisk i verdensklasse og samtidig er fisk fanget i danske farvande mere klimavenlig, da der ofte er mindre transport fra hav til køledisk.

4: Prøv noget nyt
Vi danskere spiser hovedsageligt opdrættet laks fra Norge og vildtfanget torsk, men vi fanger mange flere spændende, sunde og velsmagende arter i de danske farvande. Hvis du varierer de fisk, du spiser, er du med til at sikre, at der bliver efterspørgsel på andre fisk end torsk og laks.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce