Mobil
Ny foto-app opbygger spændingen ved først at gøre billederne tilgængelige senere
Gense de bedste øjeblikke fra alle gæsters synspunkt.
Du kender sikkert situationen, hvor du holder en vigtig begivenhed – hvad enten det er et bryllup, årets fest på gymnasiet eller bare en uges ferie i eksotiske omgivelser.
Du har selv taget rigtig mange billeder, men måske har nogle andre i selskabet fanget nogle billeder af dig og andre ting, som du gerne vil have til samlingen. Her rammer man ofte ind i det problem, at man skal i gang med at kontakte folk for at få billederne – nogle svarer ikke, andre kender du ikke nummeret på og pludselig er muligheden væk.
Den nye app ”Laterr” skal gøre op med denne problematik – og desuden skabe lidt mere spænding omkring oplevelsen af at gense billederne på et bestemt tidspunkt.
"Glem alt om at tænke på, om du får billederne at se, som folk tager på ferien, til festen, barnedåben eller et andet arrangement, fordi I nok alligevel aldrig får billederne delt med hinanden efter begivenheden. Med ”Laterr” opretter du et album, hvor du angiver, hvilket tidspunkt albummets billeder skal fremkaldes på. Du får nu automatisk et unikt ID, som du deler ud til deltagerne." – udtaler en af skaberne bag den nye app Anders Sønderbæk.
Den nye app ”Laterr” opbygger spændingen, fordi billederne først bliver tilgængelige efter et stykke tid. Alle brugere kan bidrage med deres billeder, men ingen kan se billederne før fremkaldelsen. Dermed opbygges stor spænding, som på fremkaldelsestidspunktet udløses i et sjovt overraskelsesmoment.
App'en er produceret af 3 brødre fra Herning, som fokuserer på at det ikke længere kun skal være enkelt at kunne dele sine gyldne øjeblikke med sine nærmeste – men også sjovt. App'en gør det muligt for den, der opretter billed-ID'et at benævne et 'fremkaldelsestidspunkt', hvor billederne bliver tilgængelige for alle – på den måde kan alle folk måske lige overleve de værste tømmermænd, før de nyder et interessant tilbageblik på aftenens begivenheder.
"Den er nem at bruge, og man slipper for senere at sende sine billeder rundt efter festen eller ferien. Billederne fylder ikke på telefonen, men er tilgængelige i app’en til evig tid. Ikke kun ens egne billeder, men alle deltagernes billeder." – fortsætter Anders Sønderbæk, som peger på den klassiske situation i Tømmermænd i Vegas som inspiration, hvor de fire fyre pludselig opdager et digitalkamera med en masse billeder, de endnu ikke havde set.
Det er lidt sådan, det opleves, når ’Laterr’ fremkalder billederne fra en begivenhed, og alle folks billeder med ét bliver tilgængelige. Overraskelsesmomentet er større, og det hele bliver sjovere.
Tjek app'en ud til Android eller Apple.